10 kilometer nord for Rødby Havn på E47-motorvejen ligger Norreskovgaard omgivet af brune, nyhøstede marker. Her driver 39-årige Georg Håkon Pedersen landbrug, ligesom hans far og farfar gjorde det før ham. Selv har han drevet barndomsgården siden 2002 med en kombination af korn, grise og sukkerroer.
Faktisk er det kun fire uger siden, han afleverede sit sidste læs roer til sukkerfabrikken i Nakskov. For modsat andre afgrøder kan roerne holde til næsten alt slags vejr i det lollandske klima, der er kendt for at være lidt mildere end resten af landets.
Om få måneder skal Georg Håkon Pedersen i gang med at lægge frø til en ny sæson, der meget vel kan blive hans sidste som sukkerroedyrker, for roerne, der lokalt går under navnet ”det hvide guld”, er knap så gyldne, som de var engang.
”Jeg har allerede skåret 25 procent af min produktion for næste sæson, for roeprisen bliver simpelthen ringere og ringere, og her fra 2017 ved hverken jeg eller nogen andre landmænd, hvad der kommer til at ske.”
2017 er i det hele taget lidt af et skæbneår for sukkerroedyrkerne på Lolland-Falster. Den 1. oktober i år realiserer EU en landbrugsaftale fra 2013, der liberaliserer det europæiske sukkermarked fuldstændig. Aftalen betyder blandt andet, at landmændene på Lolland-Falster fra den kommende høstsæson mister den fastsatte mindstepris på sukkerroer, der i årevis har garanteret dem en fast indkomst uafhængigt af verdensmarkedsprisen på sukker. Samtidig forsvinder de sukkerkvoter, der traditionelt har været bundet til den enkelte landmands grund og givet ham ret til at dyrke og afsætte en bestemt mængde roer til sukkerfabrikkerne i Nakskov og Nykøbing.
Med landbrugsøkonom fra Københavns Universitet Henning Otte Hansens ord står de lollandske sukkerroedyrkere på tærsklen til ”en ny virkelighed,” hvor globaliseringen for alvor trænger sig på:
”Landmændene går uden tvivl en mere usikker fremtid i møde. Fra i år vil de for første gang mærke, hvad det vil sige at være på konkurrencevilkår med resten af verden. Hvis høsten af sukkerrør i Sydafrika eller Australien har været god, kommer landmanden uden for Nakskov til at mærke det på pengepungen, når han skal sælge sine roer.”.
Og liberaliseringen bliver ifølge Henning Otte Hansen en kold spand vand for en gruppe landmænd, der er vokset op med roerne som en guldrandet forretning, man altid har kunnet regne med:
”Den europæiske sukkerpolitik har indtil nu medført, at landmændene har kunnet leve en fuldstændig beskyttet tilværelse, hvor de har været skånet for udsving i priserne på verdensmarkedet. De har aldrig skullet bekymre sig om, hvordan efterspørgslen var på sukker. De har været sikre på at have en god forretning, fordi de fik en kunstig høj pris på deres roer, lige meget hvordan det gik i resten af verden.”
Mens en landmand i 2005 kunne tjene 325 kroner pr. ton roer, måtte han i 2015 tage til takke med 191 kroner – et fald på over 40 procent, der fortsætter med at falde med yderligere 17 procentpoint ved høsten i 2017. Prisen på danske sukkerroer er med andre ord lavere, end den har været i 50 år, og Georg Håkon Pedersen er derfor ikke alene om sin bekymring for roernes fremtid, fortæller chefkonsulent i Danske Sukkerroedyrkere Klaus Sørensen:
”Der er nogle landmænd, som allerede er stoppet. Det er ikke mit indtryk, at det er mange. Men op til liberaliseringen i år er det klart, at der er mange, som er begyndt at kigge kritisk på sukkerroerne, og som spørger sig selv, om de overhovedet har en fremtid i sukkerbranchen, om det virkelig kan betale sig for dem at blive ved. For der ligger et ekstra arbejde i det at dyrke sukkerroer, derfor skal det virkelig kunne betale sig,” siger Klaus Sørensen.
Hos Dansk Landbrug Sydhavsøerne, der rådgiver og organiserer de lokale landmænd på Lolland-Falster, møder formand John Nielsen den samme skepsis blandt sine medlemmer. En stemning, der får ham til at frygte for mere end bare landmændenes fremtid:
”Det er jo ikke sjovt at skulle give roerne fra sig, for det er en afgrøde, der giver beskæftigelse til landmændene næsten hele året rundt. Men hvis stadigt flere landmænd dropper roerne, risikerer vi, at det også rammer hele den følgeindustri af vognmænd, maskinsælgere og håndværkere, der servicerer sukker-roedyrkerne i dag. Så nu er der ikke andet at gøre end at sætte vores lid til, at sukkerpriserne bliver bedre igen, så flere vil holde fast.”
