Oppositionen kaster brænde ned over Dansk Folkeparti efter gårsdagens finanslovsaftale for 2016. Liberal Alliances leder Anders Samuelsen jubler til gengæld med champagne og jordbærkage over en lavere registreringsafgift på biler, og De Konservatives formand Søren Pape har svært ved at være i sig selv af glæde over, at grundskylden nu fryses fast i to år. Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl nøjes afdæmpet med at kalde det en ”hæderlig, god finanslov.”
Både Socialdemokratiet og venstrefløjen kritiserer Dansk Folkeparti for at lægge stemmer til billigere boliger og biler for de rigeste, mens det offentlige forbrug ikke kommer op i nærheden af de 0,8 procents stigning, partiet lovede i valgkampen.
Ganske vist bliver der afsat en milliard kroner til ældre, nu kaldes den ”værdighedsmilliarden”, fordi pengene skal gå til at sikre ældre en værdig dagligdag. Ifølge kritikerne er der dog alene tale om en gentagelse af den bevilling, der allerede fandtes på dette års finanslov. Dansk Folkeparti har dermed kun fået forhandlet penge tilbage, som det selv og Venstre-regeringen tidligere i år havde planlagt at spare, lyder det.
Kristian Thulesen Dahl fremhæver, at der samlet bliver brugt 2,4 milliarder kroner ekstra på sundhed næste år, især ældres sundhed, og at partiet også er med i det nylige politiforlig, som har sikret styrken ekstra 150 betjente om året de næste to år.
Hvad han ikke nævner, er, at Dansk Folkeparti helt som 2000'erne har fået en stribe bittesmå bevillinger til værdipolitiske markeringer. Det er bevillinger i niveauet en-to millioner kroner årligt til Skibsbevaringsfonden, formidling af dansk historie for børn (ved tv-børnevært Sigurd Barrett), runesten og markering af De Dansk Vestindiske Øer foruden 3,5 millioner kroner årligt til digitalisering af danske film og et lignende beløb til dyrevelfærd.
Dansk Folkeparti blev kendt for at hive den slags symbolske sejre hjem i finanslovsforhandlinger under VK-regeringen, men partiets væsentligste værdipolitiske gevinster lå i udlændinge- og retspolitikken. Prisen for et finanslovsforlig var typisk, at regeringen indvilligede i, at der skulle være hårdere krav for at opnå permanent ophold eller statsborgerskab, længere straffe for forskellige forbrydelser, skrappere krav til udenlandske forkyndere eller endda som i 2011 permanent toldkontrol og opførelse af grænsestationer.
Opskriften sikrede Dansk Folkeparti en stabil tilslutning, og selv den kontroversielle aftale om at forkorte dagpengeperioden til to år i 2010 kunne ikke få vælgerne til at sige farvel i større tal.
For hvor skulle de gå hen? Ingen andre partier kunne dengang tilbyde kombinationen af EU-skepsis, hård indvandrings- og retspolitik og en blød velfærdspolitik, som mindst 10-15 procent af vælgerne har abonneret på siden årtusindeskiftet. I dag er det nærmere 20 procent.
Dansk Folkepartis problem er, at mylderet på den værdipolitiske skarpretterscene i mellemtiden er taget voldsomt til. Helt aktuelt ses det i de nye aftaler om politiet og om asylpolitikken. Her tegner især Venstre og Socialdemokratiet en politisk kurs, som Dansk Folkeparti meget vanskeligt kan trumfe, og derfor kan Dansk Folkeparti heller ikke alene tage æren for, at der bliver flere betjente, eller at vilkårene for asylsøgere strammes.
Vel er S og V stadig mere EU-venlige end Dansk Folkeparti, som også bevarer patentet på at kræve grænsebomme her og nu. Men alene det at ja-partierne fører folkeafstemningskampagne med meget lav puls, og at de ikke længere definitivt udelukker grænsekontrol, viser, hvor langt de har flyttet sig. Man kunne kalde det Dansk Folkepartis skjulte sejr.
Når partiet alligevel accepterer en finanslov uden de store velfærdspolitiske fingeraftryk og risikerer beskyldninger om løftebrud, har det flere årsager. For det første har partiledelsen erkendt, at samfundsøkonomien ikke er til et stigende offentligt forbrug lige nu. Man har accepteret det såkaldte omprioriteringsbidrag, kommunerne skal betale til staten de kommende år, men vil forsøge at insistere på, at pengene tilbageføres til de kommunale kasser til brug for velfærd. Det varsler et nyt slagsmål til foråret, når der skal forhandles en skattereform, for her vil de øvrige borgerlige partier bruge nogle af pengene på skattelettelser.
Den anden årsag til, at Liberal Alliance og De Konservative har fået lov at juble over de meget synlige lettelser på biler og boliger, er, at Dansk Folkeparti har erkendt, at det var den eneste mulighed for at få en blå finanslov i hus. Uden den havde regeringen kun haft kort tid at leve i, og det havde trods alt været et politisk dårligere alternativ end gårsdagens nedfaldende brænde fra oppositionen.