Dagpengenes historie: en linedans mellem tryghed og incitamenter

I mere end 100 år har arbejdsløse kunnet få dækket en del af deres indkomsttab via a-kasserne. Det skal både give tryghed for ledige og bevare deres interesse i at komme i arbejde igen

Dagpenge har lige siden begyndelsen været en politisk varm kartoffel.
Dagpenge har lige siden begyndelsen været en politisk varm kartoffel. Foto: Iris, Kim Schou.

Dagpengesystemet er en varm politisk kartoffel. Og har været det med jævne mellemrum, siden Danmark fik sin første dagpengelov i 1907. I hele perioden er to hensyn blevet vejet op mod hinanden. På den ene side, at man skulle tilbyde den arbejdsløse en vis grad af økonomisk tryghed - og på den anden side, at der altid skulle være et incitament til selv at finde et arbejde igen.

Eller som den senere Venstre-statsminister Niels Neergaard formulerede det lidt barsk, da den første lov om statsstøtte til arbejdsløshedskasser blev vedtaget i 1907:

”Den arbejdsløse skal have det noget ringere, end hvis ulykken og uheldet (ledighed, red.) ikke havde ramt ham. Det er en almindelig regel for al forsikring, der stiler hen på at holde selvopholdelsesdriften vågen, og give den størst mulige spore til, selv om man er forsikret, at undgå at komme i de tilfælde, hvor forsikringen virker.” (Citeret efter Aage Huulgaards ”Det gamle træ, o lad det stå” i bogen ”Arbejdsløshedsforsikringsloven 1907-2007: udvikling og perspektiver”).

Professor Asbjørn Sonne Nørgaard fra Syddansk Universitet har tidligere i bladet Samfundsøkonomen opridset a-kassesystemets historiske udvikling. Han fortæller blandt andet, at arbejdsløshedskasserne i begyndelsen fik statsstøtte, uden at man tog højde for, at de havde meget forskellige udgiftsniveauer. Rige a-kasser med få ledige havde ingen økonomiske problemer, men det havde til gengæld de fattige arbejdsløshedskasser med mange lavtlønnede og ledige.

Der var med andre ord rigeligt med incitamenter for både a-kasserne og de ledige til at forsøge at skaffe jobs.

Fra 1927 og især i 1930'erne overtog a-kasserne i stigende grad ansvaret for de langtidsledige, ligesom de offentlige tilskud blev reguleret efter medlemmernes og a-kassernes indtægter. Det sociale hensyn fik større vægt.

Professor og arbejdsmarkedsforsker Per H. Jensen fra Aalborg Universitet fortæller, at man helt fra 1907 til 1969 reelt set havde to arbejdsmarkeder. Det ene var for de ufaglærte, som blev anvist arbejde via kommunale jobcentre, som de kaldes i dag, og det andet arbejdsmarked var for de faglærte og akademikerne, der hver især havde deres egen arbejdsformidling.

”De formidlede job inden for deres fag, og dengang var der ikke krav om, at den ledige skulle tage et job inden for et andet fagområde, eller om, at man skulle flytte langt væk for at tage et ledigt job. Så også på det område er rettighederne blevet rullet tilbage i dag,” siger Per. H. Jensen.

Han betegner det danske dagpengesystem som et ”mærkeligt system”.

”I Danmark er det frivilligt, om man vil være medlem af en a-kasse, og der adskiller vi os fra de fleste andre europæiske lande. I for eksempel Tyskland er det obligatorisk,” siger Per H. Jensen.

Paradoksalt nok har de borgerlige og især De Konservative til tider talt for, at systemet skulle være offentligt og obligatorisk, det vil sige, at arbejdsløshedskasserne skulle nedlægges. Internationalt har lande med konservative regeringer typisk obligatoriske ordninger, mens liberalt ledede lande har frivillige ordninger, påpeger Per H. Jensen og fortsætter:

”Det danske system er båret af idéen om hjælp til selvhjælp, og det er jo et godt liberalt princip, og det betyder også, at arbejdsgiverne ikke betaler til dagpengesystemet. Fagbevægelsen og Socialdemokraterne bakker det alligevel varmt op, og siden 1907 har det været helt centralt, at fagbevægelsen har haft en meget tæt tilknytning til a-kasserne.”