Når et menneske dør, vil der altid være et bo, der skal bestyres. Men mens dette traditionelt har bestået af fysiske genstande i en bolig samt økonomiske værdier, så har mange moderne mennesker også et digitalt bo af stor betydning.
Det enkelte menneskes Facebook-profil er ikke blot tilfældige informationer, som uproblematisk kan glemmes eller slettes. For mange mennesker er den et omdrejningspunkt for sorgbearbejdelsen.
Det siger Stine Gotved, som er cybersociolog og lektor på IT-Universitetet i København, og som i dagens kronik beskriver, hvilke forandringer, det fører med sig, at Facebook netop har gjort det muligt at angive på sin Facebook-profil, hvordan man ønsker sin profil videreført, når man dør.
”Det viser blandt andet, at der er sket en markant udvikling i, hvad Facebook bruges til. I begyndelen var det mest et medie til at kommunikere det positive. Nu bruges det til alt det, vi føler,” siger hun,
Internettet kritiseres ofte for at være fremmedgørende, men Stine Gotved ser muligheden for at sørge over en afdød som et tegn på det modsatte.
”Hverdagsdøden var engang tæt på alle mennesker. Men i takt med moderniteten blev hverdagsdøden skudt længere ud af bevidstheden. Til gengæld sørgede medierne for at give os billeder af den spektakulære død. Det, vi ser nu, er, at hverdagsdøden bliver genintroduceret i vores liv, bare på en ny måde,” forklarer hun.
Det er svært at vide, hvordan en død persons profiler vil blive bestyret. Nogle vil måske bruge den til at meddele alle, at personen er død, informere om begravelsen, åbne for, at alle i nogle dage kan udveksle minder og derefter arkivere tekst og billeder.
Derved opnår man, at personen ikke længere fremstår som levende, fordi profilen har stået urørt siden dødsfaldet. Man kan sige, at den døde bliver et minde frem for et spøgelse.
”Men det kan meget vel være, at nogle vil bruge profilen mere aktivt i sorgbearbejdningen. Nogle af mine studerende lavede et casestudie med en mor, der bestyrede en Facebook-side om sin afdøde datter. Hun besøgte jævnligt profilen gennem to et halvt år, læste det andre havde skrevet, skrev nyt til - og blev ked af det, da hun kunne se, at der efterhånden ikke var andre, der var inde på profilen,” fortæller Stine Gotved.
Ifølge Anders Colding-Jørgensen, erhvervspsykolog og digital kommunikationskonsulent, er den nye testamentefunktion et tydeligt tegn på, at Facebook for mange mennesker er blevet det sted, hvor vi samler alle trådene i vores liv.
”Vi lægger rigtig meget af vores liv og identitet på vores Facebook-profil. Det er der, vi skriver, umiddelbart efter vores børns fødsel. Og det er der, vi gør det officielt, at vi har fået en ny kæreste. Så er det også naturligt, at det er der, vi samles, når et menneske dør. Engang mødtes man måske i huset og åbnede i fællesskab den store kasse med personens billeder og papirer. I dag er den kasse elektronisk, og det er klogt at sikre, at der er én, der har adgang til at lukke den op, ligesom det er vigtigt at huske at give en lang række andre logins og passwords videre,” siger psykologen, som dog finder det lidt mærkeligt, hvis man bliver ved med at opdatere profilen længe efter personens død.
Jesper Tække er lektor i medievidenskab ved Aarhus Universitet og har forsket i digital dannelse. Han ser den nye funktion hos Facebook som et tegn på, at Facebook og andre sociale medier netop er ved at få et dannelsesaspekt:
”Hver gang, der sker en medierevolution, sker der først nogle tekniske forandringer, og først derefter følger et nyt normsæt for, hvordan man skal omgås. I begyndelsen var der ingen, der tænkte så meget over spørgsmålet: 'Hvad er død på internettet?' Nu er nogle centrale sociale funktioner - hvordan vi kan være der for vores næste - ved at rykke over på de sociale medier.”