En mand bøjer nakken

Henrik får tæsk af sin kone. Alvorlige fysiske og psykiske tæsk. Men han bliver i forholdet - for bør man ikke strække sig langt for at redde et parforhold? Henrik strakte sig ualmindelig langt. Dette er hans historie om livstruende overfald og et selvværd i gulvhøjde

Tegning: Morten Voigt
Tegning: Morten Voigt. Foto: Morten Voigt.

Henrik misser med øjnene. Langsomt klarer hans syn op. Han ligger fladt på ryggen og hører fjernt en bestemt stemme sige "så kører vi!". En mand klædt i hvidt tøj med refleksstriber på arme og ben læner sig ind over Henrik og presser et hvidt klæde mod hans baghoved. Henrik bukker langsomt nakken og ser sin treårige søn Malthe, der med store, våde øjne kigger op på ham. Han knuger sig fast til Henriks bluse.

Netop inden ambulancens døre lukker, ser han sin kone, Eva, der råber og skriger i ustyrligt raseri foran det lejlighedskompleks, hvor familien bor i en forstad til København. To politibetjente forsøger at holde hende tilbage. I græsset ved siden af dem står en rød racerbil. Racerbilen er så stor, at Malthe kan sidde i den. Og det var bare det, Henrik ville: se sin søn sidde i bilen med et stort smil på læben.

Henrik har før været en tur i ambulancen, for Eva har også tidligere udsat ham for så voldsomme overfald, at politi og ambulance har været tilkaldt. Denne gang reagerede Eva, fordi hun mente, at den racerbil, som Henrik havde købt som en overraskelse til Malthe efter en bonus fra sin arbejdsplads, var alt for dyr. Hendes reaktion talte sit tydelige sprog i en senere skadestuerapport: en flænge i Henriks baghoved og en opfordring fra den vagthavende læge om at involvere egen læge i de gentagne voldstilfælde, som kan ende fatalt både for mand og barn.

Eva havde slået Henrik bevidstløs med en hammer.

På trods af tilfælde som dette står Henrik ikke frem og fortæller om den vold, Eva udsætter ham for. Det er pinligt at blive slået af en kvinde. Og at det er hans egen kone, som er voldelig over for ham, gør det kun endnu mere ydmygende. I øvrigt er de jo også lykkeligt gift. Det var de i hvert fald i begyndelsen.

I 1995 - seks år inden overfaldet med hammeren - er Henrik vendt hjem fra en militær udstationering, hvor han har fungeret som lastbilchauffør med ansvar for at bringe nødhjælp frem. Kamphandlinger er ikke hans bord, og han er ikke involveret i dem. Da han kommer til Danmark, har en ven arrangeret en velkomstfest for ham, og efter en glad og våd aften vågner han næste morgen med en sød pige ved siden af sig. Pigen hedder Eva og er en veninde af kammeraten, der har arrangeret festen.

Derfra går det stærkt. Henrik er 40 år, har mødt en dejlig kvinde og synes, han er parat til at stifte familie. Et år efter at de har mødt hinanden, gifter de sig ved et lille bryllup. Eva er allerede gravid med Malthe. Graviditeten er måske ikke ligefrem planlagt, men Henrik glæder sig til det ansvar, der følger med at være far, og til at skabe en lille, lykkelig familie. Men lykken udebliver.

Det første tegn på, at Eva ikke er, som Henrik tror, viser sig kort efter fødslen af Malthe. En uenighed om, hvorvidt Malthe har godt af pulvermælk eller ej, udvikler sig til, at Eva sparker Henrik så hårdt i skridtet, at han ikke kan fremstamme et ord. Knap to år senere går det endnu værre, da Eva for første gang slår Henrik bevidstløs med en hammer. Den hammer, som hun igen endnu et år senere overfalder Henrik med, da han køber den røde racerbil til Malthe.

Men Eva nøjes ikke med at sparke og overfalde Henrik. En stor del af deres ægteskab bærer også præg af, hvad der professionelt set karakteriseres som psykisk vold. I Henriks tilfælde består den psykiske vold i, at Eva ganske hurtigt efter brylluppet begynder at fortælle ham, hvor utilstrækkelig han er. Når bølgerne for alvor går højt i hjemmet, truer Eva med, at hun vil slå ham ihjel, og andre gange proklamerer hun, at hun vil forlade ham og tage Malthe med.

