Diagnoser er blevet vores svar på al lidelse

I dag kan vi sætte psykiatriske diagnoser på næsten alt, og det overskygger andre forståelser og tolkninger af lidelse. Samtidig bliver vi mere syge af samfundets fokus på at præstere, siger sociolog og medforfatter til ny bog om diagnosekulturen

Sammen med professor i psykologi ved Aalborg Universitet Svend Brinkmann har Anders Petersen skrevet og redigeret bogen ”Diagnoser”, som udkommer i næste uge. Modelfoto.
Sammen med professor i psykologi ved Aalborg Universitet Svend Brinkmann har Anders Petersen skrevet og redigeret bogen ”Diagnoser”, som udkommer i næste uge. Modelfoto. .

Ægtefællen vil skilles. Det slår dig ud, gør dig trist, og du får svært ved at stå ud af sengen, svært ved at spise og orker ikke sociale sammenhænge. Sådan har du det i, hvad der føles som en evighed.

At de følelser opstår, er der ikke noget mærkeligt i, og at det tager tid, før de forsvinder, er også normalt. Men hvor man tidligere havde set tilstanden som et udtryk for hjertesorger, er det i dag også mere selvfølgeligt at bringe diagnosen depression i spil. For psykiatriske lidelser får i stigende grad forrang, når menneskers lidelser skal forklares og fortolkes, siger lektor i sociologi på Aalborg Universitet Anders Petersen.

”I dag kan man finde en psykiatrisk diagnose for stort set alting og dermed få sat en kategori på sine ellers almindelige problemer i tilværelsen. Vi er alle klar over, at livet ikke bare er én stor opadgående kurve mod noget bedre. Men diagnoser er blevet mere udflydende, og det gør det for eksempel sværere at vurdere, hvornår det at være nedtrykt eller ikke være på højde med tilværelsen er ensbetydende med at have en depression. Der er pludselig ikke lige så meget plads til at have et liv med sorger og nedture.”

Sammen med professor i psykologi ved Aalborg Universitet Svend Brinkmann har Anders Petersen skrevet og redigeret bogen ”Diagnoser”, som udkommer i næste uge. I bogen diskuterer de med input fra læger, psykiatere og forskere, hvordan psykiatriske diagnoser i dag dominerer både fag- og lægfolks forståelse af flere forskellige former for sygdom og afvigelse fra det normale.

”Vi tager udgangspunkt i udviklingen af diagnosekulturen, hvor psykiatriske diagnoser er med til at danne rammen for vores forståelse af menneskelig lidelse. Når vi bruger udtryk som stress og depression, bruger vi et sprog, vi har lært af psykiatrien. Med tiden er flere lidelser blevet diagnosticerbare, og dermed overskygger de psykiatriske diagnoser andre forståelser af menneskelig lidelse som den psykologiske, den filosofiske og den religiøse. Det er en udvikling, der ikke lader til at stoppe foreløbigt, for der kommer flere diagnoser og flere diagnosticerede, og derfor finder vi det nødvendigt at analysere, debattere og kritisere udviklingen.”

Et konkret eksempel på det stigende antal diagnoser får man, hvis man sammenligner den første udgave af det amerikanske diagnose- og klassifikationssystem DSM fra 1952 med den seneste udgave fra 2013. Hvor der i 1952 var oplistet 106 psykiatriske diagnoser, er der i over 400 i den seneste udgave.

Udover det større omfang diagnoser kan udviklingen af diagnosekulturen også forklares med, at den psykiatriske forståelse af sygdomme er mere håndgribelig, siger Anders Petersen. Diagnoserne giver en forklaring, mennesker kan forstå og håndtere og tilbyder dem en bestemt ramme at sætte lidelsen ind i.

Derudover skyldes udviklingen ifølge Anders Petersen også, at der med diagnoserne følger en behandling.

”Med den psykiatriske diagnose er vi ikke længere nødt til at acceptere, at vi har en lidelse. Vi får både en diagnose og en prognose om, at det kan forsvinde, at vi kan helbredes og dermed ikke behøves leve med lidelsen. Ved depressioner er der for eksempel en tendens til at tilbyde en farmakologisk behandling med antidepressiver,” siger han og tilføjer, at det psykiatriske sprog samtidig giver os en mulig udvej, uden at vi nødvendigvis skal lære noget af lidelsen.

”Man behøver ikke længere se lidelsen som et råb om, at man skal ændre noget i sit liv eller lære af sine fejl. Du kan skære lidelsen fra med en bestemt type behandling.”

Anders Petersen understreger, at bogens ærinde ikke er at gå til kamp mod forskellige diagnoser. Mange har meget stor gavn af at få en diagnose og bruger den aktivt som en forståelse af sig selv og sin adfærd.

Anders Petersen.
Anders Petersen. Foto: Privatfoto

”Men der opstår et problem, når diagnoserne flyder ud og bliver for omfattende i deres karakteristik. Når kriteriet for depression bliver så bredt, at det rammer for mange mennesker, så risikerer vi en voldsom overdiagnosticering. For individet betyder det, at diagnosen bliver den eneste forklaring på lidelser, og for samfundet kan diagnosekulturen være en betragtelig omkostning. Diagnoser giver nemlig mennesker mulighed for at udleve deres rolle som syge og koster i form af behandling, sygemeldinger eller førtidspension,” siger han og henviser til en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen, der for nyligt viste, at mange forlader arbejdsmarkedet før tid på grund af depression og angst.

Diagnosekulturens indpas kan dog ikke alene forklares med udviklinger inden for psykiatrien.

Ifølge Anders Petersen spiller samfundet også en væsentlig rolle, hvilket han ser nærmere på i bogen med fokus på depressionsdiagnosen.

”Depression er en interessant diagnose, fordi den er det bedste eksempel på vores samfundsbetingelsers store indflydelse på diagnosers udbredelse. Hvis vi går 40-45 år tilbage i tiden, så var der ikke mange, der interesserede sig for depression, og den var ikke særlig udbredt. Men diagnosen har vokset sig stor og stærk og får i dag enormt meget opmærksomhed. Og da diagnosen ikke er nogen statisk størrelse, så udvider og udvikler den sig stadig.”

Forklaringen på dette skal ifølge Anders Petersen findes i udbredelsen af konkurrencestatsidealet i den vestlige verden.

”Det har medført en præstationskultur, hvor mennesker presses af de forventninger, vi som samfund stiller op for hinanden. Idealindividet skal have succes både på arbejdet og i sit sociale liv og være aktiv, omstillingsparat, god til at pleje sit netværk, morsom og en, andre har lyst til at være sammen med. Alt det står i direkte kontrast til det at have en depression,” siger han og tilføjer, at det gør mennesker pressede.

”Kravet om at skulle leve op til samfundets idealer skaber en udsondringsmekanisme, som skubber dem, der ikke kan honorere samfundets forventninger, ud på sidelinjen. Der kan de stå og se på alle de andre og føle sig handlingslammede, utilstrækkelige og ude af stand til at indgå på lige fod med alle de andre. Det bringer dem tættere på en depressionsdiagnose.”

Af den grund er det ifølge Anders Petersen vigtigt at diskutere og italesætte vores syn på individet i samfundet, ligesom det er vigtigt at skabe en offentlig debat om, hvad det gode liv er for noget.

Det er det, han håber, bogen kan være en hjælp til.

”Hvis vi begynder at lade os fange ind af diagnosesproget og bruge det om hele tilværelsen og samtidig ikke tillader os selv at have perioder, hvor vi er helt nede i kulkælderen og kede af det, så bliver det meningsfulde liv noget enstrenget noget.”