Det er en naturlov, at intet kommer af intet. Alt, hvad der hænger på Peters sideben, er kommet ind gennem munden. En mund kan lukkes. Og det er Peters eget valg, om han vil det. Det handler om at kunne sige nej og dermed om viljestyrke.
Hvis der er tale om et madmisbrug på linje med andre misbrug, har man så reelt et frit valg?
Der findes mange former for lyster, og de fleste er helt naturlige. Lysten til sex, mad og frisk luft kan vi i fred og ro give efter for. Andre lyster er derimod uacceptable, og nogle rammes ligefrem af loven. Hvis du for eksempel har lyst til at slå ihjel eller være pædofil, kan du ikke vælge det frit.
Men når det handler om fedme, er der ingen lovmæssige grænser. Der er dog en forestilling om, at alle tilstande er socialt betingede, og at det derfor ikke er den enkeltes eget ansvar. Vi bliver udsat for ufattelig mange fristelser i tv-programmer og dameblade, der rummer lækre opskrifter. Det kan man blive fristet af. Men for mig at se er overvægt stadig ens eget valg.
Hvorfor har samfundet ikke et medansvar, hvis den enkelte på grund af sin overvægt gør skade på sig selv?
Hvis du skader dig selv, må du selv løse problemet. Gør du skade på andre, er det noget andet. Hvis du som Jehovas Vidner nægter dine børn en blodtransfusion, så har du ikke længere et valg. Da må du få ophævet forældremyndigheden. For man tillader ikke at skade andre. Men skader du dig selv, mener jeg, det er dit eget problem. Du må gerne ryge og drikke dig sønder og sammen. Det er dit valg.
Med tiden kan overvægt på grund af følgesygdomme skabe en økonomisk byrde for samfundet. Har samfundet da ikke en interesse i at gribe ind?
Jo, men da er ordet interesse. Ikke pligt. I et land med frit sygehusvalg har staten selvfølgelig stor interesse i, at folk kan passe deres arbejde, betale skat og ikke ligger staten til byrde med sygehus- og hospitalsindlæggelser. Og deri er en grundmodsætning, som i øjeblikket er uløselig: Mange kan føle god grund til at æde. Fordi det trøster eller giver nydelse. Og det kan alle andre egentlig være ligeglade med. Staten derimod er ikke ligeglad. Ikke på grund af fedmen, men på grund af følgerne. I samme sekund, følgesygdommene så opstår, kan den overvægtige sætte sig tungt i lægens stol og bede om lægelig behandling.
Lige nu bliver der skrevet om, at staten overlader overvægtige til smerte og død, fordi den ikke tilbyder nok fedmeoperationer. Det anses altså som statens skyld, at de er fede. Det er konsekvensen af, at man betragter det som en sygdom og gør forholdet til staten til grundforholdet i stedet for det direkte forhold mellem mig og mig selv.