Færre handicappede bliver steriliseret

Det var 12. gang, der blev holdt særgudstjeneste for de udviklingshæmmede i Nørrelandskirken specielt tilrettelagt for denne gruppe. (Foto: Kurt Pedersen)

Nye præventionsmidler og en ændret opfattelse af folk med mentale handicap betyder, at stadigt færre bliver tidligt steriliseret

Antallet af danskere under 25 år, der søger om lov til at blive steriliseret, er faldet markant over de seneste 10 år. Det er udtryk for, at stadig færre udviklingshæmmede og på anden måde mentalt handicappede søger om og får foretaget indgrebet.

Det siger Birgit Petersson, speciallæge i psykiatri og medlem af Abortankenævnet, som offentliggjorde sin årsberetning i går. Af rapporten fremgår det, at 35 personer sidste år søgte om tilladelse til tidlig sterilisation imod 51 i 2008 og hele 85 i 1999. Knap halvdelen af ansøgerne i 2009 var sindslidende, udviklingshæmmede eller alvorligt svækkede fysisk eller psykisk.

Ofte er det forældrene, som tager initiativ til, at deres udviklingshæmmede søn eller datter skal søge om sterilisation. Men det gør de stadigt sjældnere, siger Birgit Petersson. Fagfolkene, som vurderer ansøgningerne, accepterer nemlig ikke længere det voldsomme indgreb som løsning i lige så mange tilfælde som tidligere. Og den holdningsændring har de formidlet ud til sagsbehandlere og familier i de enkelte kommuner, hvor man derfor gør mere ud af at finde andre løsninger.

"Ligesom andre steder i Europa har vi i højere grad fået den holdning, at mentalt handicappede skal behandles på lige fod med andre mennesker. Omsorgen for det enkelte menneske og den enkeltes seksualitet er blevet vigtigere. For 10 år siden var sterilisation jo næsten en standardbehandling som prævention for at hindre mentalt handicappede i at få børn," siger Birgit Petersson, som kalder udviklingen "rigtig, rigtig positiv".

Et almindeligt argument for at blive steriliseret, hvis man er udviklingshæmmet, har været, at mange har svært ved selv at sørge for sikker prævention. Men med nye præventionsmidler, som for eksempel p-staven, der sættes ind under huden på kvindens arm og beskytter mod graviditet i tre år, bliver sterilisation mindre relevant – også for dem, som ikke kan styre brug af for eksempel p-piller eller kondom.

Formand for de udviklingshæmmedes landsforening LEV, Sytter Kristensen, er også glad for de lave tal.

"Sterilisation er et stort skridt at tage. Især når der er tale om meget unge kvinder, for man kan jo ikke vide, om der vil ske en udvikling, så de en dag kan stifte familie," siger hun.

Sytter Kristensen mener i øvrigt, at en del forældre hidtil har været meget hurtige til at beslutte, at de ønsker en sterilisation af deres udviklingshæmmede barn:

"De gør det nærmest uden at overveje andre muligheder. De har ikke altid så store forventninger til deres barn, og for nogle af forældrene betyder angsten for en graviditet, at de ikke ser datterens eller sønnens evne til at vise omsorg."

Abortankenævnets årsberetning viser i øvrigt, at 2009 blev endnu et rekordår, når det gælder ansøgninger om sene aborter. 903 kvinder søgte sidste år om tilladelse til at få foretaget en abort efter den 12. uge af graviditeten. Tallet er steget fra 886 ansøgninger i 2008, som ellers var det højeste antal nogensinde. Frem til 2000 lå antallet af ansøgninger stabilt på omkring 600 ansøgninger årligt, men i takt med udviklingen af bedre og mere præcise undersøgelser af fostrenes helbredstilstand fravælger stadigt flere forældre bevidst at få barnet.

Over halvdelen af ansøgningerne er begrundet i faren for, at barnet vil blive født med alvorlig sjælelig eller legemlig lidelse. Og ny formand for ankenævnet, Leon Fredgaard, understreger, at tilladelser i disse sager kun gives, når der virkelig er grund til det.

"Det er jo ikke bare pjat, men alvorlige lidelser, der er tale om. Det er ikke at mangle en finger eller en underarm, men eksempelvis hul i hjertet, eller at fosteret mangler begge ben".

kristine.korsgaard@kristeligt-dagblad.dk

Kristine Korsgaard

Journalist på Kristeligt Dagblads indlandsredaktion.

Tilføj kommentar

fra shop.k.dk

Mozart - Argerich og Abbado

kr. 129,00 Køb

HJERTET HAR ALTID DET SIDSTE ORD

kr. 249,00 Køb

SKYGGELIV

kr. 199,00 Køb

Leonard Bernstein Collection. Vol. 1.

kr. 799,00 Køb

Mød Peter Høeg

kr. 65,00 Køb

Mød Desmond Tutu og hans datter Mpho Tutu

kr. 70,00 Køb

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.