I en seng på et hospice et sted i Jylland lå en kvinde, dødssyg og forpint. Under hendes hoved lå en pude.
Hvis man nu tog puden og trykkede den ned over den skrøbelige kvindes hoved og på samme tidspunkt lettede hende for luft og smerte, ville det så kunne forsvares?
Jacob Birkler sad ved siden af kvindens seng og var i tvivl.
Kvinden ville dø, hendes lidelse var svær at bære. Hvad ville hun få ud af endnu en dag eller to i smerte? Jacob Birkler tog spørgsmålet med sig tilbage til det lille kammer, hospicet havde stillet til rådighed for ham, mens han foretog sine undersøgelser blandt hospicepatienter til sit ph.d.-projekt om etiske dilemmaer.
Inden hans hoved ramte puden, var han tilbøjelig til at svare, at ja, der er tidspunkter, hvor en kvælende pude er mere værdig end en langsom og pinefuld død.
I sin tid på filosofistudiet havde han tænkt samme tanke, at der er tidspunkter, hvor aktiv dødshjælp kan forsvares. Men det var et synspunkt dannet via bøger, samtaler med andre studerende, undervisere og ved at veje hensyn såvel som argumenter.
Kvinden i sengen på hospice, dødssyg og i smerter, var ikke teori, hun var kød og blod.
Næste morgen trådte Jacob Birkler ind til kvinden igen. De var alene. Hun lå stadig i sengen, tæt på døden, men hun slog øjnene op og kiggede på ham:
”Tænk, Jacob, jeg fik en dag til,” sagde hun.
Oplevelsen var med til at forme Jacob Birklers syn på aktiv dødshjælp. Det var svært at være for aktiv dødshjælp, når en døende patient forpint af sygdom kunne se en værdi i livet, som han ikke kunne se udefra.
En døende i smerter kan finde glæde ved et besøg fra et familiemedlem, ved at betragte naturen og ved bare at være til. Selvom det kan være svært at forstå, så er det sådan, livet også leves. Og det må vi acceptere, siger Jacob Birkler.
”Vi må spørge patienterne, hvad de ønsker og undgå at drage en konsekvens på deres vegne,” siger han.
Jacob Birkler har beskæftiget sig med døden i mange år, som filosof og som formand for Det Etiske Råd. Han har holdt foredrag og hørt argument på argument for og imod aktiv dødshjælp, men han har ikke hørt noget, som har kunnet viske den tanke og følelse, han fik på hospicet i Jylland, ud, at selv når livet er fyldt med lidelse, kan livet have en berettigelse.
”Jeg har holdt mange foredrag om aktiv dødshjælp. Til et af dem var der en kvinde, der rejste sig op og sagde, at hendes mands død havde været meget uværdig. Jeg forstår, at livet kan være virkelig modbydeligt. Det forstår jeg virkelig. Men det var hendes synspunkt, at hun syntes, at det var en uværdig død, det centrale må være, hvad patienten selv vurderer.”
Jacob Birkler har netop skrevet bogen ”Døden i et professionelt perspektiv” for at sætte spot på, hvilke dilemmaer der er i forhold til døden, og hvilken plads døden har i samfundet:
”Jeg har beskæftiget mig indgående med livets afslutning og for eksempel aktiv dødshjælp i mange år. Jeg ønskede at kortlægge dilemmaerne i et enkelt sprog og pege på, hvordan vores forhold til døden har betydning for, hvorfor så få danskere er registreret i donorregistret, og hvorfor døden ofte behandles lidt ironisk i medierne, som noget vi kun kan forholde os til, når vi holder det ud i strakt arm.”
For vi har en tendens til at skubbe spørgsmål om blandt andet aktiv dødshjælp og organdonation foran os, og derfor får vi for eksempel ikke taget stilling til, om vi vil melde os som organdonorer.
”Døden bør få en større plads i livet, så vi også får forholdt os til spørgsmål, der relaterer sig til livets afslutning. Vi får ikke forholdt os til spørgsmål om obduktion, organdonation, aktiv dødshjælp og udsigtsløs behandling, hvis vi går baglæns ned i graven og holder døden i strakt arm. Det er også trist, fordi dødens vigtigste budskab er 'lev livet'. Der er noget livgivende forbundet med døden, fordi det giver kant til livet og fortæller os, at vi skal leve her og nu,” siger Jacob Birkler.
Nye teknologier, behandlinger og muligheder gør det stadigt mere nødvendigt at forholde sig til den sidste tid og gøre sig overvejelser i den sammenhæng, siger han:
”Jeg tror, det bliver nødvendigt at tage stilling til flere og flere muligheder ved livets afslutning. Vil vi genoplives med en hjertestarter, hvornår bør pacemakeren slukkes, og hvilke typer behandling anses for at være meningsløs. Det er vigtigt, at vi forholder os til døden, ikke kun for at give livet indhold, men også for, at døden, med alle dens valg og beslutninger, ikke bare bliver parkeret ved livets afslutning som en pjalt, som vi ikke får forholdt os til.”