Er overvågning en hjælp, eller ødelægger vi barndommen?

barn, lege,

Hvis man giver legen et mål, er det ikke længere en leg, og dens kreativitet og uforudsigelighed vil forsvinde. Alt det fantasifulde og eksperimenterende skades, og det synes jeg er en meget stor risiko at løbe, siger Erik Sigsgaard. Modelfoto Iris

Det afgørende må være, at den ny tracking-teknologi sikres, så den ikke kan misbruges.
Christiane Vejlø

Det er ikke teknologien, men forældrenes forvaltning af den, der er et problem, mener digital trendanalytiker. Vi risikerer at skade børns frihed til at lege og udfolde sig frit, frygter børneforsker

Christiane Vejlø, digital trendanalytiker hos Elektronista Media

Nye former for børnetøj med en installeret chip giver forældrene mulighed for at se, hvor meget barnet bevæger sig. Hvad mener du om den udvikling?

Tøj udstyret med en chip må ses som led i en teknologisk tracking- og overvågningsudvikling, som allerede er i fuld gang, og som vi ikke har en jordisk chance for at stoppe. Vi bliver nødt til at indstille os på, at det er den vej, det går, og derfor giver det langt bedre mening at se på de muligheder, teknologien rummer.

Jeg har allerede set flere eksempler på spil til computere og tablets, hvor børn kan høste point og få adgang til mere spilletid, hvis de bevæger sig fysisk. Det er integrerede spilleelementer, der honorerer børnenes fysiske aktivitet med point og prestige, og som netop er designede til at øge motion og fysisk aktivitet hos børn. Det giver rigtig god mening i USA, hvor problemerne med børneovervægt er massive, men det bliver også mere attraktivt på et dansk marked, hvor overvægt og inaktivitet blandt børn også er i vækst.

Men børneeksperter og psykologer er bekymrede for, at overvågning af børn, som for eksempel med den ny flyverdragt, vil øge presset på deres i forvejen indskrænkede autonomi og frihed. Har de ikke ret i den bekymring?

Jeg synes, der er langt mere grund til at bekymre eller i hvert fald interessere sig for, hvem der får adgang til de data, som trackingteknologien genererer. Det har altid været forældres job at vurdere og tage stilling til, hvor meget eller hvor lidt, de vil holde øje med deres børn.

Det ændrer teknologien ikke grundlæggende ved, for det er stadig op til den enkelte mor og far og deres helt almindelige sunde fornuft at afgøre, hvordan og i hvilket omfang den ny teknologi skal bruges. Præcis som det altid har været deres opgave at sætte rammerne for, hvor meget fjernsyn, hvor mange tegneserier og nu hvor meget iPad og computer deres børn skal have adgang til.

Mens det kan være både smart og fornuftigt, at forældre og måske også lærere og pædagoger ved, hvor børnene er, og hvad de laver, er det imidlertid vigtigt at sikre, at den viden ikke er tilgængelig for alle. Derfor må det afgørende være, at den ny tracking-teknologi sikres, så den ikke kan misbruges.

Hvad med forholdet mellem pædagoger, lærere og forældre. Kan man ikke frygte, at det forhold vil komme under pres, hvis forældrene ikke synes, at deres børn ”motioneres” nok i skolen eller i børnehaven og nu har data til at bevise det?

Man kunne lige så godt forestille sig, at pædagogerne og lærerne ville vende teknologien mod forældrene og udfordre dem på, at børnene ikke bevæger sig nok derhjemme. Det er jo ikke nyt, at der kan opstå konflikter omkring, hvor meget forældre skal blande sig i den linje, der lægges af de professionelle voksne eller omvendt.

Det er et vilkår ved den måde, vi har indrettet os på, og en balance, som hele tiden skal findes og justeres. Jeg tror ikke på, at ny teknologi rykker nævneværdigt ved den udfordring. Omvendt ser jeg nogle reelle muligheder i den ny teknologi, som både forældre lærere og pædagoger kan bruge på en konstruktiv og sundhedsfremmende måde.

Erik Sigsgaard, børneforsker og tidligere lokal- og folketingspolitiker for SF og VS

Nye former for børnetøj med en installeret chip giver forældrene mulighed for at se, hvor meget barnet bevæger sig. Hvad mener du om den udvikling?

Jeg synes, det er en vældig skidt idé. Vi har tvunget børn til at sidde ned igennem institutionaliseringen, og de tilbringer næsten hele deres barndom og ungdom på den ene eller anden slags skolebænk.

Der, hvor børn bevæger sig mindst, er den kolossale del af deres barndom, de er i institution eller i skole. Men når forældre får mulighed for at se efter, hvor meget deres børn bevæger sig, bliver det hurtigt en form for konkurrence med dem selv.

Og man skal tænke sig meget godt om, når man reducerer børns leg til at blive jaget af sted og bevæge sig mere i morgen, end de gør i dag. Når børn er ude, leger de, og det karakteristiske ved legen er netop, at den ikke har et mål.

Hvis man giver legen et mål, er det ikke længere en leg, og dens kreativitet og uforudsigelighed vil forsvinde. Alt det fantasifulde og eksperimenterende skades, og det synes jeg er en meget stor risiko at løbe.

Den finske virksomhed tænker jo godt om børn og dårligt om, at kroppen har det dårligt, så udgangspunktet er godt nok, men resultatet synes jeg bestemt ikke særlig godt om.

Al forskning viser, at børnene i Norden har stadig større problemer med overvægt. Er dette ikke en meget god måde at løse det på?

Bevægelse er selvfølgelig godt, men det ender med, at børnene bevæger sig for andres skyld, for far og mor, i stedet for at gøre det, som barnet selv har lyst til - nemlig at lege. Det her produkt er et slag mod barnets i forvejen meget begrænsede frihed.

Alle voksne husker tilbage på en barndom, hvor det første, man gjorde, når man havde fri, var at løbe ud at lege. Men ved at lave sådan en bevægelseschip forsvinder det formålsløse ved legen, som er så smukt, og det truer i høj grad børns evne til at lære gennem leg, når målet bliver bevægelsen frem for det tænksomme.

Vi ved jo, at børn bruger flere og flere timer foran diverse skærme. Er det ikke nødvendigt at have et elektronisk alternativ, der opfordrer til bevægelse over for iPads og computerspil, hvor børnene sidder stille?

Vi skal tænke over, hvordan vi bruger elektronikken. Bruger vi den, så vi styrker det legende? Bliver den et instrument for børnene i deres fri eksperimenterende undersøgelse af verden, eller bliver den til et redskab, som forældrene kan bruge til at overvåge og i højere grad styre børnenes adfærd?

Det her kan nemt ende med at pålægge børnene et ansvar for, at de bevæger sig nok. Synes vi voksne, at de bevæger sig for lidt, er det os og ikke børnene, der bør gøre noget.

Børn skal ganske enkelt ikke spekulere på, om de har bevæget sig nok. Ville vi bryde os om, at andre voksne kontrollerede vores bevægelse med en chip? Nej, vel? Så lad os ikke påføre børn en kontrol, vi selv vil have os frabedt.