Lars og Kamilla får fuldtidsjob og familieliv med tre børn til at hænge sammen

Familien Calmars skemalagte hverdag 04:45Vækkeuret ringer, og Lars springer ud af sengen. Han skal nå at ...

Lars og Kamilla ved, at de står midt i en periode, hvor der er fuld tryk på, så længe deres tre børn på et, tre og ni år endnu er små, men at det netop kun er en periode. Og ved at skrue ned for aktiviteterne og op for planlægningen har de bragt sig selv i en situation, hvor de godt kan få enderne til at mødes.

De historisk set lavtlønnede kvindebrancher betyder, at det i dag stadig er kvinderne, der gør de store ofre i forhold til karrieren, når der kommer børn.
Karen Lumholt

Den store tilfredshed med arbejdstiden i Danmark skyldes, at de fleste er i stand til at indrette sig efter deres behov, konkluderer ny analyse. Flere må imidlertid indgå alt for store kompromiser, mener iagttager

Da Lars og Kamilla Calmar stiftede familie, faldt det dem helt naturligt at skære ned på fritid og aktiviteter. Medlemskabet af fitnesscentret og karateklubben blev annulleret, og tiden med venner og veninder sat på vågeblus. I stedet reserverede parret, der begge arbejder på fuldtid som malersvende i et mellemstort malerfirma, al deres fritid til familielivet hjemme i rødstensrækkehuset i Brønshøj uden for København.

”Man indretter sig jo,” siger Kamilla Calmar.

Læs også: Sådan ser familien Calmars skemalagte hverdag ud

Og det har både Lars og Kamilla det faktisk helt fint med. De ved, at de står midt i en periode, hvor der er fuld tryk på, så længe deres tre børn på et, tre og ni år endnu er små, men at det netop kun er en periode. Og ved at skrue ned for aktiviteterne og op for planlægningen har de bragt sig selv i en situation, hvor de godt kan få enderne til at mødes.

En ny analyse gennemført af Rockwool Fonden på baggrund af 6000 interview med repræsentativt udvalgte danskere viser, at langt de fleste danskere har det på samme måde. Hovedparten af alle beskæftigede er tilfredse med det antal timer, de lægger på arbejdsmarkedet, og den store tilfredshed med arbejdstiden hænger netop sammen med, at de fleste rent faktisk er i stand til at indrette sig efter deres behov. Er man utilfreds, reducerer eller øger man antallet af arbejdstimer, eller bringer sig på anden vis i en situation, som gør, at tilfredsheden stiger, fortæller seniorforsker ved Rockwool Fondens Forskningsenhed, ph.d. i økonomi Jens Bonke.

”Vores studie viser, at arbejdsmarkedet overvejende er indrettet på en måde, der imødeser danskernes ønsker til arbejdstiden, og at dem, der ønsker ændringer, langt hen ad vejen er i stand til at indfri de ønsker,” siger han og henviser til en af studiets delanalyser, der bygger på svar fra i alt 763 beskæftigede danskere.

Tilbage i 2001 gav 19 procent af de 763 udtryk for, at de gerne ville arbejde mindre, mens syv procent ville arbejde mere. I 2008 og 2009 blev de samme utilfredse 26 procent spurgt igen. Og svaret var, viste det sig, at langt de fleste havde formået at komme i en situation, som gjorde dem mere tilfredse end tidligere. Af de 19 procent, der oprindelig mente, at de burde arbejde mindre, havde seks ud af 10 nu en arbejdstid, som de betragtede som passende. For dem, der gerne ville arbejde mere, var resultatet endnu mere udtalt. Her var det lykkedes syv ud af 10 at øge arbejdstiden.

Kommunikationsdirektør og medstifter af Familiepolitisk Netværk Karen Lumholt er helt enig i, at danskerne langt overvejende nyder godt af et privilegeret og relativt fleksibelt arbejdsmarked, men peger samtidig på, at der fortsat er en betydelig gruppe, for hvem det ikke lykkes at blive tilfredse, og at Rockwool Fondens analyse intet siger om, hvorvidt de, der alligevel bliver det, tvinges til at indgå kompromiser, som langt fra er optimale for hverken dem selv eller det omgivende samfund.