I den lyse stue på Norreskovgaard har Georg Håkon Pedersen fundet sin kontrakt med sukkerfabrikken frem. En sindrig konstruktion af kiloangivelser, klokkeslæt og datoer, der udstikker retningen for, hvor stor en mængde roer han skal levere, hvornår de skal leveres, og hvor beskidte de må være. Regler og bestemmelser er der i det hele taget blevet flere og flere af, efter det tyske selskab Nordzucker opkøbte hele Daniscos sukkerproduktion i Danmark i 2009, fortæller han.
”Du kan sagtens mærke, at det ikke er danskere, der styrer sukkerproduktionen her i landet længere. Der er ikke den samme åbenhed omkring forretningen. Tyskere har det med at være mere hemmelighedsfulde, og nu, hvor det hele bliver liberaliseret, og de tilmed har monopol på at producere sukker i Danmark, udstikker fabrikkerne bare en uretfærdig lav pris og siger ’tag den eller lad være’. De spiller os landmænd ud mod hinanden og vælger ham, der vil levere til den laveste pris.”
I det hele taget var det lidt sjovere at være roedyrker i gamle dage, siger Georg Håkon Pedersen. I hans barndom, når roekampagnen gik i gang, stod han tidligt op med sin far for at køre høsten til fabrikken: ”Der var sådan en festlig stemning over det. Når traktoren havde forladt indkørslen, kørte min far hen til den nærmeste købmand og købte cigarer, uden min mor vidste det. I dag er dagligdagen så reguleret. For eksempel har fabrikken lige bestemt, at jeg ikke længere må have Dixie med i førerkabinen,” siger han og peger ned på den hvid-brune springer spaniel, der slænger sig under spisebordet.
”Hende har jeg ellers altid med mig, når jeg kører traktor. Men nu forringer det åbenbart fødevaresikkerheden, siger de.”
I et mørklagt lokale i Nakskov toner grynede billeder fra farvefilmens barndom af et godstog læsset med sukkerroer frem på lærredet. Drengen Jens fortæller i børnefilmen fra 1958 om roetogets vej fra markerne til sukkerfabrikken i Nakskov.
73-årige Boye Clausen kigger med fra et hjørne af lokalet. Han sidder i bestyrelsen hos Danmarks Sukkermuseum, der holder til i en lille grå bygning overfor sukkerfabrikkens gigantiske siloer. Han er pensioneret landmand, men af og til arbejder han som frivillig guide på museet. Boye Clausen har selv dyrket sukkerroer i over 40 år og husker godt roetogets vej gennem markerne fra sin barndom på en gård på Midtlolland. I roebanens storhedstid gennemkørte togene faktisk over 400 kilometer af Lollands areal på kryds og tværs, fortæller han.
Siden Boye Clausen stoppede som landmand i 2010, er prisen på roerne halveret, så han forstår godt landmændenes frygt for fremtiden. For selvom roerne måske er blevet en mindre god forretning, er de ikke lige sådan at give slip på. Han er da også overbevist om, at de største dyrkere nok skal overleve, så længe tyskerne inde på fabrikken stadig vil dyrke sukker i Danmark:
”Rettigheden til at dyrke roer var virkelig noget, man spekulerede i i min ungdom, når man som landmand skulle til at købe gård. En roemark kunne jo beskæftige og aflønne en hel familie! Og så var der en vis prestige i at have de største marker. Det var jo selve rygraden i landbruget. Den kunne udgøre halvdelen af en landmands omsætning, så det er helt klart en kold tyrker for landmændene det, der sker nu.”
På Norreskovgaard kigger Georg Håkon Pedersen ud over sine markarealer bag kornsiloen nord for gården. Han har overvejet, hvad han skal udskifte roerne med på længere sigt. Det er ikke nyt for ham at dyrke korn, der er trods alt ingen landmænd, som kun dyrker roer. Det er decideret uklogt, da jorden ikke kan holde til den samme afgrøde år efter år. Men om der nu skal mere korn eller raps på markerne, er han usikker på.
”Tidligere ville naboerne godt nok blive lidt overraskede, hvis du pludselig skiftede roerne ud med raps, men med de tider, vi har nu, synes jeg, der kommer flere og flere gule marker hernede”.
8