Tre kenyanske familier og tre skandinaviske par står lige nu i enhver forælders mareridt.
Et par fra Danmark og to fra Sverige, der er i gang med at adoptere børn fra Kenya og har opholdt sig i det østafrikanske land i adskillige måneder sammen med deres respektive adoptivbarn, er blevet pålagt at aflevere børnene tilbage til de kenyanske myndigheder.
Det sker, efter at myndigheder har fundet ud af, at børnene ikke er forældreløse, men at deres biologiske forældre eller andre familiemedlemmer faktisk leder efter dem.
I det danske pars tilfælde har de siden marts levet med deres fireårige adoptivdatter, som de nu risikerer at skulle aflevere tilbage, da pigens mor er dukket op. Hun fortæller, at hun desperat har ledt efter sin datter i månedsvis, efter at datteren blev væk under en bustur.
Disse historierne kommer på trods af, at Kenyas regering allerede i slutningen af 2014 indførte et midlertidigt stop for adoptioner til udlandet, fordi der var mistanke om børnehandel i adoptionsprocesserne. Sager, der allerede var under behandling – herunder de tre skandinaviske pars adoptioner - fik dog lov at fortsætte.
Men det var måske en fejlvurdering, siger Lene Myong, der er lektor og forsker i transnational adoption på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet samt medlem af Tænketanken Adoption:
”Man kan undre sig over, hvorfor de danske myndigheder gennemfører adoptionerne, når nu Kenya selv lukkede for transnationale adoptioner på baggrund af mistanke om kriminalitet og korruption. Jeg er klar over, at man har haft tilladelse til at gennemføre de adoptioner, der allerede var i proces, men sagen viser, at de adoptioner på ingen måde er hævet over de strukturelle problemer, som stoppet var en reaktion på. Det at gennemføre adoptioner, der allerede er i proces i en sådan situation, er først og fremmest at imødekomme adoptivforældrene," siger Lene Myong, der i øvrigt selv er adopteret fra Korea.
For selvom barnløse par og enlige adopterer børn fra udviklingslande i bedste mening for at give børnene et liv fyldt med kærlighed og tryghed i et land med bedre fremtidsmuligheder, så er der ifølge Lene Myong ”kæmpestore problemer og udfordringer" , som knytter sig til transnational adoptionspraksis:
”Et af problemerne er, at man bliver ved med at se de her sager som undtagelser og ikke som et systemisk problem ved transnationale adoptioner,” siger hun og fortsætter:
”Der eksisterer i dag mange vidnesbyrd og andre former for dokumentation af, at børn er blevet adopteret på ulovligt grundlag. Der er mange historier om adopterede, der finder ud af, at det, der står i deres adoptionspapirer, er fabrikerede oplysninger. Man behøver blot at se et program som Sporløs – men der har også gentagne gange været fremlagt sager i Danmark, som peger på systematiske problemer. I 1990’erne blev børn fra Rumænien adopteret på baggrund af forfalskede lægeattester, og der har været sager om adoptioner fra Indien og Korea, hvor børn eksempelvis er blevet bortadopteret uden deres oprindeliges forældres samtykke,” siger Lene Myong.
I Danmark kan det sagtens koste flere hundrede tusinde kroner at adoptere et barn fra udlandet.
DanAdopts gebyroversigt fra september 2014 viser, at priserne spænder fra 170.900 kroner for et barn fra Sri Lanka til 282.700 kroner for et barn fra Sydkorea. Alle familier er dog berettigede til et adoptionstilskud fra staten på cirka 50.000 kroner.
De store pengesummer, det kræver at adoptere et barn fra udlandet, er en del af problemet, fortæller Lene Myong:
”Adoption er forretning. Den amerikanske forsker David Smolin har dokumenteret systematisk kriminalitet i relation til adoptioner fra Indien. Hans forskning påviser, at de store pengebeløb skaber grobund for kriminalitet, handel og korruption, da man ofte adopterer fra fattige lande,” siger hun og fortsætter:
”De store pengebeløb og den økonomiske ulighed er et kæmpestort problem, men samtidig er det også en illusion at tro, at problemerne vil forsvinde, hvis bare omkostningerne ved adoption formindskes.”
Den danske forfatter Maja Lee Langvad, som selv er adopteret fra Sydkorea, udgav i 2014 bogen ”Hun er vred. Et vidnesbyrd om transnational adoption”, som kaster et kritisk blik på international adoption, som ifølge forfatteren er blevet til en global industri, der ikke længere sættes tilstrækkeligt stort spørgsmålstegn ved.
I bogen kalder Maja Lee Langvad det for en myte, at de transnationale adoptioner er en god gerning:
”Det, som man kan kalde for et frelsermotiv, slår stadig meget stærkt igennem i adoptionsspørgsmål i dag. Forestillingen om, at man redder et barn fra et ellers dårligt liv gennem de transnationale adoptioner, er stadig et af de argumenter, der bliver brugt, når man forsøger at legitimere transnational adoption i dag,” sagde hun i et interview i Kristeligt Dagblad i forbindelse med bogens udgivelse.
Lene Myong er delvist enig:
”Transnational adoption er på ingen måde en løsning på de meget komplekse og strukturelle problematikker, der gør sig gældende i adopteredes oprindelseslande, der blandt andet handler om fattigdom, stigmatisering og manglende rettigheder til enlige forældre. Transnational adoption er først og fremmest en løsning på danske adoptanters barnløshed og ønsker om at adoptere.”
Hun mener, at man bør diskutere andre muligheder for hjælp, hvis man virkelig ønsker at gøre livet lettere for fattige familier:
”Det er påfaldende, at man ikke diskuterer muligheder for andre former for intervention, i det omfang man tænker, at der er mennesker – både børn og voksne - der står i en udsat situation. I det transnationale adoptionssystem kan du bortadoptere dit barn, men der er ingen ”hjælp” at hente, hvis du for eksempel gerne vil blive sammen med dit barn. Betingelsen for at få ”hjælp” er, at du skal afgive dit barn, som derefter migreres til et andet land og familie. Det transnationale adoptionssystem giver dig ingen mulighed for at migrere sammen med dit barn. Jeg synes, den betingelse bør diskuteres.”