Det er som at bevæge sig ind i en forgangen tidsalder, når man træder ind i paternosteren på Christiansborg.
Her er ingen døre, der går op og i, knapper, der skal trykkes på, eller lysskilte, der fortæller, hvilken etage man befinder sig på. I stedet er blot en kæde af åbne rum, der langsomt cirkulerer rundt uden at stoppe. De små bokse af brune formicaplader fragter passageren fra Fællessalen i stueetagen op til Folketingssalen på første sal, forbi mellemetagen og det store maleri af Christians IVs dårlige øje på anden sal og videre op til tredje sal, hvor en del af gruppeværelserne og Statsministeriet ligger. Og så rundt igen.
LÆS OGSÅ: Et kig ind i Kirkeministeriet: Sareen fylder rummene med neon og kunstigt bål
Den endeløse krans af kæder, der får elevatoren til at køre rundt, er årsagen til det religiøse navn, paternoster. For ligesom den katolske rosenkrans, hvor Fadervor bliver reciteret, mens man lader den endeløse krans glide mellem fingrene, således bevæger paternosteren sig endeløst rundt.
Paternostere blev opfundet i 1884 af englænderen J. E. Hall, og de var populære op gennem den første halvdel af det 20. århundrede, da de kunne indeholde flere passagerer end normale elevatorer. Men i mange lande er opførelsen af nye paternostere ikke længere tilladt på grund af faren for ulykker, da folk let kan snuble eller falde ved af- og påstigning. Og et stadig større fokus på gangbesværede og brugere af kørestole har også ført til paternosterens gradvise afskaffelse.
Engang var alle elevatorer på Christiansborg af denne type, men i 1990 blev to af de tre paternostere nedlagt, fordi man havde brug for elevatorer, der også kunne fragte ting. Det kan paternostere nemlig ikke, selvom det ofte bliver forsøgt, fortæller chefkonsulent på Christiansborg Jens Christian Jakobsen:
Vi har tit oplevet, at håndværkere har prøvet at tage stiger med ind i paternosteren, og det kan den altså ikke bære. Den er faktisk lige blevet repareret, efter at den i seks uger har været i stykker, fordi lejerne bliver skæve, når folk forsøger at fragte andet end sig selv i den.
Men paternosteren er alligevel svær at undvære i en bygning som Christiansborg. For uden døre og gentagne stop er den hurtig at hoppe ind i, og det er nødvendigt i et folketing, hvor politikerne skal kunne nå ned i Folketingssalen og stemme inden for syv minutter, fra klokken har lydt, hvor end de befinder sig i den enorme bygning.
Med pasternosteren følger også historiske begivenheder. De fleste vil for eksempel kunne genkalde sig billeder af Venstrepolitikeren Birthe Rønn Hornbech, der som integrationsminister cirkulerer rundt for at undgå blitzlys og spørgsmål fra journalister.
Eller den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup, der med et vink til seerne hjemme i stuerne træder ind i paternosteren, videre og væk til arbejdet, der kalder.
Og væggene hvisker historier om politikere, der efter besøg i Snapstinget har haft deres udfordringer ved af- og påstigning.
Eller utrænede brugere, der lægger sig ned af frygt for at vende på hovedet på tilbagevejen. Men som i ballongyngerne i Tivoli bliver man rytmisk fragtet rundt, dog uden udsigt til Københavns tage, men til den kontante besked: Bliv stående!Paternosteren kommer på forunderlig vis til at stå som levende symbol på dagligdagen på Christiansborg. Hvor tingene aldrig går i stå, bortset fra små tekniske udfordringer i ny og næ.