Kommunen anerkendte først Pias smerter, da hun fik en diagnose

Det Etiske Råd fremlægger i dag en rapport, der blandt andet konkluderer, at der opstår store problemer, ...

Det Etiske Råd fremlægger i dag en rapport, der blandt andet konkluderer, at der opstår store problemer, når diagnoser i dag oftere anvendes i det sociale system. Foto: Colourbox

I over tre år søgte man efter en diagnose til mig. Det var, som om de ikke troede på eller anerkendte mine smerter, før de kunne putte mig i en bestemt diagnosekasse
Pia Frederiksen

På en konference arrangeret af Det Etiske Råd debatterer patienter og fagpersoner i dag de etiske udfordringer ved anvendelser af diagnoser

Pia Frederiksen har flere gange ønsket, at hun havde en mere håndgribelig diagnose. At hendes kroniske smerter og manglende evner til at arbejde kunne ses på et røntgenfoto eller dokumenteres på andre måder. Ikke fordi det nødvendigvis havde gjort nogen forskel for hende selv, men fordi hun så havde haft noget at vise frem til kommunens sagsbehandlere, da hun for nogle år siden søgte om førtidspension.

”Efter en operation i 2004 fik jeg store smerter, som ikke kunne forklares. I over tre år søgte man efter en diagnose til mig. Det var, som om de ikke troede på eller anerkendte mine smerter, før de kunne putte mig i en bestemt diagnosekasse,” siger hun.

Generelt oplevede Pia Frederiksen meget mistro, da hun talte med kommunen om sin sygdom. Efter over to år gav man hende diagnosen kronisk smertesyndrom, hvilket i dag betegnes som en funktionel lidelse, hvor smerterne ikke kan ses. Efter mere end et år, hvor sagsbehandlerne undersøgte, om de udokumenterbare smerter virkelig var for alvorlige til, at hun kunne arbejde, fik hun førtidspension.

I dag oplever hun som formand for Foreningen af Kroniske Smertepatienter, at mange med samme lidelser ikke mødes med meget velvilje i det sociale system.

”Jeg finder det uetisk, at en diagnose kan være så afgørende for sagsbehandleres holdning til, hvad man har ret til af hjælp. I sundhedssystemet er der ikke noget i vejen med at bruge diagnoser som behandlingsværktøj, men i det sociale system, synes jeg, det burde været mindre vigtigt at kigge på diagnosen og mere vigtigt at se på det enkelte individs begrænsninger og udfordringer.”

Brugen af diagnoser i det sociale system er et godt eksempel på, hvordan diagnoser i dag ikke kun har betydning i sundhedssystemet, men fylder mere i hele samfundet, siger Steen Vallentin, som er lektor på Copenhagen Business School og formand for Det Etiske Råds arbejdsgruppe, der har kigget på anvendelsen af diagnoser.

I dag præsenterer rådet sit arbejde på en konference på Christiansborg, hvor forskellige problemstillinger vil blive debatteret af fagpersoner, patienter og pårørende.

”Vores arbejde har ikke handlet om at angribe 'den store stygge lægemiddelindustri', men om at undersøge, hvad det betyder for mennesker i dag at få en diagnose, og hvilke udfordringer der opstår i relationen mellem læger og patienter, og når diagnosen rykker ind i andre systemer,” siger han.

I sit arbejde har Det Etiske Råd taget udgangspunkt i diagnoserne ADHD, depression og funktionelle lidelser, da det ifølge Steen Vallentin er diagnoser, som har vokset sig særligt store de seneste år. Eksempelvis er antallet af personer i behandling for ADHD gået fra godt 2000 i år 2000 til godt 39.000 i 2013.

”Der er også tale om diagnoser, som der er mange kontroverser om, da der i mange tilfælde kan være flydende grænser mellem at være syg og ikke være syg. Her har vi kigget på, hvad det betyder for mennesker at få diagnoserne. Nogle er lettede, når de endelig kan få anerkendt, at de fejler noget, mens det for andre er som at blive puttet i en kasse og gå fra at blive behandlet som et menneske til at blive behandlet og opfattet som en diagnose.”

En af arbejdets større konklusioner er, at der opstår store problemer, når diagnoser i dag oftere anvendes i det sociale system. Det samme mener lektor i sociologi på Aalborg Universitet Anders Petersen, som i efteråret udgav bogen ”Diagnoser” sammen med professor i psykologi ved Aalborg Universitet Svend Brinkmann.

”Vi har fået et institutionaliseret diagnosesystem, og det rejser et vigtigt spørgsmål om, hvem der i dag 'ejer' diagnoser, når de først er stillet. For når en person har fået en diagnose, er udfordringen, at den både bliver brugt og misbrugt af andre systemer. Når lægen har stillet diagnosen, kan socialrådgivere og sagsbehandlere for eksempel forsøge at rive og flå i den, så den passer ind i en socialfaglig kontekst,” siger han og tilføjer, at man på den måde kan forsøge at få borgerens symptomer til at passe ind i netop den sociale kasse, man ønsker.

”I dag river og flår vi i højere grad i diagnoser. Det samme gælder personen med diagnosen, som søger svar og symptombeskrivelser på internettet. Det gør noget ved diagnosernes holdbarhed. Vi skal derfor finde ud af, hvem der har forudsætningerne for at stille de rette betingelser for diagnosen.”

Hvis man overhovedet kan finde en løsning på udviklingen, kræver det ifølge Anders Petersen først og fremmest, at vi bliver enige om, hvad problemet er.

”Der er meget forskellige syn på udviklingen. Nogle ser det, at der kommer flere diagnoser, som den eneste vej at gå og diskuterer blandt andet, om stress skal gøres til en diagnose. Andre er bekymrede og prøver at påpege de negative konsekvenser. Så indtil man bliver enige om problemet med vores diagnosticering, lader løsningen vente på sig.”