En otteårig krop kræver kun en lille kiste

Som 14-årig mistede Rebecca Bendixen sin otteårige lillesøster Ditte. Især dagbogsskriveri har gavnet ...

Som 14-årig mistede Rebecca Bendixen sin otteårige lillesøster Ditte. Især dagbogsskriveri har gavnet hende i sorgprocessen. ”Jeg kan se, hvor langt jeg er kommet, når jeg læser i den,” siger hun. - Foto: Petra Theibel Jacobsen

Når livet var svært, var den nu 22-årige Rebecca Bendixens holdepunkt og tilflugtssted lillesøsteren Ditte. Men i 2008 blev søskendebåndet brudt, da Ditte i en alder af otte år døde af hjertestop efter en operation. Sorgprocessen var svær, fordi tabet fyldte så meget hos forældrene, at Rebecca Bendixens egen sorg blev usynlig

Personalet har lagt hende pænt på sengen. Det lange lyse hår er flettet, og sporene efter operationen i maven er dækket til med en dyne. Alligevel sætter den dengang 14-årige Rebecca Bendixen sig på sengekanten så tilpas langt fremme, at hun ikke kan se sin spinkle otteårige lillesøsters mave.

Hun er ikke i tvivl om, at søsteren er død, men det er stadig uvirkeligt. Hun har brug for at sidde med den lille hånd i sin og mærke den blive koldere og koldere og se huden blive bleg, og negle og læber blå. Først dér kan hun græde. Hvor længe hun sidder alene hos sin afdøde søster på hospitalsstuen, ved hun ikke.

Hændelsen fandt sted i 2008. Rebeccas lillesøster Ditte var indlagt og skulle opereres for tarmslyng. Operationen var relativt enkel, så familien anede ikke uråd. Det viste sig imidlertid, at tarmen ikke var blevet lukket ordentligt, så hun fik blodforgiftning. Fem dage senere gav kroppen op efter en række hjertestop.

”Jeg vidste ikke, hvor slemt det var, før jeg kom på hospitalet og krammede mine forældre, der græd. Jeg havde fået at vide, at min søster havde været væk, og det forstod jeg, som at hun var besvimet. Det havde jeg set før. Når hun slog knæet, kunne hun besvime. Jeg tænkte slet ikke på hjertestop,” siger Rebecca.

Situationen blev ikke mere virkelig, da hun tog afsked med sin lillesøster til begravelsen. En otteårig krop på 16 kilo fylder ikke meget, så kisten var så lille og blomsterne så overdådige, at det næsten virkede grotesk.

Få dage efter var det meningen, hun skulle starte på efterskole. Egentlig havde hun mest af alt lyst til at blive hjemme.

Alligevel tog hun af sted en uge efter begravelsen, hvilket viste sig at være en klog beslutning. For der var det hendes sorg, som var i fokus, når søskendetabet blev italesat. Derhjemme gik hun med følelsen af, at hendes sorg ikke eksisterede.

”Når der kom blomster, var de enten til os alle tre eller til min mor og far. Der kom aldrig noget til mig. Det var lidt bizart. Jeg blev altid spurgt: 'Hvordan har dine forældre det?' Det var voldsomt svært og enormt irriterende. Folk ville kun høre om de gode ting, jeg oplevede. Der var ikke nogen, som så, at jeg var stoppet med at spise. Jeg spiste stort set kun et stykke hvidt brød om morgenen, så kroppen havde noget at køre på. Der var ikke noget mad, som smagte mig mere,” fortæller hun.

Måneder senere blev det opdaget på efterskolen, men hun oplevede ikke, at forældrene tog hånd om problemet. Hendes mor var selv så ødelagt, at hun knap nok kunne tage hånd om sig selv. Og hendes far kunne ikke rumme at skulle være der både for mor og datter og samtidig håndtere sin egen sorg. To måneder efter Dittes død blev forældrene skilt.

