Forskere er i stigende grad afhængige af økonomisk støtte fra private donorer

Med økonomisk støtte fra almindelige borgere forsøger to danske forskere at løse videnskabens største gåde. Det er udtryk for en folkelig interesse for videnskaben, men viser samtidig, at den traditionelle forskningsstøtte i stigende grad bruges til projekter med umiddelbar gevinst for samfundet

Flere internationale undersøgelser har vist, at især danskerne har høj viden om og interesse i forskning. Der tilbyder crowdfunding netop muligheden for at omsætte interesse til handling. Billedet er fra forskningens døgn på Rådhuspladsen.
Flere internationale undersøgelser har vist, at især danskerne har høj viden om og interesse i forskning. Der tilbyder crowdfunding netop muligheden for at omsætte interesse til handling. Billedet er fra forskningens døgn på Rådhuspladsen. Foto: Polfoto.

Lige siden 2002 har en storslået tanke fyldt i den teoretiske fysiker Jesper Grimstrups hoved – ja, den har nærmest taget bo der: Han vil være den, der afslutter 2000 års søgen efter teorien, der indeholder alle lovmæssigheder om livets indretning. Eller det, der også er kendt som Teorien om alting.

De seneste fem år har den mission været et fuldtidsprojekt, men det har vist sig umuligt at skaffe gængse forskningsmidler til det, så han er ikke længere ansat nogen steder og lever af en kombination af dagpenge og opsparing. Alligevel bliver han ved, for sammen med matematikeren Johannes Aastrup har han næsten fået hold på den, teorien, og deres resultater er blevet offentliggjort i nogle af verdens mest anerkendte tidsskrifter.

De mangler dog et stykke vej endnu, og det kræver flere midler, end de har. Derfor har de startet en såkaldt crowdfunding -kampagne. Via internettet efterspørger de donationer fra helt almindelige og interesserede mennesker, og på den måde har de nu modtaget omkring 230.000 kroner. Det er stadig langt fra drømmen om en million, som kan give arbejdsro i fem til ti år, siger Jesper Grimstrup, men det er en begyndelse på enden af det ambitiøse projekt.

Stadig flere forskere gør som Jesper Grimstrup og Johannes Aastrup. Det viser en opgørelse offentliggjort i det internationale bibliotek for videnskab PLOS. Både platformen experiment.com og nonprofitorganisationen SciFund Challenge har oplevet en markant fremgang i indsamlede beløb de seneste to-tre år.

Det samme gælder flere andre initiativer, typisk baseret i USA, og det er en ny udvikling. For selvom crowdfunding er velkendt, er metoden indtil nu mest blevet brugt til at indsamle penge til udvikling af nye teknologiske produkter såsom de første ledningsfrie høretelefoner og den første 3D-printer til hjemmebrug.

Udviklingen har især været drevet af almindelige menneskers efterspørgsel efter noget helt konkret, de mener mangler i deres hverdag eller i verden som sådan. Når nogen nu også vil støtte forskningsprojekter, de ikke nødvendigvis får noget ud af – i hvert fald ikke på kort sigt – er det udtryk for både positive og negative tendenser i produktionen af ny viden, mener leder af Center for Forskningsanalyse på Aarhus Universitet Niels Mejlgaard.

På negativsiden tæller det, som Jesper Grimstrup også har oplevet: Det er under 10 procent af ansøgningerne om midler til et forskningsprojekt, der får et ja, fordi midlerne er blevet færre de seneste år, men især fordi konkurrencen om midlerne er blevet stadig hårdere. Og den konkurrence står endda kun reelt mellem de forskere, som forsker inden for de populære emner, mener Jesper Grimstrup:

”Vores udfordring er – paradoksalt nok – at vi har en helt ny tilgang til at kunne skabe en teori om alting,” forklarer han.

”Der er stor mangel på og efterspørgsel efter netop nye idéer, men der er ingen midler til det, fordi så smalt et forskningsfelt ikke kaster en masse citater af sig i internationale tidsskrifter. Sådan har det ikke altid været, tænk bare på Albert Einstein og Niels Bohr, men sådan bliver det mere og mere, og derfor er vi nødt til at gå alternative veje.”

