Under eid-festen for nylig satte en biografejer i Palads-biografen i København et opslag op, der advarede biografgæsterne mod støjgener fra feststemte muslimer, som fejrede afslutningen på ramadan. Opslaget resulterede i en storm af protester på Facebook. Mange mente, at det havde klart racistiske undertoner.
LÆS OGSÅ: NY bog: Indvandrerforskningen har gjort nydanskere til sagesløse ofre
Polemikken fik bio-grafejeren til at undskylde og pille opslaget ned.
Episoden er ifølge lektor Mehmet Ümit Necef fra Syddansk Universitet symptomatisk for den danske indvandrerdebat. Han mener, at der blandt ledende akademikere hersker en stærk myte om, at Danmark er et nærmest racistisk land, og han taler om en krænkelsesmaskine, der kommer i omdrejninger, når danske akademikere synes, at indvandrere bliver udsat for racisme. Fra forskermiljøerne forplanter myten sig til mange gymnasielærere, folkeskolelærere og socialarbejdere og derfra til unge muslimer i blandt andet Vollsmose.
Den 59-årige Mehmet Ümit Necef ligner en afslappet universitetslærer med den blå skjorte ud over cowboybukserne, da han efter arbejdstid giver interview på Center for Mellemøststudier ved Odense Universitet. Men da han sætter sig ved det hvide elipse-formede bord, er det ikke ligefrem laissez-faire-holdninger, der lægges for dagen. Specielt ikke, når talen falder på baggrunden for den tragiske aften i Vollsmose for nylig, hvor mellem 60 og 80 unge fra bydelen raserede en skadestue på Odense Universitetshospital i deres jagt på en ung irakisk mand, som var blevet beskudt.
Indimellem taler han så ivrigt og højlydt, at det gibber i de to kolleger, der sidder i møde på kontoret bag os.
Mehmet Ümit Necef er selv flygtning. Han voksede op i en tyrkisk apotekerfamilie i turistbyen Antalya. Som ung sluttede han sig til den yderste maoistiske venstrefløj. Det var i 1970ernes Tyrkiet, hvor landet var hærget af voldelige konflikter mellem venstreorienterede, højreorienterede og staten. Men i 1975 vendte han den voldelige ekstremisme ryggen, og i dag er han ikke stolt over de år, han misbrugte på at kæmpe for revolutionen.
Næsten 40 år senere er Mehmet Ümit Necef en af de debattører, der indimellem er blevet beskyldt for at gå Pia Kjærsgaards ærinde. Om en måneds tid udkommer bogen Dansk Racisme? Indvandrerforskningens problemer, som han har skrevet sammen med professor i sociologi Henning Bech.
Bogen analyserer en række bøger og forskningsrapporter skrevet fra 1990 til 2010 om indvandreres forhold på arbejdsmarkedet, debatten om tørklæder, nydanskernes mulige overkriminalitet, æresdrab, voldtægter og diskoteksdiskrimination samt befolkningen og mediernes holdninger til indvandrere generelt.
Vores analyse viser, at den herskende fortælling blandt forskerne er, at det danske samfund diskriminerer og er racistisk. Det er den faste ramme, hvad enten forskerne analyserer arbejdsmarkedet eller diskriminationen på diskoteker. Så sent som i sidste uge forklarede en professor problematikken i Vollsmose med, at det danske samfund marginaliserer de unge. Den tankegang siver ud til andre grupper i samfundet og når også ud til de unge indvandrere, der føler sig som ofre i det danske samfund, siger Mehmet Ümit Necef, mens han sætter hænderne frem på bordet for at understøtte pointerne:
Jeg har en opfordring til alle veluddannede danskere, der har noget med indvandrere at gøre. De sidste episoder i Vollsmose har været et wake up call. Jeg synes, vi skulle forsøge at gentænke påstandene om, at det danske samfund er racistisk. For den teori har nogle enormt negative konsekvenser. De veluddannedes omtale af indvandrere som ofre for racisme har været med til at fratage de unge ansvaret for deres egne handlinger.
Er disse synspunkter udtryk for, at du selv er vendt 180 grader politisk, siden du var ung?
Nej. I forhold til tyrkisk politik vil mange tyrkere betegne mig som venstreorienteret på grund af mine holdninger til det armenske folkedrab og kurderne. I forhold til dansk politik har jeg ikke den følelsesmæssige tilgang til for eksempel Dansk Folkeparti, som jeg oplever hos mange akademikere. Måske hænger det sammen med, at jeg kom til Danmark, da jeg var 26 år. Jeg forsøger at analysere tingene og forholde mig jordnært til problemerne. Men jeg er ikke partipolitisk, siger Mehmet Ümit Necef, der understreger, at han slet og ret ikke forstår nogle unge indvandreres manglende taknemmelighed over for Danmark.
