EU-kampagner i rødt og hvidt handler om tryghed

Danskerne har aldrig købt idéen om, at EU først og fremmest skulle skabe sikkerhed og tryghed i Europa. Paradoksalt nok dominerer løfter om tryghed dog både ja- og nej-kampagnerne op til folkeafstemningen den 3. december

”Vi skal passe på Danmark,” siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) igen og igen. EU-kampagnerne, hvad enten det er på nej-siden eller ja-siden, fokuserer på tryghed og sikkerhed.
”Vi skal passe på Danmark,” siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) igen og igen. EU-kampagnerne, hvad enten det er på nej-siden eller ja-siden, fokuserer på tryghed og sikkerhed. Foto: Christian Lindgren.

Folkeafstemningen på torsdag er endt i et hæsblæsende kapløb om at betrygge vælgerne.

”Vi skal passe på Danmark,” siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) igen og igen.

Selvom vi ifølge forskere lever i den tryggeste, mest fremgangsrige og fredeligste epoke i verdenshistorien, har kampagnerne fra både ja- og nejsiden været badet i nationale krigsmetaforer, og Holger Danske vender sig søvndrukkent på sit leje.

De store flygtningestrømme, krigene i Mellemøsten og ikke mindst terrorangrebene i Paris og København har sat scenen for en debat, der kunne have handlet om Danmarks integration i EU på det retlige område. En debat iført blå sokker.

I realiteten foregår den indhyllet i røde og hvide farver som til en afgørende landskamp. Den er blevet et spørgsmål om, hvem vælgerne tror på vil sikre den nationale og måske endda personlige tryghed.

Ja-siden har - foreløbig uden held jævnfør meningsmålingerne - forsøgt at bruge den generelle utryghed til at plædere for, at et ja er nødvendigt for at vi kan forblive i politisamarbejdet Europol. Et samarbejde, vi ellers må forlade på grund af EU-retsforbeholdet fra 1993, når samarbejdet meget snart bliver gjort overstatsligt.

Nej-siden, især Dansk Folkeparti, er gået ind på den bane og argumenterer for, at vi bare kan få en parallelaftale om Europol og afvise resten af det retlige samarbejde. Den udlægning er blevet anfægtet af flere eksperter, som mener, at det kan blive en langstrakt og besværlig proces at få en parallelaftale, hvis det overhovedet er muligt.

Problemet for ja-siden er, at eksperterne af skeptiske vælgere opfattes som en del af den magtelite, der vil true og lokke dem til at sige ja til ”mere EU”, som der står på nej-plakaterne. Når det kombineres med mediernes billeder af tusindvis af flygtninge på vej gennem Europa og af gale bombe-og maskinpistolmænd i europæiske hovedstæder, så svinder tiltroen til, at dette europæiske politisamarbejde i virkeligheden skulle kunne stille noget op over for det, de føler truer trygheden.

Også den politiske venstrefløj har taget de nationale briller på. Med Enhedslistens ordvalg skal man ikke flytte beslutningerne på det retspolitiske område længere væk fra befolkningen. Her er det svært at skimte blot en enkelt strofe fra kampsangen ”Internationale”, selvom partiet formelt erklærer sig som stor tilhænger af netop internationalt samarbejde.

Det fremgår blot ikke med hvem eller hvordan.Folkebevægelsen mod EU skriver på sin hjemmeside: ”EU skal ikke have magt over dansk retspolitik. Hjælp os med at bevare det danske retsforbehold.”

Temaet demokrati og folkestyre bringes også op på modstanderside. Der er dels problemet med, at EU er blevet til en uigennemsigtig, bureaukratisk maskine, dels at mange beslutninger flyttes fra folketingspolitikerne på Christiansborg til embedsmænd eller europæiske politikere, der har et ringere folkeligt mandat end de folkevalgte herhjemme. Igen er udgangspunktet, at det danske folkestyre er demokratiets officielle metermål.

Spørgsmålet om, hvad Danmark ”får ud af EU”, er på ingen måde ny. Ved folkeafstemningen i 1972 om EF-medlemsskabet var det de berømte flæskepriser, som skulle få flertallet til at sige ja. I 1986 handlede det om EU-pakken, det indre marked, hvor mere åbne grænser ville være en fordel for det eksporterende danske erhvervsliv. Maastricht-traktaten i 1992 var den første, hvor det var svært at finde entydige talestreger om, hvad der ville gavne Danmark og danskerne, og flertallet kvitterede med et nej tak. Først med de fire retsforbehold over for væsentlige dele af traktaten, lykkedes det året efter at få et ja til Edinburgh-aftalen.

Ved afstemningen om det monetære samarbejde og den fælles mønt, euroen, i 2000, gik debatten igen på, om det ville være til Danmarks fordel eller ej at gå med. Det blev et nej, fordi flertallet ikke ville sige farvel til et af de mest centrale nationale symboler, den danske krone. (Og fordi mange var utilfredse med den daværende SR-regering, men det er en anden historie).

Nationale fordele og ulemper blev tilmed omdrejningspunktet for folkeafstemningen om EU's patentdomstol, hvor det dog var sværere at se, at store nationalsymboler skulle være på spil, og det blev et ja.

I den aktuelle debat dominerer emnet sikkerhed og tryghed, og det er tankevækkende, at hele grundlaget for EU havde præcis samme udgangspunkt. I samarbejdets spæde start i 1950'erne var visionen at skabe et fredeligt Europa, hvor især Frankrig og Tyskland aldrig mere skulle kaste kontinentet ud i ødelæggende krige. Øget samhandel, åbne grænser og i sidste ende en union skulle fjerne den trussel.

Visionen spillede nok ind for nogle vælgere ved folkeafstemningen i 1972, men generelt er EU aldrig blevet hverken solgt til eller købt af danskerne som et europæisk fredsprojekt. Det er derimod blevet solgt som et nationalt bonuskort eller blevet afvist som en trussel mod den nationale suverænitet.

Så til trods for, at Danmark næppe før haft større fordel af EU's åbne grænser, den frie udveksling af varer og tjenesteydelser og af det tætte samarbejde på mange andre områder, er det ikke den succes, ja-siden markedsfører. Langt mindre, at der på europæisk niveau skulle kunne komme noget trygt eller godt ud af at et så bredt, retligt samarbejde som muligt.

Det er derimod den nationale tryghedsfortælling om, at vi nu får mulighed for at plukke præcis de dele af det retlige samarbejde ud, som vi ud fra en rent dansk betragtning bryder os om. Mens vi kan lade resten ligge.

Traditionen tro er der lagt op til en tæt afgørelse af, om vælgerne vil have den model.