Far om ”skudbarn”: Det gør vores datter til noget særligt

I går blev Marciej Brlicki og Annetta Balitska forældre til lille Maria Balitska på Herlev Hospital. Hun ...

I går blev Marciej Balicki og Annetta Balitska forældre til lille Maria Balitska på Herlev Hospital. Hun er derfor født på en særlig dag, der kun falder hvert fjerde år og har derfor på papiret også kun fødselsdag hvert fjerde år. De nybagte forældre ser det dog som en gave at have fået et ”skudbarn”. – Foto: Petra Theibel Jacobsen

Vi prøver at se det sådan, at det også gør vores barn lidt mere specielt, at det er et ’skudbarn’. Der er ikke så mange, der har den mulighed at blive født den 29. februar.
Marciej Brlicki, far til nyfødt

Det nybagte forældrepar Maciej Balicki og Annetta Balitska ser det som en gave at have fået et barn
 lige præcis den 29. februar

I går var datoen, hvor en ekstra dag blev skudt ind i kalenderen. Det sker kun hvert fjerde år, hvilket godt kan blive en udfordring for de børn, som derfor – i hvert fald på papiret – kun har fødselsdag hvert fjerde år.

Det havde de vordende forældre Maciej Balicki og Annetta Balitska fra Polen også godt overvejet, hvis deres datter endte med at ville ud den 29. februar, fire dage efter terminen.

”Først syntes vi ikke, at det var så sjovt, hvis barnet kun skulle have fødselsdag hvert fjerde år. Vi håbede lidt, at det for eksempel blev den 1. marts,” siger Maciej Balicki siddende på en stue på Herlev Hospital sammen med sin nye, lille familie.

I går, den 29. februar, klokken 5.50 kom hans datter alligevel til verden. De nye forældre har dog på mange måder vendt det til en fordel.

”Vi prøver at se det sådan, at det også gør vores barn lidt mere specielt, at det er et ’skudbarn’. Der er ikke så mange, der har den mulighed at blive født den 29. februar,” siger Maciej Balicki.

En af dem, der også er lidt mere speciel, er Peter Lynglund, der i går fyldte 24 år – eller seks år om man vil. For ham har det at være ’skudbarn’ aldrig været et stort problem. Det var ikke noget, hans forældre tog særligt højtideligt, og i familien blev det mest gjort til noget sjovt:

”Min lidt spøgefulde onkel sagde, at det var fint, for så skulle de kun give gaver hvert fjerde år. Men det blev ved spøgen. Det er altid blevet gjort til noget sjovt,” fortæller Peter Lynglund.

Det gjaldt også i skolen, hvor han oplevede at blive hevet op til morgensamling og vist frem, fordi han havde en af sine sjældne fødselsdage.

”Lemvig Folkeblad har også interviewet mig om det. Så det har egentlig aldrig generet mig. Det var altid noget, folk de grinte af, og det kunne jeg også godt tage med et smil,” siger han.

Han er da heller ikke kun blevet fejret hvert fjerde år, for der har været tradition for at fejre ham den 1. marts i årene imellem skudår. Alligevel foretrækker Peter Lynglund at blive fejret på den rigtige dag:

”Det er sjovere at have fødselsdag på den rigtige dag – det er sjovere at blive ’seks år’ end ’fem-trekvart’,” som han siger.