Jeg lever et fattigt liv. Livets sødme ligger langt fra dér, hvor jeg lever. Jeg er på kontanthjælp og har været på overførelsesindkomster i årevis. Jeg har ikke noget arbejde, det er mange år siden at jeg overhovedet var i stand til at arbejde. Meningen med mit liv er lille og svær at få øje på. Jeg har knap nok penge til mad - slet ikke penge til tøj, gaver, ferier, fornøjelser. Jeg overlever med overtræk, lån og ikke mindst almisser fra mine nærmeste.
Af natur er jeg en meget stolt person, men i mit liv har jeg ikke råd til ikke at bede om hjælp. Jeg synes det er ydmygende altid at skulle bede om hjælp ved større - og mindre - anskaffelser. At underlægge sig den andens velvilje og anerkendelse af at ens ønske om at købe for eksempel tøj, sko, en bif-tur og så videre er rimeligt - og alligevel udtrykke forståelse og accept, 'no hard feelings', hvis behovet vurderes til at være af 'underlødig' karakter eller unødvendigt.
Jeg har været fattig igennem hele den økonomiske optur, jeg har nærmest følt mig som beboer på Mars - for jeg havde absolut ingen del i alle de materielle goder, der oversvømmede vores samfund i årevis. Det gode er så, at jeg ej heller mærker noget til finanskrisen - min økonomiske situation er fuldstændig uændret. Jeg kan dog mærke fødevarestigningerne, der er kommet det sidste år - helt ind til benet.
For et år siden kunne jeg klare mig med 300 kr. om ugen til mad, nu er jeg oppe på 400 kr. om ugen - som minimum. Eftersom prisstigningerne ikke bliver opvejet af 'løn'stigning, har det blandt andet betydet, at hvis jeg gerne vil besøge mennesker uden for min bygrænse, så må jeg bede om at få transporten betalt, jeg har ikke råd ellers.
Gaver giver jeg stort set ikke, men jeg modtager 'gerne' store som små. Et år gav jeg min familie billeder i julegave, jeg selv havde tegnet og sat i en billig ramme fra Tigerbutikken - de kylede dem over i hjørnet, fuldstændig ligeglade med mit forsøg på at glæde dem. I min familie skal gaver være store og dyre - jeg kan slet ikke være med. Og min mave vrider sig i skam og fiasko over dels at modtage flotte gaver - dels at give symbolske gaver.
Mit liv er dog ikke blot fattigt på penge; jeg har stort set heller ingen kærlighed eller støtte. Min familie består af lutter følelsesafstumpede personer, der kun går op i sig selv og materialistiske ting. Socialt netværk er nærmest ikke-eksisterende, mine få venner er travle i deres liv, og de har sjældent ressourcer til at lukke mig ind i varmen, besøge mig, engagere sig. Jeg er stort set altid alene. Overladt til mig selv - både på de gode som de dårlige dage.
Jeg blev misbrugt seksuelt og mishandlet fysisk som psykisk i min barndom - man kan roligt kalde mig en ødelagt sjæl. Så jeg har mange dårlige dage, hvor jeg græder og drømmer om at have en varm, omsorgsfuld ven eller kæreste til at lægge armene om mig og lade mig vide, at jeg ikke er alene i mit helvede. Drømmer om, at jeg en dag får et bedre liv med dejlig meget varme, omsorg, kærlighed og økonomisk overskud til at kunne gøre en lille smule sjovt hver måned - at være fri i mit liv; at kunne gøre nogle sjove ting uden at skulle stå til regnskab for hvorfor jeg nu brugte penge på dét.
Lige nu - og de sidste mange år - går jeg i terapi og bearbejder barndomstraumer - på samlebånd. Det øger ikke just min livskvalitet her og nu - men forhåbentlig på lang sigt!
For mig er kærlighed, venlighed og omsorg noget, jeg ser i mit fjernsyn. Lige nu vrimler det med julefilm - dem ser jeg i én uendelighed. Fylder det indre bæger op med varme, hygge og kærlighed langt ind i det nye år. Det gør jeg hvert år.
Økonomisk fattigdom gør livet hårdt og anstrengende, mangel på kærlighed og varme gør livet tilnærmelsesvis uudholdeligt. Begge på samme tid gør livet til en kamp om overlevelse, og følelsesmæssig flugt er den eneste måde at klare sig igennem på.
I et land som Danmark burde det ikke være muligt at leve så kummerligt et liv. Men selv i velfærdssamfundet - og blandt 'verdens lykkeligste folk' er det virkelighed - og ikke blot for mig, men for mange mennesker. Det er en meget trist kendsgerning!
Læseren, der har indsendt dette bidrag, er anonym. Personens navn er Kristeligt Dagblad bekendt.