Når jeg hører danskere tale om diskrimination her i landet, tænker jeg: Hvis du vil opleve diskrimination, så tag til Tyrkiet. Jeg må ærligt indrømme, at jeg føler en dyb taknemmelighed over for det danske samfund. Jeg kom til Danmark som en ung mand uden penge og eftersøgt af den tyrkiske stat. Det danske samfund har hjulpet mig. Jeg fik SU, studielån, bistandshjælp alt det, som en dansk statsborger har ret til. Jeg lærte dansk og kom på universitetet. Hvis det ikke var for det danske samfunds stærke velfærdsinstitutioner, så ved jeg ikke, hvor jeg ville være i denne verden, lyder det fra Mehmet Ümit Necef, som understreger, at han møder samme form for taknemmelighed blandt flygtninge og indvandrere på hans egen alder.
Men blandt mange unge er der ikke den holdning. Episoden i biografen viser en enorm sensitivitet blandt nogle muslimer. Nogle gange forstår jeg ikke denne enorme psykiske parathed til at se sig selv som offer for diskrimination. Vi taler om mennesker med rødder i lande med borgerkrige og konflikter.
Mehmet Ümit Necef henviser igen til de nylige begivenheder på Odense Universitetshospitals skadestue. Han mener, at en af hovedforklaringen på volden er, at de unge har mistet enhver form for pligtfølelse over for det danske samfund.
De hænger fast i en forestilling om, at det danske samfund har diskrimineret dem og ødelagt dem. Jeg har lyst til at holde dem i kraven og sige: Indtil nu har du levet på danske skatteyderes penge. Dine penge kommer ikke fra Allah, FN eller en arabisk sheik. Så please vær taknemmelig. Din mor og far får lejlighed og bistandshjælp, og så ødelægger I et hospital, som skatteyderne har betalt.
Socialarbejdere i Vollsmose taler om mange årsager til episoden. Især har nogle af de palæstinensiske familier haft svært ved at finde fodfæste i Danmark på grund af krigs-traumer og sociale problemer?
Mange af familierne har tilbragt 30 år i Danmark, så forklaringen om traumatisering køber jeg ikke. Men en af forklaringerne kan findes i den internationale kriminalitetsforskning, der analyserer bandefænomenet som en ny form for stammer på samme måde som hooligans og fodboldgrupper. Stammerne skaber en rus om at være fælles om noget og et stærkt broderskab, og ofte er disse grupper præget af et stærkt hierarki. Mens mange unge drenge brænder energien af ved at løbe maraton og dyrke fodbold, så brænder andre unge energien af ved at gå ind i en bande, siger Mehmet Ümit Necef.
Han henviser også til, at der i Vollsmose er nogle klanbaserede familier, som kæmper om det kriminelle marked. Og at nogle af de unge har større loyalitet over for klanen end over for det danske samfund.
Udover at give de unge identitet, så er de kriminelle bander også en indbringende forretning for medlemmerne. I stedet for at tage en uddannelse og måske senere tjene 19.000 kroner om måneden efter skat, så kan de i den kriminelle gruppe få let adgang til en bil og et sommerhus i hjemlandet, forklarer Mehmet Ümit Necef.
Men er dine påstande om akademikernes holdning ikke meget generaliserende? Der foregår masser af kritisk debat om muslimer i Danmark?
Det er rigtigt, at der blandt den brede befolkning og blandt politikere bortset fra De Radikale og Enhedslisten er en langt større villighed til at tale åbent om problemerne end for blot få år siden. Men de akademikere, vi skriver om i vores bog, bortforklarer stadig problemerne ved at tale om racisme og marginalisering.
Men hvordan skal disse forskere så forholde sig ?
De skal skelne mellem racisme og bekymring. Mange forskere registrerer en bekymring hos danskerne og fortolker den som racisme. Biografejeren i Palads hænger et opslag op om støjende eid-gæster, fordi han er bekymret. Ikke fordi han er racistisk. Samtidig må de erkende, at nogle af integrationsproblemerne skyldes uhensigtsmæssigheder i indvandrerkulturen som for eksempel alt for stor forskel på kønnene, lyder det fra lektoren, der mener, at den debat, Pia Kjærsgaard i sin tid rejste om indvandrere, har været gavnlig for det danske samfund:
Jeg har mødt kolleger fra Tyskland, der har talt hånligt om den danske indvandrerdebat. Men de holdt deres mund, da det kom frem, at nynazister stod bag en række mord på tilfældige indvandrere. Jeg vil hellere leve i et land, hvor man taler åbent om problemerne, end i et samfund, hvor problemerne bliver fortiet, men hvor ekstremister så slår indvandrere ihjel. Måske vil historikere om 20 år anerkende, at Pia Kjærsgaard åbnede en debat, som man ikke har haft i Tyskland, Norge eller Sverige, siger Mehmet Ümit Necef og fortsætter:
Vi skal stå ved en række værdier i det danske samfund. Ligestilling mellem kønnene, at unge får mere at skulle have sagt om deres krop og seksualliv, at vi har en stærk velfærdsstat. Og disse værdier er bedre end de holdninger, der hersker i et samfund, hvor mænd og kvinder ikke betragtes som ligestillede.