Kan man kritisere og samarbejde med sharia-samfund på en gang?

Fotos: Tv: Kronprinsparret på rundvisning under besøget i Saudi Arabien. Th: Grimhøjmoskéen i Aarhus Scanpix

Hvis vi ikke skal handle med eller besøge lande, vi ikke er enige med, bliver det meget svært at være et lille land i en stor verden.
Jakob Ellemann Jensen, Venstre

Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen ser intet problem i at styrke samarbejde med sharia- samfundet Saudi-Arabien og samtidig kritisere sharia- udmeldinger fra Grimhøjmoskéen i Aarhus

Jakob Ellemann-jensen, politisk ordfører for Venstre, Saudi-Arabien er et land, der er kendt for at bryde menneskerettigheder, ytringsfrihed og pressefrihed. Hvorfor overhovedet sende regeringens udenrigsminister og Kronprinsparret derned?

Som det fremgår af de ting, udenrigsministeren allerede har sagt, er han netop dernede for at fremføre megen af den kritik, vi som danskere har af Saudi-Arabien. Vi mener bestemt ikke, at man skal hverken henrette eller på anden måde fysisk forulempe mennesker, der begår forbrydelser. Og det er en kritik, han har fremført og tydeligt har sagt til danske medier.

Men er det ikke en form for blåstempling af den måde, landet styres på, at sende erhvervsdelegationen med Kronprinsparret derned?

Det mener jeg ikke, det er. Hvis vi ikke skal handle med eller besøge lande, vi ikke er enige med, bliver det meget svært at være et lille land i en stor verden. Jeg synes netop, at det, at man ønsker dialogen og de tætte forbindelser, er en god idé, når man har med et land som Saudi- Arabien at gøre, der tænker så anderledes om så mange ting.

Er det ikke dobbeltmoralsk at tage til Saudi-Arabien, der står for yderligtgående holdninger, og hvor ligestilling er ikke-eksisterende, når det ikke er i orden for imamerne i Grimhøj at prædike mange af de samme synspunkter?

I Danmark bestemmer vi reglerne, i Saudi-Arabien bestemmer saudierne reglerne. Det mener jeg er en ret væsentlig forskel. Derfor er det de danske regler, der gælder i Danmark, og ifølge vores regler stener man naturligvis ikke folk, og det hører overhovedet ikke hjemme i Danmark at undervise i, hvornår det er rimeligt at stene nogen.

Så kan man mene, at det slet ikke hører hjemme i verden, og det mener jeg sådan set også. Men der er dog en forskel på, at vi herhjemme fastsætter lovgivningen i Danmark, og saudierne fastsætter lovgivningen i Saudi- Arabien. Derfor mener jeg, at de to ting ikke er sammenlignelige, og jeg mener bestemt ikke, at det er dobbeltmoralsk, at man kritiserer de absurde udtalelser fra Grimhøjmoskéen, mens man laver et erhvervsfremstød i Saudi-Arabien.

Hvis vi skal boykotte muslimer med yderligt- gående holdninger, bør vi så ikke også gøre det samme med lande, der langt hen ad vejen mener det samme?

Jeg mener, der er en forskel på, om noget prædikes i Danmark eller i Saudi-Arabien. Jeg tror ikke, at den bedste måde at italesætte disse ting på over for et land som Saudi-Arabien er at boykotte dem. Vejen til dialog med et land, der tænker så fundamentalt anderledes end os, foregår ikke gennem lukkede døre.