Da Bente Sorgenfrey, formand for den store faglige organisation FTF, var til møde i Aalborg under og efter folkeafstemningen, traf hun fire nej-sigere, som afviste en tilvalgsordning af vidt forskellige grunde. En virksomhedsejer fik myrekryb af bureaukratiet i Bruxelles. En taxachauffør var bekymret for, hvad et ja ville betyde i forhold til antallet af flygtninge. En tredje var modstander af at give Folketinget større indflydelse i forhold til at afgive suverænitet, og en fjerde var træt af det eliteprægede EU-projekt.
Den danske befolkning sagde torsdag nej til en ændring af Danmarks retsforbehold. Dermed trodsede et flertal anbefalingerne fra den politiske elite. Et ja blev nemlig anbefalet af 63 procent af Folketingets medlemmer og af samtlige toneangivende danske erhvervsorganisationer, fagforeninger og flere humanitære organisationer.
Fælles for nej-sigerne er, at de understreger den kløft mellem eliten og den almindelige befolkning, der præger holdningen til Den Europæiske Union, siger 59-årige Bente Sorgenfrey, der selv har en fortid som glødende EU-modstander, men stemte ja ved folkeafstemningen.
Ser man nærmere på danskernes stemmer, er det den mere veluddannede og rige del af befolkningen, som har stemt ja. Skal kløften mellem de bedst stillede og den brede befolkning overvindes, er det nødvendigt, at danskerne lytter meget grundigt til hinanden.
Sådan lyder anbefalingen fra en ja- og en nejsiger, en forfatter samt en forsker efter afstemningen.
”Forskere må kigge nærmere på afstemningsresultatet, og hvad nej'et er udtryk for. Både ja- og nejsigere må lære af situationen. Ja-siden skal respektere, at nej-siden har vundet. Men nej-siden må også respektere, at ja-siden udgør et meget stort mindretal på 47 procent. Begge sider må lægge øret til jorden og lytte til modparten. Nej-siden ønsker ikke, at Danmark skal afgive suverænitet. Hvis vi skal videre, må nej-sigerne sige, hvor de mener, grænsen for Danmarks suverænitetsafgivelse går, og hvad de vil med EU på længere sigt. Ja-sigerne må lytte til nej-sigernes kritiske holdninger, og vi må have en europapolitisk aftale mellem alle parter, hvor det bliver gjort klart, hvor langt Danmark vil gå i forhold til at afgive suverænitet. Samtidig bør aftalen indeholde nogle mål for, hvad Danmark egentlig ønsker af det europæiske samarbejde,” siger Bente Sorgenfrey, der samtidig efterlyser en større oplysningsindsats.
”Det er sigende, at så mange unge har stemt nej, selvom de unge er en gruppe, der vil have gavn af globaliseringen. Jeg mener, at vi i blandt andet uddannelsessystemet har forsømt at fortælle om hele baggrunden for EU, og at det i bund og grund er et freds- og stabilitetsprojekt. Det er nødvendigt, at EU står sammen for at løse store sociale udfordringer og flygtningekrisen,” mener Bente Sorgenfrey, der selv hører til den lille kreds af danskere, som jævnligt rejser til Bruxelles.
Sognepræst i Dannemare-Gloslunde-Tillitze-Græshave på Lolland Henrik Gade Jensen stemte nej i torsdags. Han er enig med Bente Sorgenfrey i, at afstemningen i lighed med tidligere EU-afstemninger viser, at der er en kløft mellem modstandere og tilhængere, og han finder det afgørende, at politikere og befolkning tager en mere grundlæggende diskussion af visionerne for det europæiske samarbejde.
”Kløften mellem de veletablerede og borgerne er ikke ny. Det er spændende, at den artikulerede klasse med politikere og mange eksperter går ind for et ja, mens den mere uartikulerede, intuitive befolkning siger nej. Det samme skete i 1992 og ved afstemningen om euroen i 2000. Trods de kæberaslere, politikerne har fået, lader de ikke til at have forstået, at det ikke er borgerne, der er dumme - for deres intuition lader til at være klogere end politikernes og eksperternes viden,” siger han.
En forudsætning for, at de to grupper rykker tættere på hinanden, er ifølge Henrik Gade Jensen derfor først og fremmest, at den veletablerede klasse flytter sig.
”De skal forstå, hvad nej'et handlede om. Jeg tror, at mange ligesom mig ikke stemte nej på grund af retsakterne, men fordi vi ikke vil afgive suverænitet. Dermed er resultatet faktisk en tillidserklæring til politikerne, om at vi vil ledes af dem, men ikke af fremmede EU-politikere, som vi ikke kender eller forstår sprogligt. Den overnationale stat gør borgerne utrygge, og det må politikerne forstå,” siger han og tilføjer, at nej-siden også må hjælpe til.
”Nej-sigere bør forstå værdien af EU som et liberalt fællesmarked. Jeg mener, politikerne skal troværdiggøre EU som et kommercielt samarbejde til stor gavn for alle og afskrive de storpolitiske ambitioner. For det er der, de mister en masse folk. Det er nationalstaterne, der skal føre sikkerhedspolitik og gerne gennem Nato, ikke EU.”
Også forfatter og foredragsholder Lars Olsen, som har beskæftiget sig med sammenhængskraften i Danmark, mener, at det er ja-siden, der må rykke sig mest for at nå befolkningen, der stemte nej.
”Afstemningen understregede en kløft i Danmarks socialgeografi, hvor de vellønnede og veluddannede står over for de underprivilegerede. Hvor de velstillede ser gevinster ved EU, frygter den anden gruppe kriminalitet og konkurrence fra billig arbejdskraft. Og jo længere beslutningerne rykkes væk fra dem, jo sværere bliver det for dem at blive hørt. Den frygt må de velstillede tage alvorligt, ellers bliver kløften ikke mindre,” siger han og tilføjer, at han også mener, at EU-samarbejdet må tænkes om.
”I Danmark vil det være logisk, at man lavede et nationalt kompromis med en bredere europapolitik. Det kan også handle om at lave et større fælleseuropæisk arbejde, så EU ikke forbindes med nedskæringer, men med job.”
Julie Hassing Nielsen er postdoc ved Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet og politisk chef-analytiker ved tænketanken Kraka. Hun mener også, at politikerne grundigt bør overveje, hvordan de fremover kan komme i bedre overensstemmelse med deres vælgere.
”Afstemningen viser blandt andet en kløft mellem lavtuddannede og højtuddannede, og der er også en kløft mellem land og by. Nej'et denne gang er mere nuanceret end ved tidligere afstemninger blandt andet fordi Liberal Alliance anbefalede nej. Det er vigtigt at analysere de forskellige typer af nej. Et af de springende punkter i nej'et er suverænitetsafgivelse, og den bekymring må politikerne tage højde for,” påpeger Julie Hassing Nielsen.