Kronborg Slot, Roskilde Domkirke, gravhøjene, runestenene og kirken i Jelling, parforcejagtlandskabet i Nordsjælland, Brødremenighedsbyen i Christiansfeld, Stevns Klint, Vadehavet og Ilulissat Isfjord er allerede i det fine selskab på FN's organisation for kultur og undervisning, Unescos liste over unik verdensarv.
Men nu har rigsfællesskabet efter flere års forberedelse endnu en ansøgning klar til vurdering hos Unescos eksperter. Og denne gang drejer det sig om fem områder i Kujataa i Sydgrønland, hvor nordboerne i sin tid med Erik den Røde i spidsen slog sig ned og begyndte at dyrke landbrug.
Det var således ikke falsk markedsføring, da Erik den Røde i 982 opdagede verdens største ø og kaldte den Grønland. For området Kujataa i Sydvestgrønland ligger - især om sommeren - som et grønt, mildt klimabælte mellem indlandsisen og Davisstrædet, hvor man ellers ikke kan dyrke jorden i det kolde arktiske klima.
”Nordboerne forstod at leve af at dyrke landbruget ved at kombinere det med jagt efter havpattedyr i Davisstrædet. Nordboerne forsvandt igen i midten af 1400-tallet, men fra 1700-tallet kom inuitterne til og levede på samme måde både af landbrug og jagt. Og der er ret unikke spor efter begge dele i området, hvor der stadig dyrkes landbrug,” siger arkitekt og specialkonsulent Bolette Lehn Petersen fra Slots- og Kulturstyrelsen.
Hun har været med til at udforme ansøgningen i samarbejde med Grønlands Selvstyre, Kujalleq Kommune og Grønlands Nationalmuseum.
”Det har været en grundig proces, hvor styregruppen også har mødtes med de lokale fåreavlere og politikere, så alle var med på, hvad der skete. Det ville både være til gavn for turismen og området, hvis ansøgningen gik igennem. For udover at tiltrække turister ville det også sikre, at området blev beskyttet mod, at der gives rettigheder til råstofundersøgelser i området,” siger hun.
Området, der er på knap 350 kvadratkilometer stort, dækker fem områder. De repræsenterer tilsammen en vifte af unikke fortidsminder som Hvalsø Kirkeruin tæt ved Qaqortoq, Erik den Rødes gård, Brattahlid i det nuværende Qassiarsuk, bispesædet Gardar i Igaliku og flere arkæologiske steder med velbevarede spor af beboelse, der fortæller om inuitters tilpasning til en livsstil som landbrugere.
Det er kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V), der er den officielle underskriver af ansøgningen, der altså skal overbevise Unesco om, at Kujataa er værdig til en plads på listen over verdens unikke kultur- og naturarv.
Og han kalder ansøgningen oplagt.
”Rigsfællesskabet har en enestående historie, som vi skal værne om ved at formidle den til hele verden og ved at beskytte den med en forpligtende plads på verdensarvslisten,” lyder det i en skriftlig kommentar fra Bertel Haarder.
Hvis ansøgningen som håbet lever op til de formelle krav, skal en gruppe af Unesco's egne eksperter undersøge Kujataa til sommer. Og det vil tidligst blive afgjort, om kulturlandskabet faktisk bliver optaget på den attraktive verdensarvsliste næste år.