Elever går til præst i skoletiden

Skoleelever i 12 kommuner kan nu komme til konfirmationsforberedelse i skoletiden

I alt 63 kommuner har søgt om at få lov til at lægge konfirmationsforberedelsen, der hvor eleverne i dag har understøttende undervisning. 12 kommuner har fået lov. Modelfoto.
I alt 63 kommuner har søgt om at få lov til at lægge konfirmationsforberedelsen, der hvor eleverne i dag har understøttende undervisning. 12 kommuner har fået lov. Modelfoto. . Foto: Mads Jensen.

Siden folkeskolereformen blev indført, og skoledagene blev markant længere, har der landet over været store vanskeligheder med at finde plads på skemaet til, at elever i 7. eller 8. klasse kunne gå til præst.

Reformen har nemlig hidtil udelukket, at konfirmationsforberedelsen kunne placeres inden for de 35 ugentlige timer, som skal bruges på undervisning. Det har betydet, at præster og konfirmander ofte har været henvist til uattraktive tidspunkter sidst på eftermiddagen eller i weekenden.

Men nu har undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) givet 12 kommuner lov til at placere konfirmationsforberedelsen i skoletiden. 

Det skriver DR P4 Midt & Vest. 

Kommunerne, der deltager i den nye forsøgsordning, kan konvertere op til to timer om ugen fra den såkaldte understøttende undervisning til konfirmationsforberedelse.

Eleverne var ofte trætte og uoplagte sidst på eftermiddagen, påpeger Steen Jakobsen, formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Struer Kommune, som er blandt de 12 kommuner, der har fået Undervisningsministeriets ja til ordningen.

"Skolereformen lægger jo op til den åbne skole og relationer med det omgivende samfund, og folkekirken er jo en vores ældste samarbejdspartnere, så det er helt naturligt, at vi samarbejder om at få et godt forløb," siger Steen Jakobsen til DR P4 Midt & Vest.

I alt 63 kommuner har søgt om at få lov til at lægge konfirmationsforberedelsen på det tidspunkt, hvor eleverne i dag har understøttende undervisning.

De 12 kommuner, der har fået tilladelsen, er Frederikssund, Haderslev, Halsnæs, Herning, Holstebro, Hørsholm, Jammerbugt, Struer, Varde, Vejen, Vordenborg og Aalborg Kommuner.