Han er et af landets mest ufrie mennesker og har nu skrevet bogen ”Hymne til friheden”.
Flemming Rose, der i dag er udlandsredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten, blev for 10 år siden som avisens kulturredaktør kendt i store dele af verden for sin offentliggørelse af de famøse Muhammed-tegninger.
Den personlige konsekvens for ham er blevet, at han stort set ikke kan bevæge sig rundt herhjemme uden vagter og måske aldrig vil komme til det. Radikale islamister truer ham på livet.
Den skæbne påkalder sig betydelig respekt, og respekten bliver ikke mindre af, at Rose i dag, både herhjemme og i udlandet, fremstår som en af vores tids største og mest kompromisløse debattører og forsvarere af ytringsfriheden.
Hans vigtigste bog om emnet er ”Tavshedens tyranni”, der udkom for fem år siden. Den 500 sider tykke bog blev sidste år oversat til engelsk og af det anerkendte magasin The Economist kåret som en af årets vigtigste bogudgivelser.
Op til 10-året for offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne på onsdag - og under indtryk af islamistiske terroristers angreb på det franske magasin Charlie Hebdo i januar og det efterfølgende terrorangreb i Danmark - udkommer så denne mere letlæste, noget tyndere, men ikke mindre væsentlige bog.
”Hymne til friheden” gentager en række af de vigtigste pointer fra ”Tavshedens tyranni”, men bringer også emnet videre og prøver at se fremad. Det store spørgsmål, som Flemming Rose analyserer og debatterer, er, hvad der sker med ytringsfriheden, når især europæiske lande bliver mere etnisk, kulturelt og religiøst mangfoldige.
Eller sagt mere ligefremt: Hvorfor bøjer de europæiske samfund sig for, at en betydelig del af den voksende muslimske befolkning ikke ønsker kritik af islam og slet ikke satire eller latterliggørelse?
I mange europæiske lande reagerer politikere med at begrænse ytringsfriheden for at sikre den sociale fred. Større kulturel mangfoldighed følges alt for mange steder af mindre mangfoldighed af ytringer, og Flemming Roses sympatiske grundsynspunkt er, at et multikulturelt samfund ikke har brug for mindre, men for mere ytringsfrihed, hvis der skal være plads til alle borgere.
Den voksende mangfoldighed udgør den måske største udfordring for Danmark og Europa i de kommende år, mener han, og derfor er det så vigtigt at besinde sig på forholdet mellem frihed og mangfoldighed.
I første del af bogen tager Flemming Rose sin læser med til Frankrig, hvor han interviewer en række prominente publicister i kølvandet på det voldsomme angreb på satirebladet Charlie Hebdo, der kostede blandt andet chefredaktøren og en række tegnere og andre ansatte livet.
Derefter introduceres læseren for den latinamerikanske forfatter Mario Vargas Llosa, som Rose har interviewet i flere omgange. Llosa har bevæget sig fra at være stærkt venstreorienteret til at hylde de samme liberale værdier, som er Roses.
Mario Vargas Llosa konstaterer klogt, at retten til at udfordre og ytre sig respektløst var en afgørende landvinding for den demokratiske kultur, og at det er den pris, der er at betale for friheden, at friheden kan misbruges og ikke altid har et smukt ansigt. Der er ting i pressen, der er tåbelige og afskyelige, men det er prisen, som alle betaler for at kunne leve og ånde frit.
Llosa fastslår, at det er naivt at tro, at fanatikerne vil falde til ro, hvis man bøjer sig for dem. ”Det er som at give et lam til en tiger i den tro, at tigeren vil holde op med at gå på jagt efter andre dyr“.Det vil den ikke. Den vil fortsætte med at være tiger.”
Et af de mest interessante afsnit i bogen omfatter de problematiske tiltag i Europa, hvor flere lande har vedtaget love, der gør det strafbart at benægte jødeudryddelsen under holocaust.
I 2014 opfordrede Europarådets højkommissær for menneskerettigheder alle 47 medlemslande til at vedtage den type lov. Det er sket efter den bedste hensigt om at begrænse antisemitismen, men har skabt præcedens for, at politikere nu har magt til at lovgive om historieskrivningen.