”De gik begge så meget i stykker, at de ikke kunne hjælpe hinanden. Jeg var på efterskole, så der var ikke rigtig noget derhjemme, som kunne holde dem sammen,” forklarer Rebecca.

Fordi forældrene havde svært ved at tale om søsterens død, har Rebecca selv gjort en dyd ud af, at Ditte ikke skulle gemmes eller glemmes. Lige så snart man træder ind i hendes lejlighed i Værløse, er man ikke i tvivl om lillesøsterens tilstedeværelse.

På den ene væg hænger to store billeder af søskendeparret, som Rebecca har lavet ud af perler. Overfor hænger en stor tegning, hvor et af de sidste billeder af Ditte er tegnet sammen med et billede af Rebecca som 18-årig.

På den ene væg hænger to store billeder af søskendeparret, som Rebecca har lavet ud af perler. Overfor hænger en stor tegning, hvor et af de sidste billeder af Ditte er tegnet sammen med et billede af Rebecca som 18-årig. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Derudover har hun lavet både en scrapbog og et album med billeder af lillesøsteren. Hun har brug for billederne. De er beviser på, at Ditte har været her.

”Hun var en møgunge og en lille terrorist,” siger Rebecca grinende og fortsætter:

”Hun lignede en engel med sit lange lyse hår, lige indtil hun fandt på et eller andet. Hun var den klassiske lillesøster, der drillede, når jeg havde veninder på besøg. Og selvom hun var otte år, smurte hun kødsovs bevidst eller ubevidst i hele ansigtet, så hun lignede noget, der var løgn, når vi var ude at spise”.

Søskendebåndet var stærkt. Forældrene havde en times kørsel til og fra arbejde, så Rebecca var ofte alene med sin søster.

”Jeg blev mobbet i folkeskolen og brugte hende som tilflugtssted. Jeg kunne finde på at ringe til min mor for at høre, om jeg måtte hente Ditte tidligt fra fritidshjemmet. Så tog vi sammen på biblioteket, købte chokolade på vejen og hyggede os. Min søster var min klippe,” fortæller hun.

Med psykologhjælp har hun fået afløb for de frustrationer og følelser, der ellers ikke har været plads til, og hun håndterer selv sin sorg ved at skrive dagbog og kaste sig ud i kreative projekter, hvor hun finder ro.

Derudover har hun gennem organisationen Børn, Unge & Sorg samt netværket Søskendekram fundet andre efterladte søskende at spejle sig i. Hun er ikke bange for at tale om tabet. Tværtimod. Døden er så naturlig en del af tilværelsen, at det ikke burde være tabu at tale om. Heller ikke når den rammer før tid.

I dag er Rebecca pædagogstuderende og har fundet en måde at leve på, hvor tabet gør mindst muligt ondt, selvom lillesøsteren stadig fylder meget. Især ved sin fødselsdag kan Rebecca stadig mærke tabet af Ditte.

I dag er Rebecca pædagogstuderende og har fundet en måde at leve på, hvor tabet gør mindst muligt ondt, selvom lillesøsteren stadig fylder meget. Især ved sin fødselsdag kan Rebecca stadig mærke tabet af Ditte. Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Jeg bliver et år ældre, men det gør hun ikke, så jeg føler, jeg rykker længere væk fra hende. Hun bliver jo aldrig ældre end otte,” forklarer hun.

Men de gode minder overgår de triste. For nylig fandt hun et af søsterens smykker og går nu selv med det lille elefantvedhæng om halsen. Og oplever hun en særlig svær dag, kan hun finde Dittes gamle bamse frem og græde lidt i dens selskab.

”Jeg ved ikke, om jeg tror på Gud. Men jeg kan ikke tro på, at det hele bare er slut. For min egen skyld bliver jeg nødt til at tro på, at hun er et sted og kan se ned på mig og sige: 'Det er min storesøster. Og hende er jeg vildt stolt over',” siger Rebecca Bendixen.