DF vil forbyde slægts-ægteskaber gennem flere generationer

Såkaldte kæde-fætter-kusine-ægteskaber skal forbydes af hensyn til sundhed og i kampen mod social kontrol, mener DanskFolkeparti. Etnisk konfliktmægler: Forbud er ikke vejen frem

Statistisk set er risikoen for, at fætter-kusine-par føder børn med handicap eller arvelige sygdomme på fire-seks procent - dobbelt så høj som for gennemsnitsbefolkningen, fortæller overlæge Karen Brøndum-Nielsen.
Statistisk set er risikoen for, at fætter-kusine-par føder børn med handicap eller arvelige sygdomme på fire-seks procent - dobbelt så høj som for gennemsnitsbefolkningen, fortæller overlæge Karen Brøndum-Nielsen. .

Det skal være forbudt at gifte sig med sin fætter eller kusine, hvis man selv er barn af et par, der har gjort det samme. Det mener Dansk Folkeparti, der netop har stillet et beslutningsforslag i Folketinget om at forbyde de såkaldte kæde-fætter-kusine-ægteskaber.

Forslaget kommer oven på en løbende debat om fætter-kusine-ægteskaber, som senest blev aktualiseret i 2011, da Arbejderpartiet i Norge foreslog helt at forbyde den slags ægteskaber.

Forslaget blev ikke vedtaget, men siden da har Dansk Folkeparti forsøgt at finde ud af, hvor de skulle ”lægge snittet” for et forbud her i landet. Og når de har valgt at lægge det netop ved kæde-fætter-kusine-ægteskaberne, er det fordi, de ønsker at finde et kompromis, som de andre folketingspartier også kan stemme for. Samtidig skal forslaget gøre op med den sociale kontrol, der kan være i visse indvandrermiljøer, siger Martin Henriksen (DF) og uddyber:

”Dels er der sundhedsargumentet. Vi ved, at der er en større risiko for, at en fætter og kusine vil få et sygt eller handicappet barn. Dels ønsker vi med forslaget at bryde med den sociale kontrol, der er i visse miljøer i Danmark. Når man ser folk, der i flere generationer bliver gift i fætter-kusine-ægteskaber, må det være udtryk for en social kontrol og kulturelle normer, som ikke passer ind i Danmark,” siger han.

Statistisk set er risikoen for, at fætter-kusine-par føder børn med handicap eller arvelige sygdomme på fire-seks procent - dobbelt så høj som for gennemsnitsbefolkningen. Det fortæller Karen Brøndum-Nielsen, der er professor og overlæge ved Kennedy Centret, som er en del af Klinisk Genetisk Klinik på Rigshospitalet. Det er dog sværere at sige, hvad risikoen er for et barn, der er resultatet af flere generationers fætter-kusine-ægteskaber:

”Der er forskellige opfattelser af det. Om man selv er et resultat af et fætter-kusine-ægteskab, er ikke nødvendigvis det springende punkt. Hvis forældre generelt er i en meget indgiftet familie på kryds og tværs, så kan der godt være en øget risiko for barnet, end hvis forældrene kun er fætter og kusine,” siger Karen Brøndum-Nielsen.

Der findes i Danmark ikke en oversigt over, hvor mange ægteskaber der indgås mellem fætre og kusiner. Men skikken menes at være mest udbredt i pakistanske, somaliske og tyrkiske familier.

Farwha Nielsen er konfliktmægler og indehaver af rådgivningsvirksomheden Etnisk KvindeConsult. Hun mener ikke, at vi har brug for et forbud på området og afviser desuden, at fætter-kusine-ægteskaber er udtryk for social kontrol.

”Vi har rigeligt med lovgivning, der gør, at vi kan skride ind over for de normer, der nogle gange undertrykker kvinder og tvinger dem ind i ægteskaber. Det, som man behøver her, er sundhedsfaglig og social oplysning. Jeg er overbevist om, at oplysning er den rigtige vej at gå,” siger Farwha Nielsen, der har indtryk af, at fætter-kusine-ægteskaber bliver stadig mindre udbredt i Danmark.