At blive enke eller enkemand er et af livets store slag. Præcis hvor hårdt det rammer, når ældre mellem 62 og 82 år bliver alene, kastes der lys over af en rapport, som KORA (Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning) offentliggør i dag.
Konklusionen er, at enkestand rammer på sjælen, og parametrene står i kø:
Enker og enkemænd har et lavere psykisk velbefindende end gifte, når deres svar sammenlignes på et indeks for psykisk trivsel. Især for mændene er mistrivslen langvarig og tilstanden uændret op til fire år efter, at ægtefællen døde.
Enker og enkemænd er oftere alene, selvom de egentlig hellere vil være sammen med andre.
De har et større forbrug af antidepressive midler – og af smertestillende medicin.
De har langt flere kontakter til deres praktiserende læge.
Dét er resultater, man allerede er bevidste om i faglige kredse. Men så meget desto vigtigere er det, at samfundet tager hånd om en sårbar gruppe, der vil lide iblandt os, så længe mennesker finder sammen og dør fra hinanden, siger Rikke Lund, lektor på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet:
”Det grænser til det selvindlysende, at det selvfølgelig er vanvittigt hårdt at blive alene. Samtidig er det en præmis i menneskelivet. De fleste vil opleve det, men vi har skabt nogle strukturelle forhold i samfundet, der gør det svært at afbøde virkningerne, for bliver du alene, så ér du alene,” siger hun.
KORA har også undersøgt enkestandens fysiske helbred. Men enkerne og enkemændene har ikke øget risiko for et nedsat funktionsniveau i deres daglige aktiviteter, ligesom det heller ikke kan påvises, at deres fysiske helbred i øvrigt lider skade.
Det er den psykiske mistrivsel, der flytter ind i kroppen og kommer til udtryk, når de efterladte ældre går mere til læge og i højere grad tager medicin mod smerter, tolker rapportens hovedforfatter Eigil Boll Hansen:
”Når man mistrives psykisk, kan man føle sig syg, og har man ingen at drøfte sin situation med, er man muligvis mere tilbøjelig til at opsøge lægen. Tilsvarende peger videnskab på, at smerter kan være en følge af, at man har det psykisk dårligt.”
Det øgede medicinforbrug er netop blandt rapportens mest alarmerende fund, mener Christine Swane, direktør i Ensomme Ældres Værn, der som fond har støttet forskningsprojektet.
”Rapporten dokumenterer, at også sorg, ensomhed og dårligt psykisk velbefindende mødes med medicin. Det er et fattigt svar på den psykosociale belastning, det er at miste sin partner,” siger hun.
KORA har undersøgt belastningen ved at blive alene op til fem år efter, en partner gik bort. Det stod klart, at mange konsekvenser aftog med sorgen og årene. For eksempel var enkernes - modsat enkemændenes - psykiske mistrivsel mindre tre-fire år efter, de blev alene, end det første år eller to.
Rikke Lund medgiver, at dårlig trivsel i en periode er en naturlig reaktion på tabet. Men hun efterlyser et samfund, hvor alternative fællesskaber kan tage vare på den enkelte, når den næsten uundgåelige lidelse ved at blive alene slår ned:
”Vi har i samfundet ingen tradition for, hvad der skal ske, når en ældre bliver alene. Vi bor ikke længere med vores gamle forældre, og det er først, når du er meget dårlig, at du kan komme på plejehjem. Man bor simpelthen alene i dag. Der mangler bomuligheder for folk, der mangler nogle at bo med, og jeg mener også, vi bør overveje at indrette vores bysamfund, så det bliver lettere at møde andre,” foreslår hun.
Også Christine Swane efterlyser strukturelle løsninger på et grundvilkår ved ældre menneskers tilværelse:
”Der er for eksempel langt færre gerontopsykologer (med speciale i ældre, red.), end der er psykologer til børn og unge. Fire år, som sorgen altså varer for mange enkemænd, er rigtig mange dage at have det skidt. Særligt når vi ved, at man kan afhjælpe den tilstand med social og psykisk støtte. Det er vigtigt for resten af samfundet at forstå, at sorgen er hård for gamle mennesker, der mister deres ægtefælle, selv om det er mere forventeligt, når man bliver gammel,” siger hun.