Dramatiske dage genoplives

Danskernes interesse for 1864 er ikke specielt patriotisk, men handler snarere om den enkelte soldat i krigens gru, mener leder af Museet på Sønderborg Slot, der viser stor dansk-tysk udstilling om mennesker i krigen for 150 år siden

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA. Foto: Wikimedia Commons.

Det siger sig selv, at Museet på Sønderborg Slot byder på faste udstillinger om krigen i 1864, som jo rasede lige uden for slottets vinduer. Men i anledning af 150-året for det danske nederlag på Dybbøl, 18. april 1864, har man lagt et gear mere ind og slår nu dørene op til en stor særudstilling. Den åbnede i fredags under navnet Mennesker i krigen 1864 Menschen im Krieg.

Tidligere vistes den i Kiel, og til oktober flyttes den til Nationalmuseet i København.

Som titlen angiver, er udstillingens sigte grænseoverskridende. Den er skabt i et samarbejde mellem museet i Sønderborg og Schleswig-Holsteinische Landesbibliothek i Kiel. Begge har bidraget med genstande og fortællinger, og der er tillige indsat den nyeste, interaktive teknologi på mange forskellige slags skærme, som de besøgende kan betjene sig af.

Udstillingen løber i store træk ad to parallelle spor, som angiver både den tyske og den danske vinkel på konflikten. Og størsteparten af dem er lagt ned i øjenhøjde, så man oplever de dramatiske dage gennem de involverede menneskers synsvinkel.

Således bringes vidnesbyrd fra en tysk og en dansk soldat, en tysk og en dansk kvinde, en tysk og en dansk officer, en tysk og en dansk feltpræst og så videre. Det er øjenvidners beretninger, så man kommer ind under huden på de individuelle skæbner.

LÆS OGSÅ: "Denne landsdel er og bliver jo helt særlig"

Udstillingen rummer også en større malerisamling med motiver fra krigen, både danske og tyske. Særlig opmærksomhed påkalder sig et gigantisk, mange meter langt kampmaleri, skabt til den tyske udstilling, der i 1914 fejrede 50-året for sejren ved Dybbøl.

Stilistisk er det moderne og minder om de malerier, der siden skulle skildre Første Verdenskrigs krigsscener, og noget skæbnesvangert hænger ved det vilde værks egen historie. Første Verdenskrig brød nemlig ud, mens 1864-udstillingen i det daværende tyske Sønderborg stadig kunne beses.

Dette kæmpelærred blev da stille pillet ned og lå i glemsel sammenrullet siden. Det overstod to verdenskrige og vises nu for første gang siden 1914.

Den aktuelle udstilling dokumenterer i øvrigt også de tidligere Dybbøl-jubilæer, både det tyske i 1914 og det danske i 1964, med hovedtale af Jens Otto Krag og en ganske spontan og varm tale uden manuskript fra kong Frederik IX.

Interessen for 1864 har været i påfaldende stigning et pænt stykke tid, før jubilæums-trommerne begyndte at lyde, og her har Tom Buk-Swientys to bestsellere Slagtebænk Dybbølog Dommedag Als sikkert spillet en afgørende rolle. Det medgiver leder af Museet på Sønderborg Slot, Carsten Porskrog Rasmussen, gerne.

Buk-Swienty har utvivlsomt fremmet interessen betydeligt. Men jeg tror nu, den var stigende, allerede før hans første bog kom. Dybbøl Banke Centeret (oprettet 1992, red.) gav stødet til megen interesse, og det bidrog sikkert også på sin egen måde, at Danmark i Afghanistan blev krigsførende igen, siger Porskrog Rasmussen.

Vi kan jo iagttage, at også optagetheden af Anden Verdenskrig er større end nogensinde, og efterhånden er Første Verdenskrig på bogmarkedet begyndt at dukke frem af glemslen.

Krigen på Dybbøl er også noget særligt, understreger historikeren.

Der er det helt specielle ved 1864, at her er den danske hær for sidste gang i tal der tæller tusinder med i en krig med egentlige slag. Mange led en voldelig død under Besættelsen, men vi skal tilbage til 1864 for at se en dansk hær, der udkæmper virkelige slag. Interessen for 1864 er, som jeg fornemmer det, ikke længere specielt patriotisk, men handler nu snarere om den enkelte soldat i krigens gru; det personlige drama med lidelse og mod.

Carsten Porskrog Rasmussen bemærker, at forståelsen af begivenhederne er blevet klinisk renset for al romantisk forskønnelse. Måske også for klinisk.

Vores politiske interessse i 1864 tenderer efterhånden mod en nærmest vulgær selvkritik. Der er to holdninger til krigen, og begge rammer skævt. Den ene herskede indtil for en 30 år siden og var fortællingen om lille uskyldige Danmark, der pludselig bliver overfaldet af de grimme tyskere. Den er nu afløst af den ekstremt selvkritiske fortælling om, hvordan vi selv skaffede os alle ulykker på halsen, fordi regeringen var dum. Den første høres ikke længere, men jeg vil gerne argumentere mod den anden. Det var ikke et overmodigt Danmark, der gik i krig, beruset af en Danmark til Donau-nationalisme. Snarere vil jeg sammenligne Danmark med et dyr, der føler sig trængt op i en krog og i en slags halv-desperation kaster sig ud i sin konfronterende politik.

Men det skal indrømmes, at regeringen udviste overmod undervejs, specielt efter at Dybbøl var faldet, under fredsforhandlingerne i sommeren 1864. Bismarck tilbød faktisk en linje Aabenraa-Tønder som ny grænse og lod over for den engelske regering forstå, at man godt kunne forhandle om noget sydligere, sikkert at linjen kunne drages Flensborg-Tønder.

Det ville have svaret til den grænse, vi skulle opnå i 1920 og har i dag.