Hvis en videnskabsminister ikke må være troende, må en videnskabsmand så være det?
Spørgsmålet har måske strejfet astrofysiker Johan Uldall Fynbo i løbet af en uge, hvor debatten om en kristen videnskabsminister har raset i medierne, men aldrig for alvor plantet nogen tvivl hos ham.
For den 43-årige professor i astrofysik ved Niels Bohr Instituttet i København er svaret indlysende klart. Religionen giver mennesket mulighed for at sætte ord på fænomener, som det videnskabelige vokabular ikke kan rumme.
Og så længe de to sprog holdes adskilt, er det helt uproblematisk at være troende og samtidig beskæftige sig med videnskab.
Det er den moderne religionskritik, der desværre mangler forståelse for den sproglige forskel, mener han.
”Min tro betyder selvfølgelig meget for, hvem jeg er, og hvordan jeg anskuer livet, men den har absolut ingen indflydelse på, hvordan jeg går til mit arbejde. Jeg arbejder med den samme metodik, som naturvidenskabelige forskere har arbejdet med siden 1600-tallet.
Vi opstiller hypoteser og afprøver dem for at komme dybere i vores forståelse af verden, ikke for at bekræfte bestemte verdensbilleder,” siger Johan Uldall Fynbo.
Fra sit kontor på det prestigefulde Niels Bohr Institut i København forsker han netop i jordens tilblivelse, når han arbejder med observationer af de første stjerner og galakser, der dannedes efter Big Bang, og som langsomt kollapsede på grund af tyngdekraften for derefter at danne større og større strukturer.
”Med naturvidenskaben kan vi søge forklaringer og forståelse for, hvordan tingene opstår, hænger sammen og udvikler sig.
Men med religionen kan vi søge forståelse for nogle mere værdi- og meningsbetonede dele af det menneskelige liv: Det gode, det onde, det hæslige og det vidunderlige. Livet og døden. Det er to forskellige dimensioner af eksistensen, men ikke dimensioner, der udelukker hinanden,” siger Johan Uldall Fynbo.
Astrofysikeren er vokset op i en lille landsby i Østjylland hos forældre, der begge var rundet af Indre Mission.
Ingen af dem var imidlertid begejstrede for religiøs dogmatik, så de valgte ifølge Johan Uldall Fynbo en mere udogmatisk ”folkekirke-kristen” opdragelse af deres børn.
Johan bad aftenbøn og gik, som alle andre børn i landsbyen, i søndagsskole, og kristendommen blev dermed en helt naturlig del af barndommen, men også senere et aktivt tilvalg i Johan Uldall Fynbos voksne liv.
”I mine teenageår tvivlede jeg meget på min tro. Det gik også op for mig, at tro bliver udlagt som noget intellektuelt angribeligt.
At det er ubegavet at være troende. Det tænkte jeg meget over. Om det at tro overhovedet var foreneligt med at være et moderne menneske, der interesserede sig for videnskab.
Min tvillingebror valgte troen fra. For ham handlede det om, at ondskaben i verden ikke kunne forenes med troen på en skabende gud. Det kan jeg sådan set godt følge, men jeg endte med selv at vælge troen til.
Det var en oplevelse, der gjorde, at det var rigtigt for mig. Jeg mærkede ro og kærlighed i troen,” siger Johan Uldall Fynbo og fortsætter:
”For mig ville det være at afskære dele af virkeligheden at lægge troen fra mig. Den gør tilværelsen mere komplet.”
Derfor ærgrer det også Johan Uldall Fynbo, når ikketroende - men også troende mennesker - insisterer på, at videnskab og religion er uforenelige størrelser, der ikke kan eksistere som to sidestillede og forskellige måder at anskue verden på, men absolut må udelukke hinanden.
”Problemerne opstår netop i det øjeblik, man begynder at blande tingene sammen eller bliver for dogmatisk omkring sin position.
Bibelen kan ikke læses som et naturvidenskabeligt skrift, men naturvidenskaben kan omvendt heller ikke tage patent på en endegyldig sandhed. Det er naivt at tro, at det verdensbillede, som videnskaben præsenterer i dag, er det sande.
Verdensbilledet er ikke statisk, men forandrer sig efterhånden, som vi med naturvidenskabelige metoder nærmer os en dybere forståelse. Naturen eller ”verden” er et stort og kompliceret mysterium, som vi ikke skal bilde os ind, at vi er bare i nærheden af fuldt at forstå,” siger professor Johan Uldall Fynbo.