Nye tal fra Dansk Fertilitetsselskab viser, at hvert tiende barn, der kommer til verden ved hjælp af kunstig befrugtning, bliver født af en single kvinde, der har valgt at stifte familie uden en partner. Hvad er den tendens udtryk for?
Det er endnu et udtryk for vores individualiserede kultur og en udvikling af ønskebarnsfænomenet, hvor det moderne menneske ned til mindste detalje planlægger karriere, familieliv og børn. De kvinder, der vælger den familiestruktur, har typisk satset hårdt på karrieren og selvrealiseringen, men er så stødt ind i en oplevelse af, at meningen med livet måske er mere traditionel, end de først troede. At få børn bliver pludselig afgørende, og så må de handle alene. Sat på spidsen kan man sige, at den selvvalgte singlefamilie er en form for ultimativ kontrol. Det handler ikke bare om at time barnet, men også om at bevare kontrollen og styringen med projektet. Der er ingen at diskutere sengetider og opdragelse med, og det passer måske den stærke og selvstændige kvinde godt, men det ændrer ikke ved, at den familie-struktur, hun har valgt for sig selv og sine børn, har en indbygget sårbarhed og skrøbelighed.
Fra både forskere og fertilitetsklinikker lyder det, at det overvejende er stærke og velovervejede kvinder med mange ressourcer og gode netværk, der vælger at blive solomødre. Hvorfor skulle deres familier være mere skrøbelige end andre?
De er skrøbelige på flere niveauer. Helt konkret er der kun en enkelt forælder, og det gør familien mere udsat for sygdom og andre helt konkrete problemer og udfordringer, som alle familier kan støde ind i. Der er heller ingen at spejle forældreskabet i, ligesom den traditionelle rollefordeling mellem mand og kvinde - mellem far og mor - er fraværende i den enliges familiekonstellation. Det stiller store krav til den enkelte kvindes formåen og ressourcer. Men sårbarheden kommer også til udtryk på samfundsniveau. Kerne-familien har historisk set ikke bare sikret barnet, men også den voksnes tryghed og stabilitet. Det er en enhed, der har været afgørende for samfundets sammenhængskraft og stabilitet i århundreder. Når den enhed bliver mere spinkel og sårbar, er det klart, at så bliver hele samfundet det også.
Nogle vil måske indvende, at det er gammeldags at tale om traditionelle kønsroller som forudsætning for trygge og stabile familier?
Det er det også. Og jeg tror heller ikke, at konstellationen af mand og kvinde er forudsætning for en lykkelig og tryg barndom. En barndom hos en solomor kan være fantastisk, men den vil altid være mere sårbar. Det faktum stiller ikke bare store krav til de kvinder, der vælger den familieform, men også til samfundet. Solomødre skal være bevidste om at inddrage ikke mindst gode mandlige rollemodeller i deres liv, og de skal være bevidste om at støtte deres børn i de spørgsmål om tilblivelse, som må komme. Men deres familieform forudsætter også gode sociale netværk og solide strukturelle betingelser, der kan modvirke den indbyggede sårbarhed, som altid vil være et vilkår ved singlefamilien.