”Vores arbejdsmarked er fortsat ekstremt kønsopdelt, og de historisk set lavtlønnede kvindebrancher betyder, at det i dag stadig er kvinderne, der gør de store ofre i forhold til karrieren, når der kommer børn. Det betyder rent faktisk, at mange ellers højtuddannede kvinder enten må gå voldsomt på kompromis med den tid og den omsorg, de mener, deres børn har krav på og behov for, eller helt droppe den karriere, måske ligefrem det fag, de har brugt år på at uddanne og dygtiggøre sig til,” siger Karen Lumholt.

Nogle af de kvinder accepterer, at de forbigås, fordi de lægger færre timer og er længere tid væk i forbindelse med orlov end deres mandlige kolleger, mens andre helt skifter spor. De tager måske job som handicaphjælper eller andet ufaglært arbejde og bliver dermed tilfredse med arbejdstiden.

”Det er bare hverken en særlig god løsning for dem eller en særlig god forretning for samfundet, der jo gerne skulle have noget for de uddannelsespenge, der er blevet investeret i kvinderne,” siger Karen Lumholt.

Et helt andet spørgsmål er, tilføjer hun, om vi uanset forældrenes tilfredshed med deres arbejdstid også har indrettet os på en måde, som i tilstrækkelig grad tager hensyn til den part, som sjældent tages med på råd, nemlig børnene.

Den skandinaviske og dermed også danske model indebærer - til forskel fra mange andre europæiske lande - at både mor og far fortsætter på arbejdsmarkedet for stort set uformindsket kraft, når der kommer børn. Og i takt med de seneste årtiers udhuling af de institutioner, vi har stillet som alternativ, bliver det stadig sværere at gennemskue den models konsekvenser for børnene, mener Karen Lumholt, der fastholder, at der alene derfor er god grund til at arbejde for et mere børnefamilievenligt arbejdsmarked med bedre muligheder for fleksibilitet, orlov og nedsatte arbejdstider i kortere og længere perioder.

Sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal mener, at det langt hen ad vejen er en udvikling, der allerede er i fuld gang. De generationer, der voksede op med lange dage i institutioner og fuldtidsarbejdende forældre, viser på alle måder tegn på, at de vil noget andet med deres eget familieliv.

”Det er en massiv strømning, men den drives frem af de enkeltes individuelle valg. De unge er klar over og indstillede på, at hvis de vil lægge færre timer på arbejdsmarkedet, så kræver det ofre nogle andre steder. Den ligning tror jeg, at nogle dele af den nuværende forældregeneration kan have sværere ved at acceptere. Der er et kor af repræsentanter fra den talende og kreative klasse, som synes, at det synd for dem, at de ikke kan få det hele: Den rigtige karriere, den fine adresse, de mange kvadratmeter og så i øvrigt god tid til omsorg for børn, madlavning og selvudvikling,” siger Birthe Linddal og fortsætter:

”Jeg har stor sympati for deres ambitioner for et godt familieliv og også deres visioner for en indretning af arbejdsmarkedet, der i højere grad tilgodeser og imødekommer børns behov for tid, nærvær og omsorg. Men de bliver nødt til at indse, at det ikke kan eller vil blive gratis for hverken dem eller samfundet.”

Hjemme i rødstensrækkehuset hos Lars og Kamilla Calmar er det en tanke, der vækker genklang. Det er et spørgsmål om at prioritere, mener Kamilla, der sammen med sin mand har sat sig i et hus med et værelse til hvert barn og hvert år vælger at bruge penge på i hvert fald én rejse til udlandet for hele familien.

”Sådan har vi valgt at gøre, og det fungerer godt for os. Men det er jo ikke en menneskeret, at børn skal have deres eget værelse eller på charterrejse. Det gode børneliv kommer i alle mulige former og varianter. Vi kunne også have valgt at sætte os i en lille lejlighed, så en af os kunne gå hjemme. Det er så ikke lige os, fordi vi begge to er glade for at arbejde og være i gang. Men det havde da været lige så godt, bare anderledes,” siger Kamilla Calmar.

”Man skal nok bare indstille sig på, at man ikke kan få det hele på én gang.”