Dette indlæg er skrevet af Nicolai Frederik Bonnén Rossen, PR-erhvervsmand, freelancer og debattør.
Gennem de sidste mange år har Det Konservative Folkeparti ligget stort set konstant på fire procent i meningsmålingerne, og der er absolut ingen tegn i horisonten på, at det skal ændre sig - og i hvert fald slet ikke til det bedre. I samme periode har aviserne boomet med historier om en konservativ opblomstring i det danske samfund. I Weekendavisen d. 21/2 tegnedes endnu engang en stor skildring af den nye konservative bevægelse i Danmark.
LÆS OGSÅ: Derfor bør du være medlem af et parti
Alligevel har vi i den samme periode læst spalte op og ned med ligeså mange historier, der handler om Det Konservative Folkepartis historiske krise, der bare varer ved. Det kan egentlig undre, for mange af partiets synspunkter, skulle man tro, havde stor opbakning i befolkningen. For eksempel den klare holdning til at sænke skatter og afgifter, kampen for at bevare familiernes frie hverdag, den klare og fornyede tale omkring bevarelsen af danskhed og nu også en enegang omkring miljøspørgsmål.
Alligevel sker der absolut ingenting for partiet, der står helt stille på trods af, at der skal være folketingsvalg til næste år eller før. Her må man forvente, at det lille parti indkasserer endnu en syngende vælgerlussing og sætter ny bundrekord. Det vil betyde sandsynligvis fire år mere med et umarkant lille parti, som med nogle få mandater ikke kan sætte sig mærkbart igennem, og herefter kan man sagtens forestille sig et parti, der helt dør væk.
For nylig så vi, hvordan et politisk parti kan kollapse fuldstændig, da SF måtte træde ud af regeringen og se sine største profiler forsvinde til andre partier. SF var også svagt og dårligt ledet, men i det mindste må man da give SF'erne, at de gik ud med et brag.
Det kan man nok ikke engang sige om Det Konservative Folkeparti, som må spås en langsom død af alderdom, for fiaskoens årsag er helt åbenlys for alle. Der er absolut ingen nye kræfter at spore nogen steder i partiet. Det tegnes af de samme politikere, som gennem de seneste små ti år har været ansvarlige for, at partiet befinder sig, hvor det gør i dag. Partiet har en stor ungdomsorganisation og har stolt meldt ud, at man har startet et talentprogram for håbefulde unge konservative med en politiker i maven, men der lader til at være mere brug for udvikling, end der egentlig er unge talenter.
Mens næsten alle andre politiske partier i Folketinget har markante ungdomspolitikere, som de fleste af os kender, er det umuligt at nævne én eneste ung konservativ. Det hele virker nøjagtig ligeså anonymt, ligegyldigt og karakterløst som i selve partiet. Blandt de få håb i de yngre rækker kan måske nævnes Rasmus Jarlov, men han har aldrig selv haft et succesfuldt valg til Folketinget, og som resten af partiet har han haft de samme dårlige resultater senest som leder af Det Konservative Folkeparti i København, hvor han ved sidste års kommunalvalg måtte se sin gruppe i hovedstaden formindsket med næsten en tredjedel.
I Weekendavisens lange skildring af partiet interviewes netop en talentfuld ung konservativ, historikeren Christian Egander Skov. Han er både intellektuel og har vist gennemslagskraft, men helt typisk er han ikke en del af partiet. De største konservative stjerner er nemlig alle sammen udenfor Det Konservative Folkeparti, og Skovs konklusion i Weekendavisen er også, at partiet er nødsaget til at trække på de mange konservative intellektuelle, som i dag er udenfor partiet.
Udenfor det politiske parti har et hav af meget markante konservative debattører enorm succes og medgang, hvor folk som Eva Selsing, Søren Hviid Pedersen, Kasper Støvring og nok specielt Mads Holger næsten dagligt kommer med klare konservative udmeldinger. Også mange andre steder i mediebilledet er det konservative tænkere, der tegner billedet, for eksempel Mikael Jalving, Rune Selsing og Henrik Gade Jensen.
De konservative intellektuelle har langt mere momentum end partiet og begynder i medierne at tegne dansk konservatisme i meget højere grad, end partiet er i nærheden af at kunne. Fælles for næsten alle de markante konservative intellektuelle er bare, at de tit lægger afstand til Det Konservative Folkeparti, ligesom vælgerne gør det. Hvis partiet skal have en chance for at overleve, må man prøve at få nogle af de erfarne kræfter ombord, selvom det måske bliver svært, men det bliver endnu sværere at overleve med det, man har.