Hun brokker sig også over, at han ikke hjælper til med noget som helst, og jo længere tid der går, desto mere vokser Henriks følelse af ikke at kunne gøre noget rigtigt. Han begynder derfor at køre mere lastbil end normalt. Han sørger for at tage lange ture over flere dage til de fjerneste dele af Jylland. På den måde kan han overnatte væk fra hjemmet på Sjælland.

Men roen er alligevel svær at finde på de lange ture. Eva ringer til Henriks vognmand både dag og nat for enten at få Henrik til at komme hjem eller for, at vognmanden skal give ham flere ture, som kan give flere penge. Det er pinligt, synes Henrik. Han ønsker ikke at involvere andre mennesker i de problemer, han så ihærdigt forsøger at gemme af vejen.

Sådan står det til med psykisk vold og gentagne overfald fra kort efter brylluppet i 1996 og i mere end seks år frem. Indtil en varm augustmorgen i 2003.

Henrik er alene hjemme med Malthe. Eva er taget ind til København med deres datter Maria, som er kommet til verden knap et år tidligere. Henrik ser sig om i lejligheden, ser på sin seksårige søn, der kigger tilbage på sin far uden et ord. En spændt følelse vokser i kroppen af Henrik. Han tænker på den samtale, han havde med sin vognmand en uge tidligere:

Lastbilens sorte telefon havde ringet. Det var hans vognmand, som ville kigge forbi det sted, Henrik holdt hvil på sin langturs-vagt. Kort efter hoppede vognmanden op i det røde førerhus til Henrik, som sad i strømpesokker. Sko gør følingen med lastbilen dårligere, så Henrik kørte altid i strømpesokker. Alt, der kunne forstyrre hans kørsel, skulle væk.

Men vognmanden mente, at der faktisk var noget, der forstyrrede Henriks kørsel. Han havde ved selvsyn konstateret, hvordan Henrik havde udviklet sig negativt de seneste år i forholdet med Eva, hvordan han blev mere og mere træt og rastløs. Han stillede Henrik et ultimatum: Enten forlod han Eva, eller også ville han miste sit job. Hvis han skulle bruge en lastbil til at komme væk, skulle han bare ringe, når han var på vej. Lastbilen var hans. Halvanden time senere sluttede samtalen med vognmanden. Blive hos Eva eller miste sit job?

Henrik ved, at Eva ikke vil være væk fra lejligheden mere end en times tid, og han har ikke lyst til at tage endnu en konfrontation med hende. Adrenalinen suser rundt i kroppen. Det er nu eller aldrig, tænker han og farer ud af lejligheden for at hente sin lastbil, som er parkeret på boligblokkens parkeringsplads lidt derfra.

Få minutter senere har Henrik kylet to store sportstasker med tøj ind i lastbilen og er parat til at køre. Malthe står stille ved siden af lastbilen og kigger på sin far, der arbejder hektisk.

"Far, tag mig med."

Henrik kigger alvorligt på sin søn, som han står der i sine korte bukser og røde bluse med blikket fæstnet på ham. Han overvejer kort konsekvenserne ved at stikke af med sønnen. Så løfter han ham op i førerhuset. De skal af sted. Henrik har en knude af nervøsitet i maven. Han tør slet ikke tænke på, hvordan Eva vil reagere, når hun opdager, at han og Malthe er væk. Da Øresundsbroens langstrakte bue viser sig, synker han dybt. En mærkelig ro sænker sig over ham. Han kører firmakortet gennem betalingsanlægget uden for Malmø, og den rød og hvid-stribede bom går op. En følelse af frihed rammer ham. Nu er det slut. Det må det være.

Lykken er dog langtfra gjort ved at stikke af til Sverige, hvor Henrik og Malthe i en periode bor hos Henriks bror. Eva bliver ganske rigtigt rasende over Henriks flugt med Malthe, og Henrik tvivler konstant på, hvad der vil være bedst for parrets fælles børn. Derfor forsøger han ikke længe efter flugten til Sverige at finde frem til en løsning ved at besøge Eva lidt uden for København. Men her udvikler en uenighed sig endnu en gang til, at Eva reagerer voldsomt.

