John Waynes mellemnavne var Evelyn, og det var helt med vilje. Med sådan et tøsenavn var han sikker på at blive hårdhudet, mente hans forældre, og det blev han, fortæller den nu afdøde skuespiller i sin selvbiografi.
At man er, hvad man hedder, bekræfter en ny amerikansk undersøgelse fra Shippensburg University. Her har to økonomer gennemgået navnene på mindreårige, kriminelle drenge, og tendensen er til at få øje på: Jo mere upopulært navn, jo større sandsynlighed for at ende i uføre.
Tidligere undersøgelser har vist tilsvarende sammenhænge, der alle peger i retning af, at vores navn i høj grad er med til at forme vores identitet . Vi opfatter eksempelvis folk med mærkeligt stavede navne som mindre moralske, varme og succesfulde end folk med almindelige navne. Vi har en tendens til at vurdere drenges troværdighed og maskulinitet ud fra deres navn. Og vi reagerer ofte ufavorabelt overfor folk med usædvanlige navne i en grad, så det påvirker deres selvværd.
En navn kan naturligvis ikke alene gør nogen til forbryder. Det kan ej heller effekterne af folks reaktion på vores navn. Det afgørende er livssituationen hos de forældre, der vælger et upopulært navn til deres barn, konkluderer David Kalist og Daniel Lee de to forfattere bag den nye undersøgelse. Og den forklaring køber forskningschef i Justitsministeriet og en af Danmarks førende kriminologer, Britta Kyvsgaard, gerne.
Herhjemme er der kun lavet en enkelt tilsvarende undersøgelse tilbage i 1960erne, og den viste også, at en række navne gik igen i fængslerne.
Nu hedder vores justitsminister jo Brian, så der er undtagelser fra reglen, påpeger hun.
Men logikken er jo klar nok, for kriminalitet er ikke ligeligt fordelt. Den eksisterer særligt i socialgruppen med en kort eller slet ingen uddannelse, som ofte er meget ressourcesvag. De navne, de vælger for deres børn, ligner hinanden, fordi de spejler sig i hinanden på samme måde, som man gør i alle andre socialgrupper. Derfor ser man også en ophobning af de samme navne i højere sociale lag, de er bare nogle andre.
Og hvad kan man så bruge det til? Ikke så meget, i hvert fald ikke i bekæmpelsen af kriminalitet. I navneforskningen kan fænomenet dog sættes ind i en mere oplysende sammenhæng, selvom det hører til i den mere kuriøse afdeling. Gennem århundreder har det nemlig været sådan, at de mest populære navne begynder deres rejse øverst i de sociale lag, og derefter vandrer de langtsomt ned ad rangstigen.
Når kongens datter fik navnet Caroline-Amalie, gik der kun få år, før navnet blevet udbredt i royale kredse, så blandt herskabet og så videre helt ned til tjenestepigen, hvor navnet nu blev forbundet med noget negativt og tabte sin popularitet i resten af samfundet. Og sådan er det stadig, cyklussen går bare hurtigere.
Navne som Oliver, Carl-Emil og Oscar har eksempelvis været populære i færre end 10 år og er allerede mere anvendte i de tungeste ghettoområder end i resten af landet. Det hænger blandt andet sammen med, at vi i tidens løb er begyndt at vælge stadig flere forskellige navne, forklarer Michael Lerche Nielsen, lektor på Institut for Navneforskning på Københavns Universitet.
Omkring 1900 fik hver femte pige navnet Marie, mens de mest populære navne i dag højst bæres af tre procent af befolkningen, og det har gjort stemningsskiftene i befolkningen hurtigere.
Hvad er så nutidens navn for fremtidens stereotype kriminel? Op gennem 1990erne var det mere end noget andet navnet Brian skarp forfulgt at Dennis og Kenneth. Men de navne er nærmest døde i dag. I 2007 fik kun to børn navnet Brian og året før ingen.
Hvem der er den nye Brian er ikke undersøgt, men Michael Lerche Nielsen har et bud. For det er kendetegnende for de navne, der skiller sig mest ud i fængslerne, at de er engelske og hurtigt har vundet popularitet for lige så hurtigt at brænde ud igen. Altså de navne, der ikke har stolte, danske traditioner. Fortsætter den tendens, så hedder de kommende rødder Liam, Oliver, Patrick og Noah. Og så selvfølgelig Mohammed.
Der er fortsat en overvægt af indvandrernavne i fængslerne, og det er fortsat typisk Mohammed, fordi indvandrere generelt er mere traditionelle i deres valg af navne. Men ingen forældre vælger bevidst et tabernavn til deres barn. Alle bliver dybt overrasket, når de hører, at der findes syv andre Noaher i deres drengs børnehave, men det sker, fordi vi orienterer os om navne på samme ubevidste måde, som når vi vælger den ene hårshampoo frem for den anden. Heldigvis orienterer vi os stadig mere forskelligt, fordi verden har åbnet sig op, og der er kommet mange flere subkulturer. Derfor er navnets betydning på retur, selvom vi bruger flere kræfter end nogensinde på at vælge det, siger han.
Vanens magt er dog stor, og de mest populære navne holder sig stadig cirka 10 år på toppen med fare for at synke ned i folkedybets spot. Så er vi tvunget til at vælge et helt almindeligt, kedeligt navn til vores børn, hvis vi som forældre vil sikre os fra at være medskyldige i vores børns fremtidige ulykkeligheder?
Nej. Navneforskning fra University of Missouri i USA slår fast, at vælger man et navn, der understøtter den gruppe, man tilhører, eksempelvis på grund af nationalitet, geografi eller familietradition, så kan man med navnet alene skabe et stærkere og mere selvbevidst barn.