Hertil kommer , at blandt dem, der faktisk får penge, forsker flertallet i noget, der kommer samfundet til dokumenterbar nytte, påpeger Niels Mejlgaard. Derfor kan den nye søgen mod alternative pengekanaler med rette ses som et udtryk for, at det normale system ikke fungerer hensigtsmæssigt. I hvert fald ikke, hvis man synes, det er vigtigt, at folk som Jesper Grimstrup får lov til at forske i det måske mest abstrakte spørgsmål overhovedet.

”Præmisserne for at producere ny viden er under voldsom forandring i disse år,” siger Niels Mejlgaard.

”Derfor er de konsekvenser, der begynder at komme frem, interessante, for de siger jo noget om, hvordan forskningsmiljøet vil forme sig i fremtiden – og hvilken forskning der kommer ud af det.”

Noget tyder på, at der bliver mindre plads til den nysgerrighedsdrevne forskning, der ikke er formet af strategi og nyttemaksimering, siger han, og det kan være problematisk, fordi det strider direkte imod de fleste forskeres professionelle kald. En række analyser af arbejdsmiljøet på universiteterne har allerede påvist de negative konsekvenser af den udvikling. Men på samme tid viser Jesper Grimstrups eksempel netop, at crowdfunding inden for forskning faktisk kan være en ny vej frem. For kan man samle penge ind til teorien om alting, kan man samle penge ind til det meste.

Det vidner om, at almindelige borgere har appetit på at involvere sig i selv tung forskning, siger Niels Mejlgaard og peger på, at flere internationale undersøgelser har vist, at især danskerne har høj viden om og interesse i forskning. Der tilbyder crowdfunding netop muligheden for at omsætte interesse til handling, og det passer godt sammen med, at der i disse år generelt er opstået en tendens til øget borgerinddragelse – også i selve forskningsprocessen. Amatører tæller eksempelvis insekter eller indsamler konkret viden på andre måder, som forskerne så analyserer på.

Det er en mere pro-aktiv tilgang til forskningen, som kan sikre vigtig legitimitet til især de mere kontroversielle områder som nanoteknologi og gen-modificerede fødevarer. På den måde undgår man at bruge penge på forskning, ingen ønsker, siger han.

Professor Maja Horst er leder af Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet og forsker i forholdet mellem videnskab og samfund. Hun ser også den spirende udvikling inden for crowdfunding til forskning som en meget interessant udvikling, ikke mindst fordi den er del af en bredere tendens til øget nysgerrighed i og interesse for videnskab de senere år. Og til en øget opmærksomhed fra mange borgere på, hvad de mange milliarder, der bruges på forskning, egentlig går til. Får vi nok – og det rigtige – for pengene?

Crowdfunding kommer næppe i sig selv til at ændre grundlæggende på fordelingen af midler til fri eller strategisk forskning, siger hun, men den kan få stor betydning i forhold til at skabe øget medejerskab i befolkningen i forhold til det, der sker i forskningsverdenen. Og det vil være godt, for selv om universiteterne er til for at undersøge det, der mangler viden om, så bliver den konkrete nytte for borgerne sjældent særlig tydeligt. Derfor anser mange universiteterne som noget adskilt fra resten af samfundet, men det kan crowdfunding være med til at ændre på.

”Jeg vil tro, at crowdfunding-tendensen bliver størst inden for eksempelvis sundhedsvidenskaben, hvor mange gerne vil betale for at få mere og bedre viden om specifikke sygdomme. Men når folk støtter forskningen i teorien om alting, viser det jo, at der også er interesse i grundforskning. Folk er nysgerrige på det svært tilgængelige, og det skal vi i forskningsverdenen forstå at udnytte, så det ikke kun er den umiddelbart anvendelige forskning, der løber med al opmærksomheden – og pengene.” siger Maja Horst.

Den tankegang bifalder Jesper Grimstrup. Han har nemlig oplevet flere kolleger, der har set sig nødsaget til at gå på kompromis med originaliteten i deres forskning for at kunne få midler. Her åbner crowdfunding op for at skabe sig maksimal frihed til at tænke kreativt og nyt.

”Jeg har betydeligt færre penge til rådighed nu, end hvis jeg var fastansat på et universitet, men til gengæld har jeg ro og plads til fordybelse. Jeg tror på, at man med fordel kan begynde at se på forskningen mere som en kreativ sportsgren end som en metervare. Man ville jo aldrig vurdere et maleri på, hvor meget maling kunstneren har brugt, og hvor stort det er - eller om kunstneren underviser eller har udenlandske samarbejdspartnere,” siger han.