Under besøget søger Henrik på et tidspunkt tilflugt for Evas raseri i genboens lejlighed, hvor han er, indtil politi og ambulancefolk når frem. Ambulanceredderne behandler ved ankomsten snitsår i Henriks skulder og hånd. En senere skadestuerapport melder om knivstik i Henriks venstre skulder og højre hånd, og et vidne forklarer i retten, at han er kommet ind i lejligheden, hvor han har fundet Henrik og Eva i håndgemæng. Men politiet kan ikke konkludere, om det er Eva, der har skadet Henrik, og kniven, som har efterladt Henrik med snitsår, er forsvundet. Eva frifindes i retssagen om knivstikkene.

Efter den episode afbryder Henrik al kontakt til Eva. De efterhånden talrige voldsepisoder har sat sig dybt i ham, og han og Malthe flytter på krisecenter. Her får Henrik hjælp til at komme ovenpå og til at finde en lejlighed i den anden ende af landet. Han og Malthe flytter ind i en rummelig lejlighed i en lille jysk by, og kort efter sætter kommunen ham i kontakt med Birgitte. Hun er psykoterapeut og holder til på en hvidkalket gård mellem marker og små snoede landeveje.

I de rolige omgivelser hos Birgitte træder Henrik modvilligt ind i visualiseringsøvelser, hvor han skal lukke øjnene og gå tilbage til episoderne med hammeroverfald og Evas verbale overgreb. Øvelserne rammer ham hårdt. Vreden bobler indeni. En vrede, som aldrig fik afløb. Hverken da Henrik som barn var udsat for sine forældres næver, eller da moderen til hans børn var voldelig mod ham. Et klassisk offer. Det er Birgittes beskrivelse af ham.

Behandlingerne ved Birgitte foregår over fem år og sluttede for nylig. Fem år, hvor Henrik er så dybt nede i fortrængningen af Evas vold, at det kræver kræfter at komme op. Behandlingerne er grundstenen i Henriks start på en ny tilværelse. Efter noget tid i Jylland finder han i samarbejde med Birgitte ud af, at han savner en kæreste. Han tør bare ikke. Den ellers varme mand har pludselig svært ved at lukke kvinder ind. Han møder et par stykker, men så snart de kommer for tæt på, smutter han. Indtil den dag, han møder Jette, som giver ham tid og plads. I dag deler Henrik og Jette et lille landsbyhus, hvor Malthe har sit eget værelse.

I tiden med Eva håbede Henrik længe på, at volden ville forsvinde. Han håbede for længe. Han ønsker, at han havde taget affære længe før, så de efterfølgende konsekvenser for ham og Malthe ikke havde vokset sig så store. Men håbet holdt ham tilbage. Håbet om at han sammen med Eva kunne finde en løsning, så Malthe og Maria ikke skulle vokse op i en splittet familie. Det lykkedes ikke. Henrik fortryder ikke den beslutning, han tog en augustmorgen i 2003, og i evalueringen af behandlingsforløbet hos Birgitte skriver han:

"Jeg flygtede fra min kone og tog vores søn med – og jeg har på ingen måde fortrudt det. I dag har jeg en dreng, der hviler i sig selv, er glad og fri. Der er en kæmpe forskel fra dengang og så til i dag. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor vi havde været, hvis vi ikke havde fået Birgitte tilknyttet. Det er med vemod, at vi skal sige farvel til hende, men vi skal videre i livet."

gehlert@k.dk

Efterskrift

Henrik og Eva blev skilt for seks år siden, mens Henrik boede hos sin bror i Sverige. Siden da har den ene familieretssag efterfulgt den anden, hvor Henrik og Eva har kæmpet om forældremyndigheden over Malthe og Maria, som i dag er 12 og 7 år.

Som situationen står nu, har Henrik fuld forældremyndighed over Malthe, mens Eva har fuld forældremyndighed over Maria. Det har ikke været muligt at etablere samvær mellem børn og forældre på tværs af forældremyndigheden på grund af situationen mellem Henrik og Eva.

Eva er ikke dømt for nogen af de to hammeroverfald på Henrik.