Tilbage i folkeskolen gav en klassekammerat Brian Sørensen én på hovedet, så han faldt ned på gulvet. Derefter tog den anden dreng fat i Brian Sørensens hår og slæbte ham op og ned ad gangen. Han råbte og skreg, mens de andre klassekammerater stod og så på.
I løbet af sin skoletid var den nu 38-årige Brian Sørensen langt fra den populære dreng i klassen. Tværtimod var han klassens tykke dreng, de andre yndede at drille. Som klassens mobbeoffer følte han sig ofte ensom, og derfor vækkede det noget genkendeligt i ham, da han som 18-årig blev frivillig på et værested for psykisk sårbare i udkanten af Aarhus.
”I starten var jeg virkelig nervøs, for det var nogle store, voksne mennesker med skizofreni, som bare sad der og kæderøg og drak kaffe omkring et sofabord. I starten blev jeg ikke rigtig accepteret, men anden gang kom jeg i snak med nogle enkelte. Der fandt jeg egentlig bare ud af, at følelsen af at være anderledes, at være udsat og ikke at være den, de andre gad at lege med, sad de her mennesker også med. Det ved jeg udmærket godt, hvordan føles,” fortæller Brian Sørensen, mens han drikker en tår af sin kaffe på Café Kaffegal i det centrale Aarhus.
Arbejdet på værestedet blev skelsættende for Brian Sørensen. Han engagerede sig mere og mere i den frivillige verden og var med til at etablere aktivitets- og væresteder samt foreninger for udsatte målgrupper. Nogle år senere etablerede han Café Kaffegal. En café, hvis hovedformål er at give socialt udsatte et arbejde at stå op til om morgenen.
En af de ansatte på caféen er Torsten Nielsen på 38 år. I mange år har han døjet med pludselige panikanfald, der gør det svært for ham at være på en almindelig arbejdsplads. På Café Kaffegal er der plads til, hvis han en dag ikke kan overskue en opgave.
”Problemet med min angst er, at den kan komme når som helst. Men her behøver jeg ikke at være bange for at blive fyret på grund af det,” siger Torsten Nielsen.
Men risikoen for at stå uden job i slutningen af 2016 er alligevel til stede for Torsten Nielsen og de andre 19 psykisk sårbare medarbejdere på Café Kaffegal. Restaurationen har de senere år været en del af en forsøgsordning, hvor den har haft dispensation fra det såkaldte rimelighedskrav, der skal bekæmpe konkurrenceforvridning mellem almindelige og socialøkonomiske virksomheder. Denne forsøgsordning udløber ved udgangen af dette år, hvis ikke LO og Dansk Arbejdsgiverforening finder en løsning.
Tanken om at skulle lukke Café Kaffegal sætter gang i følelserne hos caféens stifter, Brian Sørensen.
”Bare det, at du stiller spørgsmålet, gør, at jeg godt kan finde på at græde. Det er jo mit livsværk. Det her er min og mine medarbejderes rette hylde. Hver eneste dag kan jeg se, at det her sted gør en positiv forskel for nogle mennesker, der har det svært. Det her handler om, at jeg har skabt noget sammen med nogle helt fantastiske mennesker, og de har fået chancen for at komme ind på arbejdsmarkedet. Lige nu virker det, som om der er nogen, der har spændt ben,” siger Brian Sørensen.
Sammenlagt bruger han omkring 90 timer om ugen på sin arbejdsplads. De fleste timer lægger han i køkkenet, resten bruger han på administrative opgaver.
Før Café Kaffegal arbejdede Brian Sørensen i ni år som fængselsbetjent i Statsfængslet i Horsens. Her bestred han posten som tillidsmand og var talsmand for de prøveansatte. Men med tiden mærkede han, at han hellere ville gøre frivilligt arbejde til en levevej. Da han kom til skade med sin akillessene og var sygemeldt i tre uger, fik han tid til at reflektere over sin tilværelse.
På det tidspunkt havde Brian Sørensen arbejdet med psykisk sårbare i 12 år. Det havde givet ham en stor kontaktflade, og flere af de socialt udsatte gav ham et praj om, at de ønskede at få et ben indenfor på arbejdsmarkedet igen. Få dage senere sagde han op i Horsens og helligede sig jobbet som social entreprenør på fuld tid.
”På det tidspunkt er jeg 30 år og siger op uden at have noget andet job på hånden. Men jeg siger til mig selv, at nu er jeg simpelthen nødt til at gå helt ind i det, jeg brænder allermest for,” siger Brian Sørensen.
Med projektmidler fra Socialministeriet som økonomisk fundament slog Café Kaffegal den 12. februar 2010 dørene op. Efterfølgende skulle caféen overleve ved egen indtjening. Men månederne gik, og pengene løb ud, før Cafe Kaffegal nåede at blive en driftsikker virksomhed.
Teamet bag Café Kaffegal forsøgte at søge fonde rundt omkring, men uden held. Derfor så Brian Sørensen ikke anden mulighed end at pantsætte sit eget hus og kautionere for en halv million. Med sin egen økonomiske sikkerhed på spil levede Café Kaffegal videre.
Imidltertid overgik caféen fra at være en offentlig virksomhed til en privat virksomhed. Det gjorde, at caféen kom på kant med rimelighedskravet, og Brian Sørensen valgte at fortælle i medierne, at han så sig nødsaget til at fyre alle sine medarbejdere og lukke caféen ved udgangen af 2016.
På baggrund af den åbne udmelding følte en af medarbejderne sig fyret for åben skærm.
”Når vi går ud i pressen på den her måde, tager jeg mine medarbejdere som gidsler. Jeg kan ikke gøre andet, for det er den eneste måde, vi føler, vi har for at sætte fokus på det her i håbet om at finde en løsning hurtigt,” siger Brian Sørensen.