Når ordet normalisering blev brugt i finansminister Bjarne Corydons (S) krav til gymnasielærernes arbejdstid, i børne- og undervisningsminister Christine Antorinis (S) svar til Folketinget om lærernes arbejdstidsregler, i et notat fra Finansministeriet om planerne for lærernes arbejdstid, og igen i Bjarne Corydons udtalelser i forbindelse med sammenbruddet af overenskomstforhandlingerne med lærerne, er det værd at bemærke det uanseelige ord.
Ordet normalisering slår indirekte fast, at de eksisterende arbejdstidsregler for skolelærere og gymnasielærere er unormale. Og ordet er et godt eksempel på, at regeringen benytter sig af såkaldte præsuppositioner, når den taler om sine reformer, påpeger eksperter. Præsuppositioner er påstande, der antages at være slået fast i forvejen. Derimod siger begrebet ikke noget om, hvordan arbejdstidsreglerne skaber et egentligt problem.
Man præsupponerer nogle ting, som er meget diskutable, og som mange slet ikke er enige i. Derfor bør man argumentere for, at der overhovedet er tale om en normalisering. Det er en meget markant forudsætning at tage for givet på alles vegne, siger Christian Kock, retorikforsker og professor ved Københavns Universitet.
Han har gennem årene skrevet en lang række kritiske analyser af strategisk sprogbrug i dansk politik. Og regeringens brug af præsuppositioner er kendetegnende for den måde, regeringen generelt taler om sine reformer på, siger Christian Kock. Samme vurdering lyder fra Carsten Madsen, lektor i retorik ved Aarhus Universitet.
Regeringen er reformivrig og ved udmærket godt, at mange mennesker ikke vil bryde sig om forandringerne. Så man dækker sig ind under nogle almene begreber i stedet for at specificere, hvad problemerne er, og diskutere, hvordan man bedst muligt løser dem, siger Carsten Madsen.
En anden yndet præsupposition i lærerkonflikten er, at skoleledere indtil regeringens indgreb ikke havde ledelsesretten.
Finansminister Bjarne Corydon fortalte ved et samråd med Folketingets Finansudvalg i april, at de offentlige arbejdsgivere i de fastlåste forhandlinger med lærerne har haft to handlemuligheder: Enten at opgive kravet om, at skolelederne skal have ledelsesret som på andre arbejdspladser eller at fastholde kravet og om nødvendigt gennemføre den lockout, som er arbejdsgivernes eneste mulighed for at frigøre sig fra lærernes rigide arbejdstidsregler.
Det er i høj grad en angribelig præsupposition. Man tager noget meget diskutabelt for givet. Nogle aspekter har skolelederne ikke kunnet bestemme over, og dem fik man fjernet ved regeringsindgrebet, nemlig forberedelsestid. Men at præsupponere, at skolelederne ikke har haft ledelsesret, er at forudsætte noget usandt. Hvad har skolelederne så lavet i de sidste mange år?, siger Christian Kock.
I stedet burde man gå ind i en konkret diskussion af fordele og ulemper ved det, som konflikterne konkret handler om. Selve det konkrete emne er jo interessant nok, for man kan jo godt sætte spørgsmålstegn ved det fornuftige ved ensartede forberedelsesnormer. Men at gøre det til et sort-hvidt spørgsmål om hele ledelsesretten, om alt eller intet, er fup og fiduser, siger Christian Kock.
Præmissen om, at skolelederne enten skal have ledelsesret eller ikke, går igen hos Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der på DR 2 i april blev spurgt af journalist Clement Kjærsgaard, om regeringen ikke kunne have fundet en mellemposition, der kom lærerne i møde.
Det er jo klart, at med ledelsesretten er det sådan, at enten er det det ene sted, den ligger, eller også er det det andet sted. Så det er jo enten eller, sagde Pernille Rosenkrantz-Theil dengang.
På samme måde har normaliseringsbegrebet også været anvendt i debatten om lærernes arbejdstidsregler af Kommunernes Landsforenings chefforhandler Michael Ziegler og af Venstres Lars Løkke Rasmussen.
LÆS OGSÅ: Ekspert: Derfor stopper regeringen lærerkonflikten
Et andet karakteristisk træk ved regeringens italesættelse af reformerne er ifølge Christian Kock at nægte at anerkende modpartens argumenter. Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) fortalte i starten af marts til Berlingske, at hun ikke kunne se noget argument for lærernes frygt for, at folkeskolereformen med flere undervisningstimer vil gå ud over undervisningskvaliteten og lærernes forberedelsestid.
Det er en fuldstændig tom gestus at affeje, at reformen går ud over kvaliteten. Man kan diskutere argumentet, men hun kan ikke bare affeje det. Og det er fuldstændig grotesk, at hun påstår ikke at kunne se noget argument for lærernes frygt for forberedelsestiden. Selvfølgelig kan det gå ud over deres forberedelsestid; det er jo det, det hele handler om. Hun er et intelligent menneske, og hun burde skamme sig over at sige sådan en lodret usandhed, siger Christian Kock.
Han mener, at der med regeringens retorik er tale om mere af det samme, som befolkningen fik under de forrige statsministre, Venstres Anders Fogh Ramussen og Lars Løkke Rasmussen.
Regeringen prøver at være smart og foretage nogle typiske greb i politisk kommunikation. Jeg tror, at vælgerne havde håbet, at vi med denne regering ville få en anden måde at kommunikere på end alle de politiske uskikke, der har præget de seneste to årtiers politik. Og så får vi mere af det samme; og det bliver gjort på en endnu mere arrogant og provokerende måde, siger Christian Kock.
Man kunne have brugt nogle fornuftige argumenter for reformerne. Så som at det gamle system var uhensigtsmæssigt, og at der er brug for at spare. Det kunne et flertal i befolkningen muligvis godt være med på. I stedet valgte man at forsøge nogle smarte manøvrer og lade, som om gymnasielærerne, skolelærerne og lægerne er forstokkede og umulige, siger Christian Kock.
Grundlæggende er regeringens sprogbrug om indgrebene usmart og kortsigtet, vurderer Christian Kock. Dels fordi retorikken efterhånden er gennemskuelig for vælgerne, dels fordi regeringen skaber en konfrontatorisk stemning.
Jeg tror desværre, at nogle kommunikationsrådgivere har tænkt, at det er smart. Og det var måske smart på Anders Foghs tid. Han kunne slippe af sted med meget, fordi denne form for strategisk sprogbrug var ret ny, og fordi han var dygtig til det. Men det er ikke smart længere. Og den måde, det bliver gjort på nu, er i særdeleshed ikke smart, siger Christian Kock.
Det har ikke været muligt at tale med økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager om hendes italesættelse af folkeskolereformen. I stedet sender hendes særlige rådgiver, Henrik Kjerrum-gaard, en mail med et citat fra ministeren:
Jeg tror, Christian Kocks skingre ordvalg taler for sig selv. Men han er tydeligvis politisk uenig i vores folkeskolereform.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra finansminister Bjarne Corydon eller børne- og undervisningsminister Christine Antorini.
Præsuppositioner
Ny serie: Forvaltning i forandring