Det er en uge siden, at det stod klart, at et flertal af de britiske vælgere havde stemt nej ved folkeafstemningen om fortsat britisk medlemskab af EU.
Men når den danske EU-kommissær, Margrethe Vestager (R), vågner om morgenen, er hun et splitsekund stadig i tvivl om, hvorvidt det virkelig skete.
”Det er en helt surrealistisk situation. For første gang i mit liv er jeg på kanten af at forstå Salvador Dalis kunst med ure, der smelter sammen, og elefanter med storkeben. Men det er afgørende, at EU ikke lader sig paralysere nu. Vi skal videre, selvom det bliver en viljesakt at komme det,” siger Margrethe Vestager, EU-Kommissær med ansvar for konkurrencespørgsmål, tidligere minister og tidligere politisk leder af Det Radikale Venstre.
Hun tror ikke på, at det er store gennemgribende reformer af EU, der skal til, sådan som blandt andre Morten Messerschmidt, Dansk Folkepartis medlem af Europa-Parlamentet, argumenterede for i Kristeligt Dagblad i går.
Det vil bare forhale de mange nødvendige initiativer, som EU har et ansvar for.
”Der er unge mennesker, der går og venter på en praktikplads. Der er andre, der ikke kan få arbejde. Der er flygtninge- og klimaspørgsmål. Det er den slags opgaver, EU skal være med til at løse, så folk kan se, at samarbejdet giver mening. Jeg synes, at vi skal spørge os selv, om vi kan gøre vores arbejde hurtigere og bedre i Kommissionen, og om Parlamentet kan blive mere effektivt,” siger hun.
Men er det ikke nødvendigt at ændre opbygningen af EU, når så mange mennesker tilsyneladende opfatter EU som et syvhovedet bureaukratisk monster? Vil utilfredsheden ikke bare fortsætte, hvis man ikke tager hånd om det?
”Jamen, EU er ikke et monster. EU er os allesammen, Det er medlemslandene og borgerne. Hverken mere eller mindre. Der sker jo ikke andet i EU’s system, end der sker derhjemme,” siger den danske kommissær, der kom til EU i 2014 efter 16 år i Folketinget som minister og/eller folketingsmedlem.
Margrethe Vestager er overbevist om, at det er de konkrete, mærkbare resultater, der vil overbevise folk om, at EU har sin berettigelse. Der er ikke noget, der kommunikerer bedre end handlinger.
”Hvis nogle skal tænke lange tanker, betyder det bare, at den globale opvarmning vokser imens, og energipriserne stiger. Jeg tror mere på, at vi skal gå ud og bruge det fællesskab, som allerede eksisterer, men prioritere vores tid bedre,” siger hun.
”Jeg tror, at mange forældre er mere og mere bekymrede for, at det ikke vil gå deres børn lige så godt, som det er gået dem selv. De oplever, at det bliver sværere at få en uddannelse, et job, en bolig. Og de ser til alle sider for at se, om der er nogen, der forstår deres bekymring og sætter noget i værk, så de kan få en tryg hverdag igen.”
”Derfor skal vi passe vores arbejde og sørge for, at EU bidrager så godt som muligt til at skabe den tryghed. Der er opgaver, der løses bedst i de nationale parlamenter, men der er rigtig mange ting, som vi kun kan ændre i fællesskab,” siger Margrethe Vest-ager, der som en af sine egne arbejdsopgaver har at få de store multinationale selskaber til at betale den skat, de er forpligtet til.
Er de nationale politikere gode nok til at kreditere EU for de beslutninger, der rent faktisk bliver truffet?
”Nej, ikke altid. Jeg har selv en rem af huden, Da jeg var økonomiminister, for eksempel, skete det, at jeg kom tilbage fra møder i Bruxelles og kunne fortælle, at vi havde vedtaget den og den lovgivning om banker, som forhåbentlig kunne forhindre en ny bankkrise. Men det skete da også, at jeg kom tilbage og var mere optaget af at fortælle, at Danmark havde fået en bestemt mærkesag igennem, selvom det måske egentlig var mere berettiget at fortælle om den fælles europæiske vedtagelse,” siger hun.
Problemet er også, mener Margrethe Vestager, at man som borger ikke automatisk kobler mærkbare forbedringer i hverdagen sammen med politiske beslutninger.
Hvis prisen på elektricitet falder, så danskerne kan vaske en maskinfuld tøj billigere, tænker de ikke nødvendigvis på, at det hænger sammen med EU’s energi- og konkurrencelovgivning.
”Distancen ligger også i vores sprog. Når vi siger, at ’det er vedtaget i EU’, gør vi beslutningen fjern og anonym, Der går noget menneske tabt. Og når vi bliver fattige på mennesker, så mister vi fornemmelsen af, at vi har at gøre med noget virkeligt, og noget, der vedkommer os,” pointerer hun.