Døden på hospice er for de få og udvalgte

medicine, age, health care and people concept - senior woman patient lying in bed at hospital

Hospice er stadig for de få, mens hospitalsdøden er for de fleste, og netop majoriteten er blevet glemt i det store politiske fokus på hospicer, siger flere fagfolk. Modelfoto. Iris

Jeg så gerne, at vi styrker muligheden for at skabe gode rammer om de mennesker, der vil dø på hospitalerne de kommende år, for der vil dø rigtig mange
Bent Hansen

Et stort politisk fokus på den trygge død på hospice sker på bekostning af det store flertal, der stadig dør på hospitalet eller hjemme, advarer flere

I 2000 havde Danmark i alt fem hospicer. I 2016 er tallet firedoblet til 20, og flere sengepladser er på vej, så Danmark i år vil nå de politiske ambitioner om i alt 250 hospicepladser, der blev fremsat i kræftpakke III fra 2010.

Men hospice er stadig for de få, mens hospitalsdøden er for de fleste, og netop majoriteten er blevet glemt i det store politiske fokus på hospicer, siger flere fagfolk til Kristeligt Dagblad:

”Hospice er et flot og godt tilbud, men ser man på udgiften pr. plads, er det dyrt. Jeg så gerne, at vi styrker muligheden for at skabe gode rammer om de mennesker, der vil dø på hospitalerne de kommende år, for der vil dø rigtig mange,” siger Bent Hansen, Danske Regioners formand.

De fleste mennesker ønsker at tilbringe den sidste tid i deres eget hjem, men også indsatsen her er skudt i baggrunden, mener Bodil Abild Jespersen, overlæge for det palliative team på Aarhus Universitetshospital:

”Der har været et stort politisk fokus på hospicer, der er et fysisk hus med et indhold, som der er prestige i at skabe resultater omkring. Det er straks værre med patienten i eget hjem, den indsats har været langt sværere at styrke.”

47 procent af de danskere, der døde i årene fra 2007-2011, dødepå hospitalet, viser den seneste opgørelse fra Videncenter for Rehabilitering og Palliation (REHPA). Grænsen er tit ”hårfin” for mange svært syge mennesker, når det gælder om at beslutte, hvorvidt de har behov for en hospitalsindlæggelse med behandling eller for at være omgivet af specialister i palliation på et hospice, siger Bent Hansen:

”Udfordringen med hospice er, at de rigtig syge skal flyttes derhen, og det når mange ikke. Samtidig har patienten måske stadig behov for kontakt med andre læger end de palliative specialister. Det er netop argumentet for, at man bør have mere palliativ behandling på hospitalerne,” siger han.

Dog har hospitalerne fået flere palliative afdelinger de seneste år, så der nu findes ni afdelinger landet over mod kun én enkelt før årtusindskiftet.

Samtidig er antallet af såkaldte palliative teams, der tager på hjemmebesøg, mangedoblet. I dag er der 26 mod en god håndfuld før årtusindeskiftet.

De palliative teams har en stor kapacitet: De servicerer i gennemsnit 510 borgere pr. én million indbyggere ifølge tal fra REHPA.

De udkørende teams kan altså på én gang opfylde patienternes ønsker om at tilbringe tiden hjemme, samtidig med at de er billigst.

Problemet er, at de mange steder ikke virker godt nok, siger Bodil Abild Jespersen:

”De palliative teams gør det ikke alene. Det er små grupper, der dækker store områder, og de er helt afhængige af samarbejdet med den praktiserende læge og hjemmesygeplejerskerne. Kommunerne har en stor opgave at løfte, hvis disse teams skal fungere. Mange steder kan de palliative teams slet ikke løfte opgaven, fordi kommunerne skærer ned i antallet af hjemmekørende sygeplejersker, og nogle gange også, fordi hjemmeplejen har brug for et stort kompetenceløft i forhold til gruppen af døende patienter,” siger Bodil Abild Jespersen.

Også Karen Marie Dalgaard, ph.d. og forsker ved REHPA, mener, at fokus på den specialiserede død står i vejen for hensyn til den brede skare.

Men hun peger på, at konflikten står mellem fokus på hele den specialiserede palliative indsats over for den basale palliation, der er blevet forsømt:

”Langt de fleste dør en almindelig død, hvor de ikke har brug for specialister i lindring, men for den praktiserende læge og sygeplejerskerne. Den her kerneopgave, som opfattes som meget meningsfuld, er efter min mening alt for lidt integreret i sundhedsvæsenet og især på sygehusene.”

Faktisk udgør forsømmelsen af den basale palliation en ekstra belastning for de specialiserede enheder, siger hun:

”Det basale sundhedspersonale ved ikke nok om lindring af for eksempel smerter, åndenød og angst og har ikke tid til at møde patienten på den rette måde. Derfor må specialisterne også nogle gange tage patienter, der hører hjemme i det basale felt, fordi de dér simpelthen ikke er gode nok til at tage sig af det, de burde.”

Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt afviser, at politikerne har fokuseret overdrevet på hospicer, men er enig i, at andre former for palliativ behandling trænger til et løft - ikke mindst i samarbejde med det almindelige sundhedspersonale:

”Det er meget ærgerligt, hvis vi går i krig om, hvorvidt vi skal have hospicepladser eller palliative teams og afdelinger, for vi har brug for det hele. Det drejer sig om, at mennesker skal herfra på bedste vis, og det kræver blandt andet et bedre samarbejde mellem regioner og kommuner i forhold til de palliative teams, for jeg er enig i, at nogle patienter ikke får, hvad de har brug for i eget hjem. Vi har ikke for meget fokus på hospice, men for lidt på den palliative behandling i øvrigt,” siger hun.

Sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S) vil have undersøgt borgernes behov for terminal pleje:

”Den palliative indsats skal vurderes, det vil sige, om man skal satse på hospicepladser eller bruge ressourcerne på udgående teams. Jeg ønsker det bedste tilbud i forhold til palliativ behandling, og det er ikke mig på Christiansborg, der ved, hvad det er, men de faglige personer i tæt dialog med patienterne.”