Den danske forfatter Dorthe Nors (født 1970) er en historie i sig selv. Hun var i første halvdel af 2000'erne en gedigen, men også lidt upåagtet forfatter i andet eller tredje geled efter de litterære stjerner i Danmark. Men meget overraskende fik hun et gennembrud i USA med noveller til magasinet The New Yorker og ros fra talkshow-stjernen Oprah Winfrey.
Gennembruddet i udlandet (læs: USA) er et tilbagevendende forjættelsesmotiv i dansk kunst og kultur. Vi led med Kim Larsen, da det ikke lykkedes i sin tid. Vi ranker os med Bjarke Ingels, Oh Land og Lukas Graham, når det ser ud til at lykkes. Som nation er vi ekstremt selvoptaget, snart verdens bedste land, snart det værste, og nysgerrigheden efter, hvad andre mon synes om os eller en af vore, er derfor uudtømmelig.
Og når udlandets værdsættelse overgår den danske som i tilfældet Dorthe Nors, bliver vi da helt rundforvirrede. Den havde vi ikke lige set komme, som man siger.
Jeg må tilstå, at jeg ikke har læst noget af Dorthe Nors før. Så det er svært at vide, om jeg bare er under påvirkning fra Oprah , når jeg synes, at ”Spejl, skulder, blink” er en fremragende lille roman.
Den kan virke meget dansk, hverdagslig og uprætentiøs, og den tematiserer på sin egen måde disse års store skel mellem København og den danske provins. Så jeg føler slet ikke, at jeg gnider skuldre med redaktøren på The New Yorker, når jeg læser den. Men ofte i litteraturen er det lokale jo kongevejen til det globale.
Det, romanen minder mig mest om, er Helle Helle. Det er den samme mikroskopiske hverdagsrealisme med et anstrøg af det absurde og ”crazy” i personer og situationer. Samtidig er det også noget andet. Det er mere fyldt ud end hos Helle. Vi får mere fortalt, hvad der foregår.
Der er ikke alle disse rum af noget uudtalt, disse overfladespændinger mellem minimalisme og eksistentialisme. Jeg mener det karakteriserende og ikke som en ros af den ene frem for den anden. Dorthe Nors fortæller en stor historie igennem en lille historie, og den rummer også en del smerte.
Hendes hovedperson, Sonja, er en kvinde i 40'erne. Hun føler sig strandet i sit liv, uden mand og børn, og uden rigtig kontakt til sin nære familie, de gamle forældre og søsteren, Kate, hjemme i den lille jyske by Balling. Hun er universitetsuddannet humanist og tjener sit brød ved at oversætte den populære svenske krimiforfatter Gösta Svensson. Faktisk er Gösta ofte hendes adgangsbillet til at kunne tale med ”almindelige mennesker”, hvor hun ellers kan komme til at sige noget forkert. Som her, hvor hun er til behandling hos sin massør, Ellen:
”Jeg ligner min mor. Vi har store, rige indre verdener. Vi er godt begavede. Men vi er ikke helt finjusterede som kvinder.”
Den bemærkning fremkalder en vis tøvende tavshed hos Ellen.
Sonja er både for lidt og for meget. Hun tager hele tiden hensyn og vil forsvinde i et musehul. Samtidig gør hun folk lettere utrygge med sine verbale snurrigheder. Hvad skal der ske med hende? Skal hun frem i livet? Eller tilbage til Jylland?
Sonja har aldrig fået taget kørekort. Det har Deres anmelder heller ikke, og jeg kan levende sætte mig ind i følelsen af at være havnet på den forkerte side af elementær livsduelighed, og at man måske ville kunne få lidt bedre styr på alting, virkelig alting, ved dog endelig at få taget det kørekort. Men hun har meget svært ved at lære at køre bil. Hun skulle hellere have taget kørekort i Balling med de andre 17-årige i sin tid. Den rapkæftede og hensynsløse kørelærer Jytte skifter altid gear for hende, og til sidst må Sonja, helt grænseoverskridende for sin pæn pige-selvforståelse, bede om at få køreskolens leder, den faderlige Folke, til at undervise sig i stedet for. Men Folke lader sin hånd hvile lovlig meget på hendes på gearstangen, og er han nu til at stole på? Sin nuværende hustru fandt han jo blandt køre-eleverne.
Som en understregning af Sonjas basale udsathed lider hun heftigt af ”positionssvimmelhed” (sten i ørene) og kan få både små og store anfald i afgørende og pinlige situationer. Det er både kosteligt morsomt og også hjerteskærende og smertefuldt at følge Sonja, der ofte drømmer sig tilbage til barndommen på landet, hvor hun gemte sig i kornet og mærkede fars varme hånd på sit hoved, når de gik hjem fra marken.
Verden var som den skulle være, men hun måtte væk fra Balling. Hun ville ikke affinde sig med de begrænsende muligheder, hvor man fandt sig en kæreste blandt de få, der nu var, og blev tilfreds med det. Hun rejste som så mange før hende til København, men ankomsten fungerede altså bedst i de første år. Nu er livskæden hoppet af, og Sonja tumler forvildet rundt og ved ikke, hvad der er op og ned og svimmelhed, for ”hvad en lille margin af usikkerhed omkring altings sande natur ikke kan skabe af angst i verden“, som der står et sted.
Vi følger Sonja på køreskolen, hos massøren, med forskellige veninder, i sine forgæves kontaktforsøg til søster Kate, i de enlige fredfyldte stunder, hvor hun hviler sig på Vestre Kirkegård blandt de henfarne socialdemokratiske statsministre. Og samtidig får vi også så meget andet: Satiriske præcisionsbomber mod det moderne liv, dybdepsykologiske snapshots af personers inderste natur, skæve aforismer og tragikomiske selvkarakteristikker.
Man får lyst til at citere og citere og citere, men en anmeldelse skal jo også have en ende, så lad os bare sige, at det er med romanen som med massøren Ellen: ”Mere siger hun ikke, men Sonja har længe vidst, at der var noget, Ellen ikke ville ud med, noget ekstramateriale.” Eller med den faderlige Folke: ”Skal han så give mig et knus, hver gang vi skal ud at køre? tænker Sonja. Skal man absolut have mere, end man betaler for i alle butikker?”.
Yep, Sonja, og det får man også med denne roman om dig.