Ja, at være fattig - hvad dækker det så over? Man kan være fattig i mange sammenhænge.
I min barndom føg ordene ofte i vore øre, når vi fik fattighjælp. Så var vi nogle fattighuslemmer. Vi var ud af fattigfolk, forstået på den måde, at min mor var alene med fem børn. Jeg var syv år og dermed den ældste i flokken.
Selv om vor mor havde arbejde hos bønderne, var det ikke altid nok. Når hun manglede penge, kunne hun gå til kommunen og søge om lidt penge til køb af mad til os. Det skulle hun gøre hos Sognerådsformanden, der for det meste var en af venstrebønderne.
Disse bønder var nærige ud over alle grænser de var ofte årsag til, at vi måtte gå i seng uden mad.
Jeg husker en af disse formænd spørge min mor om følgende: Er du nu sikker på, at du har brug for de penge, som du beder om, Marie? Ja, for vi skal jo spare, føjede han til.
Vi befinder os i 1920'erne. (Jeg er født i 1919, men det er en anden historie.) Jeg glemmer aldrig vores moders tårer, når hun stod i den situation. Det var nedværdigende, at skulle bede om hjælp. Det, at hun ikke kunne give sine børn aftensmad, var meget hårdt for hende.
Så snart vi var gamle nok, kom vi ud at tjene på en bondegård. Da jeg var 10 år, måtte jeg ud på en gård, hvor jeg tjente til jeg var 11, så kom jeg til en anden gård. På den første fik jeg ingen løn. Kost og logi gik lige op med tøj og et par træsko.
Jeg gik i skole fra denne gård. Inden jeg gik, skulle jeg muge ud i kostalden og malke fem køer. Ofte sad vi og sov ved bordene i skolen, men læreren lod os sove, til vi vågnede. Læreren vidste godt, at vi havde været tidligt oppe. Klokken fem om sommeren og klokken seks om vinteren og slut klokken 18.
Selv om vi ikke altid havde så meget at spise, var vi lykkelige, bare vi fik en rugbrødsmad med fedt og salt. Det var en himmerigsmundfuld, husker jeg.
Det skete at mor fik en høne med hjem, når hun havde været på arbejde. Så fik vi dejlig hønsekødsuppe med lidt af kødet til. Resten fik vi dagen efter med masser af stuvede kartofler til. Det var ligesom at komme i slaraffenland, mindes jeg.
Om vinteren mærkede vi fattigdommen mest, da arbejdet på gårdene var begrænset.
Vores mor var et kærligt menneske, der gjorde alt hvad der stod i sin magt, for at vi skulle have det så godt, som tilværelsen gav mulighed for.
Midt i vores fattigdom havde vi en slags rigdom. Mor sang en masse viser for os i de lange vinteraftener, når vi holdt mørketime, inden petroleumslampen skulle tændes. Vi sad på gulvet omkring hende og lyttede, medens vi kiggede gennem det røde marieglas i kakkelovnsdøren og betragtede flammernes hidsige dans i brændestykkerne.
Selv om vi var fattige i dagens mangler, var vi rige i sindet disse aftener.
Læseren, der har indsendt dette bidrag, er anonym. Personens navn er Kristeligt Dagblad bekendt.