Det bidrager Danmark med i krigen mod IS

Danmark har blandt andet sendt en radar og ti teknikere til Al Asad Air Base i Irak, hvor disse soldater er fotograferet. Foto: Akeel Austin/U.S. Marine Corps / Scanpix Denmark

USA anmoder Danmark om at øge bidraget i kampen mod IS. Her kan du se, hvad Danmark bidrager med i dag

Danmark er del af den amerikansk-ledede koalition af omkring 60 lande, der bekæmper Islamisk Stat (IS) i Irak og Syrien.

Det danske bidrag har hidtil udelukkende været på den irakiske side af grænsen, men regeringen har erklæret sig åben over for også at bidrage til kampen i Syrien.

Her er det danske bidrag i dag:

* 120 danske soldater er udstationeret på den irakiske Al Asad Air Base 180 kilometer vest for Bagdad.

* Her udgør de en træningsenhed, hvor danskerne sammen med amerikansk forsvarspersonel uddanner irakiske soldater til kampen mod IS.

* Danmark har desuden sendt en radar og ti teknikere til Al Asad Air Base, hvorfra den sender oplysninger om luftrummet til en operationscentral på Al Dhafra Air Base i De Forenede Arabiske Emirater.

* Cirka 20 danske soldater er udstationeret i luftoperationscentret på Al Dhafra Air Base.

* Indtil oktober bidrog Danmark desuden med syv F-16 kampfly i Kuwait, hvor de med udgangspunkt i Al Jaber Air Base gennem et år fløj 547 missioner og smed 503 bomber over Irak.

* Regeringen har meldt ud, at den ønsker kampflyene udsendt igen, men der er foreløbigt ingen dato på, hvornår det i givet fald vil ske.

Kilder: Forsvaret, Ritzau