Det mener partierne om forfatterstøtte

Skal forfattere have mere støtte end i dag? Kristeligt Dagblad har spurgt kulturordførerne

Det mener partierne om forfatterstøtte

Socialdemokraterne: Ja
Socialdemokraterne har foreslået at øge de frie midler til Statens Kunstråd, som også vil give mulighed for at flere forfattere kan få udgivet deres værker.
- Mogens Jensen, kulturordfører for Socialdemokraterne


Radikale Venstre: Hverken/eller
Litteraturstøtte herunder direkte støtte til forfattere skal tilrettelægges således det fastholder og udvikler en alsidig væsentlig bogproduktion. Herunder giver plads til smalle og specialiserede udgivelser.
- Johannes Poulsen, kulturordfører for Radikale Venstre


Det Konservative Folkeparti: Nej
I en tid hvor alle skal spare, ville det være urimeligt at hæve litteraturstøtten.
- Rasmus Jarlov, kulturordfører for Det Konservative Folkeparti


SF: Ja
Forfatterne blev ramt af, at en række puljer udløb, og i sidste øjeblik reddede kulturministeren dem. Men der er stadig uløste opgaver i form af at sikre en bæredygtig økonomi for forfattere: Biblioteksafgiftens udformning og størrelse skal efterses. Der skal sikres arbejdsbetingelser til forfattere, så de i den skabende periode, hvor de ikke er arbejdsløse, men indtægtsløse, har et eksistensgrundlag. Dagpengereglerne skal ses efter, så de også er i harmoni med det kunstneriske arbejdsmarked og ikke tvinger kunstnere ud af deres respektive organisationer eller fag. Den totale liberalisering af bogmarkedet blev gennemført efter ønske fra blandt andet forfatterne. I alle andre EU-lande findes der en eller anden støtteforanstaltning af litteratur. Enten i form af faste priser, lavere moms eller direkte tilskud eller skattefrihed for forfattere. Det tror jeg, vi også i Danmark bliver nødt til at se på igen, men her sætter finanskrisen grænser for, hvor meget og hvornår sådanne reformer kommer på tale.
- Pernille Frahm, kulturordfører for SF


Liberal Alliance: Nej
Det nuværende niveau er rimeligt.
- Simon Emil Ammitzbøll, kulturordfører for Liberal Alliance


Kristendemokraterne: Ja
Vi skal understøtte kreativitet og kulturformidling, men forudsætningen er, at kvalitet skal fremmes.
- Per Ørum Jørgensen, kulturordfører for Kristendemokraterne


Dansk Folkeparti: Nej
I forbindelse med finansloven sikrede regeringen og Dansk Folkeparti, at litteraturpuljen kunne fortsætte og det er vi tilfredse med. Det vil ikke være realistisk, at der kan findes ekstra ressourcer på nuværende tidspunkt.
- Karin Nødgaard, kulturordfører for Dansk Folkeparti


Venstre: Nej
Støtten til forfatterne er passende.
- Peter Christensen, politisk ordfører for Venstre


Enhedslisten: Ja
Der skal oprettes en særlig støtteordning for alle kunstnere, som giver dem et indtægtsgrundlag i de perioder, hvor de arbejder, men ikke tjener nogen penge uden at de behøver at leve op til de krav, som det almindelige arbejdsmarkedssystem stiller.
- Per Clausen, kulturordfører for Enhedslisten