Min far blev født i juli måned sommeren 1905, mens Sønderjylland var under tysk herredømme fra 1864 til 1920.
Min farfar blev syg i julen 1904 af difteritis og døde lige før nytår. Det var syv måneder før min far blev født, så det var en svær tid for farmor, der blev alene om at forsørge seks børn.
Hun måtte flytte fra den meget lille ejendom, de havde, og hun kom til at bo som inderste, som det hed dengang, når man lejede det bagerste værelse i huset. Der boede hun, til hun fik mulighed for at bo i et lille hus, der havde hørt under Schackenborg gods. De var Sønderjyder og meget nationale danske, de ønskede ikke det tyske styre, de snakkede altid dansk hjemme.
Der var ingen hjælp fra det offentlige dengang. For at forsørge børnene måtte min farmor tage ud på gårdene for at tjene til føden. Det var, når der skulle vaskes storvask, slagtes, gøres hovedrent, eller når der manglede hjælp til andet arbejde. Sommetider vaskede hun storvask på tre gårde på én dag. Imens måtte de største søskende passe min far og give ham mad. Sommetider havde de kun gulerødder, som de var nødt til at tygge i småstykker selv, før de puttede dem i munden på lillebroren. En gang var han ved at blive kvalt af den kost.
Sommetider blev hun bedt om at komme ned på den store gård i nærheden, hvor hun skulle passe deres børn ude i haven, og samtidig kunne hun høre sine egne børn gå og græde hjemme ved huset, men hun kunne ikke gå hjem for at se, hvad der var i vejen. Når det var aften måtte hun i gang med at lappe tøj og stoppe strømper.
Da far var omkring seks år, oplevede de en meget fattig jul. Sommetider fik farmor lidt slagtemad med hjem fra gårdene, selvom hun ofte arbejdede for tyske gårdejere. Men hun havde ikke været så rask dette år og havde ikke kunnet arbejde ret meget, derfor var der ikke penge til indkøb af mad til jul.
Børnene glædede sig til juleaften, som alle børn gør, men der var ikke rigtig gang i juleforberedelser i køkkenet. Der var godt nok fyret op under gryderne på komfuret, men der skete ikke rigtig mere. Børnene var sultne, men der kom ikke mad på bordet. Til sidst blev min far, der var den mest modige, for nysgerrig, og han løftede låget på gryderne. Min farmor var en meget streng mor, men min far var den yngste, og fik måske lov til lidt mere end de andre søskende.
De blev alle meget skuffede, der var kun varmt vand i gryderne, deres mor havde intet spiseligt til dem til juleaften, ikke en gang et tørt stykke brød.
Min farmor havde i sit barndomshjem lært bønnes vej, og hun samlede alle børnene om sig i stuen, hvor de knælede ned og bad Gud om hjælp.
Et stykke tid efter kiggede et af børnene ud af vinduet og opdagede, at en mand med rygsæk på var på vej over marken i mørkningen, og han havde tillige en stor kurv på hver arm. De kendte ham ikke, så de regnede med at det var en, der skulle besøge en af naboerne. Da han kom nærmere, kunne min farmor se, at det var en søn fra en af gårdene, som farmor sommetider arbejdede på.
De blev alle overraskede, da der kort tid efter blev banket på deres dør, for de plejede ikke at få besøg derfra. Men konen på gården havde fået den tanke, at der vist ikke var meget mad i huset hos Dorthea, da hun havde været syg. Derfor havde hun pakket et par kurve og en rygsæk med julemad, og hun havde sendt sønnen af sted med besked om at gå til det lille hus, hvor Dorthea boede med de seks børn.
Han havde mange gode sager i kurvene. Da han viste min farmor kurvenes indhold, satte hun sig helt stille på stolen og græd og takkede Gud for bønhørelsen og for alle de gode gaver, som Steffens søn var kommet med.
Efter udpakningen af de gode sager sagde drengen: Ja Dorthea, det er ikke alt det hele endnu, jeg har også lidt i rygsækken, og så lukkede han op for den, og ud tog han en hel tilberedt pattegris.
Ja, det er ikke en af vore store grise, men den er stegt, så den er lige parat til at stikke gaflerne i.
Der blev glæde i det lille hjem, og julestemningen indfandt sig.
De havde ikke råd til et juletræ, men de havde en stor potteplante, hvor de satte tre-fire lys på, så var der noget at kigge på. Far fortalte aldrig om de fik en julegave.
Så snart børnene blev store nok til det, kom de ud at tjene på gårdene og så var der én mund mindre at mætte. Måske kunne de også tjene til et par nye træsko.
Far beklagede sig aldrig over at de var så fattige.
Der er nok ingen børn, der kan forestille sig at opleve en jul som denne.
Læseren, der har indsendt dette bidrag, er anonym. Personens navn er Kristeligt Dagblad bekendt.