Og så har disse forbud mod holocaustbenægtelse betydet, at der blandt muslimer er en voksende opfattelse af, at jøders tabuer beskyttes mod krænkelse, mens de selv - helt urimeligt - må tåle kritik.
Flemming Rose gør overbevisende rede for, hvordan denne lovgivning især i Østeuropa har undergravet standarden for ytringsfrihed og fået nye grupper til at kræve beskyttelse mod hadefulde ytringer om alt fra massemord til religionsforhånelse og kritik af et lands officielle historiefortælling.
Så sent som i foråret vedtog det ukrainske parlament et sæt love, der blandt andet gør det forbudt at benægte det legitime i Ukraines uafhængighedskamp i det 20. århundrede, til trods for at kampen ikke kun var vendt mod Stalin, men også medførte udryddelsen af jøder og polakker.
Og Rusland er nok det land, der er gået længst på området. Så langt at den anerkendte britiske historiker Anthony Beevor ikke længere tør besøge Rusland, fordi han i en af sine bøger beskriver sovjetiske soldaters brutale fremfærd under den Anden Verdenskrig og kan blive fængslet for det.
Flemming Rose citerer en russisk historiker for, at der nu er vedtaget såkaldte erindringspolitiske love i 23 europæiske lande. I flere lande er det forbudt at benægte det armenske folkemord, mens det i Tyrkiet er forbudt at kalde det et folkemord.
Denne nye ubehagelige bølge af statslig historieskrivning, hvor politikere bestemmer, hvad der må menes, er et udtryk for en autoritær samfundsopfattelse, som er imod alt, hvad Europa dybest set står for.
Rose konstaterer, at en af de ting, der adskiller et demokrati fra et diktatur er, at man i et demokrati kun straffer handlinger, mens man i et diktatur også straffer holdninger. Det europæiske projekt skal være antiautoritært i sin kerne og må hylde friheden, konstaterer han.
I et kapitel gør Rose rede for sit syn på den kontroversielle hollandske politiker Geert Wilders, der ønsker at diskriminere islam og muslimer ved at begrænse deres ytrings- og religionsfrihed. Flemming Rose selv argumenterer for det modsatte nemlig lighed for loven og samme frihedsrettigheder til alle, så længe man ikke tilskynder til vold.
Han tager i bogen centrale begreber under behandling, ikke mindst frihed og tolerance. Han mener, at tolerancebegrebet har ændret karakter fra engang at betyde, at man ikke forfulgte anderledes tænkende, til i dag at betyde at man ikke ytrer sig krænkende om andre og deres identitet.
Mens frihed i et samfund kun giver mening, hvis der er vidtgående tolerance over for holdninger, man ikke bryder sig om. Og så holder han det liberale synspunkt højt, at tanker og ytringer - heller ikke racistiske - ikke bør kunne forbydes. Kun ytringer, der tilskynder til vold.
Dermed er Flemming Rose på linje med den amerikanske samfundsmodel, hvor der ikke findes blasfemilovgivning eller racismelovgivning, men hvor al tale er lovlig, bare den ikke opfordrer til vold. Han hylder netop den model, og derfor havde det været spændende at høre hans fortolkning af den politiske korrekthed i tale og holdninger, der præger så megen amerikansk debat.
Måske fører manglen på formel lovgivning til, at der i den offentlige debat af sig selv sættes endnu strammere grænser, end dem vi oplever i mange europæiske lande, hvor der er lovgivet på området, men ofte føres en mere karsk debat end i USA.
Virkeligheden er, at ytringsfriheden altid er blevet forvaltet - ikke teoretisk - men konkret og derfor med mange skiftende hensyn, herunder også hensynet til hvordan man beskytter mindretal.
Selvom vi på denne avis aldrig har været enig med Flemming Rose og Morgenavisen Jyllands-Posten i hensigtsmæssigheden bag det oprindelige projekt med offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne, letter vi på hatten over hans stærke forsvar for den vidtstrakte ytringsfrihed.
Hans bog gør læseren klogere på, hvad frihed er, og hvorfor den er så vigtig at forsvare.