For bare få generationer siden var der ingen tvivl om, hvordan vi skulle forholde os, når en rustvogn kørte fra kirken, eller et begravelsesfølge passerede forbi.
Vi stoppede op midt i vores gang, steg af cyklen eller holdt ind til siden, sænkede blikket, og mændene tog hatten af. Og for en stund stod vi der: stille og respektfuldt afventende, indtil rustvognen og følget havde passeret, og vi igen kunne fortsætte med vores gøremål.
I dag lader langt de fleste som ingenting, når de pludseligt og uden varsel konfronteres med døden midt i deres egen travle hverdag. Nogle fortsætter ligefrem ufortrødent ligeud, selvom det betyder, at de må gå gennem en gruppe af efterladte og kante sig forbi en endnu åben rustvogn.
Sådan lyder det fra præster og bedemænd, der fortæller, hvordan joggere i løb, grinende veninder med barnevogne og personer midt i højrøstede mobilsamtaler hensynsløst vader gennem bisættelses- og begravelsesfølger uden så meget som at sænke tempoet eller stemmen.
”Udviklingen er udtryk for et alvorligt kulturtab,” siger sognepræst i Frihavnskirken på Østerbro i København Rikke Juul og uddyber:
”Alvorligt, fordi der ikke er tale om tomme traditioner og ligegyldig takt og tone, men om vigtige markeringer, der viser, at vi ser og har respekt for andre menneskers sorg og for den døde, som de efterladte tager afsked med. Det er simpelthen udtryk for mangel på medfølelse, når vi lader som ingenting eller groft ignorerer, når noget så alvorstungt og betydningsfuldt udspiller sig lige for øjnene af os.”
Så sent som i sidste uge oplevede hun, hvordan en ung mand, der passerede kirken på Østerbro, netop som et bisættelsesfølge havde indtaget fortovet, løb zigzag mellem de efterladte, mens han grinede højt i sin mobil uden tilsyneladende at ænse, at dem, han puffede til for at komme forbi, græd og var åbenlyst ulykkelige.
Eksemplet hører til de grelle, men er ikke enestående, siger Rikke Juul, der gang på gang ser, hvordan forbipasserende undlader at stoppe op, tie stille eller tysse på deres børn, og hvordan cyklister, biler og kassevogne lægger sig lige bag rustvognen, når den trækker ud fra kirken og blokerer udsynet til vognen for de efterladte, der forsøger at følge bilen med øjnene.
”Der mangler helt grundlæggende forståelse for, at i det korte, men meget betydningsfulde øjeblik tilhører gaden de efterladte og den afdøde. Jeg tror ikke på, at det skyldes ond vilje, eller at folk ikke ænser, hvad der sker, for det er jo helt åbenlyst, når der står mennesker på fortovet og græder. Jeg tror bare ikke, de aner, hvordan de skal forholde sig, og det er så sørgeligt,” siger Rikke Juul.
Pernille Østrem, der er sognepræst ved Stefanskirken på Nørrebro i København, har lignende erfaringer. De gange, hun har kørt med i rustvognen i forbindelse med en bisættelse, har hun oplevet, at der bliver dyttet og råbt efter den, fordi den kører langsomt. En bilist - en ung mand med to barnesæder på bagsædet - gav ligefrem rustvognen fingeren, fordi han tilsyneladende mente, at den forsinkede trafikken.
”Jeg fik forbløffet at vide, at det var helt normalt. Min oplevelse er, at den unge mands reaktion kan sammenlignes med et lille barn, der rækker tunge, fordi det endnu ikke ved, hvordan det skal opføre sig i en given situation. Mange voksne reagerer med samme befippelse, når de ser et begravelsesfølge eller en gruppe pårørende, fordi de har mistet det fælles sprog og det fælles kodeks for, hvordan de skal agere og forholde sig. I stedet kommer de til at opføre sig hensynsløst og nogle gange decideret upassende,” siger Pernille Østrem.
Indehaver af bedemandsforretningen Den Sidste Rejse Solvejg Ritzau har arbejdet i København i mere end 15 år.
Hun fortæller, at de mennesker, der begraver deres kære i byer, udmærket er klar over, at der vil være trafik, lyd og larm ved kirken. Det er ikke byens vilkår, der er problemet, men den hensynsløshed, der desværre ofte kommer til udtryk, siger hun.
”Selv når vi beder folk rykke sig eller gå over på den anden side af gaden, kan vi få at vide, at folk har travlt, skal hente børn eller er på arbejde. Det er utroligt, at folk helt kan glemme, at de selv og deres nærmeste også på et tidspunkt skal dø, og at de selvfølgelig vil ønske, at afskeden bliver værdig og behandlet med respekt og hensynsfuldhed,” siger Solvejg Ritzau, der understreger, at der er tale om et udpræget byfænomen.
Ifølge flere præster i nogle af de store bykirker i Aarhus og Odense er den udannede opførsel måske mere et københavnerfænomen end et generelt byfænomen.
”Jeg har kun set ganske få eksempler på folk, der har opført sig decideret hensynsløst, og det er mit indtryk, at folk generelt opfører sig rimeligt respektfuldt. Men det er selvfølgelig rigtigt, at normerne og kulturen har ændret sig. Man stopper ikke op i samme omfang som tidligere, men ser snarere den anden vej og skynder sig væk. Selvom det måske er udtryk for et misforstået hensyn, så er det næppe noget, man kan bebrejde de forbipasserende,” siger sognepræst i Sct. Pauls Kirke i Aarhus Erik Dybdal Møller.
Men undvigemanøvrerne er i sig selv udtryk for et kulturtab og et manglende brugbart sprog og kropssprog omkring døden, mener sognepræst Pernille Østrem, der har integreret takt og tone ved begravelsesfølger i sin konfirmationsforberedelse. Det er ikke noget, børn og unge lærer af sig selv, men en kultur og et sæt normer, der skal grundlægges i dem og holdes ved lige, siger hun:
”Jeg oplever for eksempel langt oftere, at mennesker med mellemøstlig baggrund standser op foran kirken for at vise deres respekt overfor et bisættelsesfølge. Nogle af dem vender sig endda mod rustvognen og slår korsets tegn for at vise anerkendelse overfor de efterladte og den døde. For dem er det en helt naturlig gestus. Det tror jeg også, at det kan blive for os igen.”