Det kommer lærer-lockouten til at betyde for dig og dit barn

Efter påske kan de færreste forældre sende børnene i skole. Alligevel har forældrene pligt til at møde på arbejde, siger arbejdsmarkedsforsker Foto: Jørgen Schytte Denmark / Scanpix

Tusindvis af forældre vil efter påske være fanget i et uheldigt dilemma mellem at passe job og passe børn, når skolelærerne lockoutes. Læs hvilke muligheder man som forælder kan benytte sig af

I år kan danske folkeskoleelever se frem til en forlænget påskeferie. Fra på mandag bliver folkeskolelærere og 17.000 statsansatte lærere nemlig lockoutet. Det betyder, at mange skoler vil være lukkede på tirsdag, når påsken slutter.

Men selvom det for mange folkeskoleelever er en glædelig nyhed med ekstra fridage, kan det skabe problemer for forældre, der også skal
passe deres arbejde.

De har nemlig ikke ret til ferie med løn, bare fordi de ikke kan sende børnene i skole, siger arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen.

LÆS OGSÅ: Forældre kan igen få info om lockout-nødplaner

"Forældre har pligt til at møde på arbejde, selvom børnene ikke kan komme i skole. Derfor er det vigtigt, at man som forældre laver aftaler med arbejdsgiveren om, hvordan det skal fungere," siger han

Han foreslår at man kan:
· Arbejde hjemme, hvis det er muligt
· Tage børnene med på arbejde, hvis arbejdsgiveren tillader det
· Gøre bruge af omsorgsdage, hvis man har ret til dem.
· Aftale med arbejdsgiveren, at man holder nogle feriedage
· Hvis man har opsparet afspadseringstimer, kan man gøre brug af dem i den periode, hvor skolerne er lukkede

LÆS OGSÅ: Minister: Elever kan gå til eksamen trods lockout

Lockouten forventes at træde i kraft fra 1. april. Den kan dog udsættes til senest den 4. maj 2013, hvis forligskvinden mener, det er nødvendigt.

Det kan skabe problemer i forhold til de ældste elever, som har skriftlige eksamener den 2. maj, og den kan også komme i karambolage med de mundtlige afgangsprøver, som er planlagt til at foregå fra den 3. juni.

En mulig løsning på det problem kan være at overføre elevernes årskarakterer til afgangsbeviset, hvis det viser sig, at de ældste elever ikke er tilstrækkeligt forberedt til at gå til eksamen, siger Anders Balle, som er formand for Danmarks Skolelederforening.

Men her kan både forældre og elever være helt rolige, forsikrer Børne- og Undervisningsminister Christine Antorini (S). Hun garanterer nemlig, at eleverne ikke bliver forsinkede i deres uddannelse, og at alle vil få deres afgangsbevis til sommer.

RETTELSE: Af artiklen fremgik det, at lockouten maksimalt kan vare til den 4. maj 2013. Det er forkert. Der er i princippet ingen grænse for, hvor længe en lockout kan vare