KOMMENTAR: Det er nu 10 år siden, at Morgenavisen Jyllands-Posten offentliggjorde de 12 ulyksalige tegninger af muslimernes profet Muhammed.
Det udløste den største krise i dansk udenrigspolitik siden Anden Verdenskrig med langt over 100 dræbte ved demonstrationer og ambassadeafbrændinger.
Siden har konflikten trukket sit tydelige spor i samfunds- og kulturdebatten herhjemme og efterladt en række mediefolk med dødstrusler hængende over hovederne og livvagter knyttet til sig døgnet rundt.
Terrorangrebet i Paris i januar i år og i København i februar var en direkte følge af Muhammed-tegningerne, og det samme er alle de overvejelser om sikkerhed, som ikke mindst danske mediehuse gør sig.
Muhammed-krisen blev en øjenåbner, der kom til at understrege, at det multikulturelle og multireligiøse samfund, som er ved at blive skabt med den muslimske indvandring herhjemme og i det øvrige Europa, langtfra er konfliktfrit.
Det store spørgsmål, som krisen og udviklingen stiller os alle, er, hvordan kristne, muslimer og mennesker af anden tro skal leve sammen i det samfund. I hvor høj grad skal danskere tilpasse sig de nye indbyggere og bøje sig for deres religiøst betingede krav eller tage særlige hensyn til deres tro?
Der er ikke én lære eller én konklusion at drage 10 år efter Muhammed-krisen. Måske kun den at danske medier - uafhængigt af hinanden - formentlig alle vælger ikke at trykke eller bringe tegningerne i dag.
De er for længst løftet ud af deres oprindelige sammenhæng og er for den arabiske og muslimske verden blevet et symbol på, hvad de opfatter som Vestens arrogance og foragt for islam. De redaktører, der måtte trykke tegningerne i dag, bringer sig selv og deres ansatte i livsfare.
Det er den ulykkelige følge af Muhammed-krisen. Trussels-kulturen er blevet en ny virkelighed.
Her på avisen indtog vi fra sagens start det synspunkt, at offentliggørelse af tegningerne var en unødvendig provokation.
Vi mente ikke dengang og mener fortsat ikke, at der er et selvstændigt formål med at fornærme menneskers tro. At kunne håne, spotte eller latterliggøre er en del af det vestlige samfunds omgangsform, men - for der er et ”men” - det er ikke nødvendigvis klogt at gøre.
I debatten om ytringsfrihed er dette ”men” blevet det mest udskældte ord og kommet til at symbolisere et knæfald for den islamistiske trussel.
Men ytringsfriheden har altid været forvaltet med et ”men”, fordi den har været forvaltet konkret og i praksis og derfor med de hensyn, der nu måtte være at tage ud fra almindelig medmenneskelig respekt og hensynet til for eksempel ærekrænkelser, racisme, beskyttelse af mindretal og den offentlige orden.
Behovet for at udvise pragmatisme bliver kun større i fremtiden, hvor de religiøse spændinger formentlig vil vokse. Det er her, vi som samfund skal overveje, om vi rent faktisk ikke vinder mere ved at skære en procent af ytringsfriheden og undlade at håne og spotte andres tro, end vi får ud af at gøre det.
Det er sådan debatten i verdens måske mest multikulturelle og multireligiøse lande, USA og Storbritannien, forvaltes.
Her hersker der en langt større forståelse end herhjemme af, at andre mennesker kan opfatte noget som både helligt og ukrænkeligt, og at det ikke er en indskrænkning af ytringsfriheden at respektere dette. Begge lande er i øvrigt kendetegnet ved en næsten uindskrænket presse- og ytringsfrihed.
Krisen efter Muhammed-tegningerne har om noget sat ikke bare islam, men også kristendom og anden religion til debat. En uheldig bivirkning er tendensen til at give islam positiv særbehandling og overkompensere for dette ved at være des mere fri i kritikken og latterliggørelsen af for eksempel kirke og kristendom.
Forleden beskrev vi her i avisen en DR-korrespondents nedsættende Twitter-bemærkning om paven. En bemærkning, som aldrig ville rette sig mod en muslimsk religiøs leder på grund af netop denne nye forskelsbehandling.
Er ytringsfriheden truet? Svaret er, at den er blevet indskrænket på grund af islamisters voldelige trusler. Det er i dag vanskeligt at lave satire over profeten Muhammed, men den virkelige indskrænkning af ytringsfriheden ville være, hvis der ikke kan føres en reel og åben religionskritik af islam.
Hvis islams forbud mod konversion, manglen på ligestilling af kvinder eller islams intolerance over for homoseksuelle ikke kunne kritiseres, ville ytringsfriheden være truet.
Men så galt står det ikke til.
I den intense værdidebat er det fremstået som om, at det alene er ytringsfriheden, der provokerer verdens islamister og driver deres voldshandlinger. Men sandheden er, at de er provokeret af hele den vestlige samfunds- og livsform.
De er provokeret af demokratiet, kvindernes ligeberettigelse, homoseksuelles rettigheder, gudløsheden, den frie sex, alkoholforbruget og alt det, der i øvrigt, på godt og ondt, karakteriserer det liberale, sekulære og frie samfund.
Og så lader ikke bare islamister, men mange muslimer sig provokere over krænkelser af deres tro, fordi den - som Politikens tidligere chefredaktør Herbert Pundik har formuleret det - er ”det sidste araberne har tilbage”.
Den arabiske kultur står i stampe, og de arabiske samfund bidrager stort set ikke med noget til verdenssamfundet, og når der så gøres grin med deres religion, reagerer de.
Med Muhammed-krisen mistede det stadigt mere sekulariserede Danmark sin uskyld og lærte brutalt, at mange muslimer tager deres tro så alvorligt, at de er rede til at begå vold for at forsvare den mod latterliggørelse. Den vold må alle anstændige mennesker tage afstand fra.
Men der går ikke skår af friheden, hvis vi frem for at latterliggøre muslimers tro også lærer at respektere det, der er allerhelligst for dem, uden at vi af den grund underkaster os islam. Det kræver bedre religionsundervisning i skolerne og en øget besindelse på, hvad kristendom betyder for Danmark og os selv.
Des bedre funderede vi er i vores egen tro, des lettere har vi ved at møde andre med en anden tro.
Tryk på pilen til højre i tidslinjen herunder for et overblik over Muhammed-krisens udvikling