Filippinske børn lever som forældreløse, mens forældrene arbejder i udlandet

Andres' bedsteforældre har elsket ham som deres egen søn, siden hans mor forlod ham. Derfor har adskillelsen ikke ødelagt ham, men det betyder ikke, at den ikke har påvirket ham dybt og stadig gør det. Hans historie er historien om ni millioner filippinske børn, hvis forældre er rejst ud i verden for at arbejde

Andres morfar Pedro har sammen med sin hustru Lorena opfostret Andres, siden hans mor forlod ham, da han kun var tre år. Ved at rejse til udlandet kunne moderen sikre sønnen og resten af familien en bedre tilværelse, men prisen har været, at hun stort set ikke har set sin i dag 16-årige søn, der derfor betragter bedsteforældrene som sine forældre. -
Andres morfar Pedro har sammen med sin hustru Lorena opfostret Andres, siden hans mor forlod ham, da han kun var tre år. Ved at rejse til udlandet kunne moderen sikre sønnen og resten af familien en bedre tilværelse, men prisen har været, at hun stort set ikke har set sin i dag 16-årige søn, der derfor betragter bedsteforældrene som sine forældre. - . Foto: Emma Oehlenschläger.

Andres' stemme skratter lidt, da den kommer ud af telefonen, der er sat på medhør.

”Hej mor,” siger han på filippinsk.

”Hej min søn,” siger Lorena, der holder telefonen op til øret, selvom den er sat på medhør.

Så snakker de to om, hvordan det går på Andres' universitet på den filippinske ø Palawan, der ligger nogle timer i fly fra øen Mindanao, hvor Lorena sidder på terrassen foran familiens hus og forsøger at få overblik over, hvordan Andres klarer at være flyttet hjemmefra. Lorena spørger ham, om han får gjort rent i sit lille hus. De griner over et eller andet. De fortæller hinanden, at de glæder sig til at ses, når Andres om nogle uger kan rejse hjem til familien på ferie. Så siger de farvel.

Det lyder som en almindelig samtale mellem en mor og søn. Men det er det ikke. For Lorena er ikke Andres' mor. Hun er hans mormor.

Andres' mor hedder Maria og bor og arbejder i Danmark. Før det var hun au pair i Norge, før det au pair i Danmark og endnu før hushjælper og barnepige i Hongkong. Faktisk har Andres kun set hende tre gange, siden hun rejste fra ham, da han var tre år gammel. Han lærte først sent sin far at kende og ser ham kun sporadisk.

Det er derfor, han kalder sin mormor Lorena for mor. For det har hun været for ham, så længe han kan huske. Det er kun nogle år siden, han holdt op med at sove i dobbeltsengen mellem hende og morfaderen, som han også kalder ”far”. Sin mor nøjes han med at sige godnat til over Skype indimellem.

Andres er langtfra det eneste filippinske barn, der bliver opfostret af sine bedsteforældre eller andre nære familiemedlemmer, mens de rigtige forældre er rejst ud for at arbejde. Ifølge Unicef er 9 millioner børn i Filippinerne blevet forladt af den ene eller begge forældre, fordi de er rejst ud som arbejdsmigranter. Over de seneste 40 år har Filippinerne udviklet det, som forskere kalder en ”migrationskultur” - med millioner af langdistancefamilier til følge.

Tilbage i 1970'erne blev øget arbejdsmigration en del af den filippinske regerings officielle politiske mål. Migrationen skulle afhjælpe den store arbejdsløshed i landet, og den fik medvind, da også oliekrisen satte ind. I 1980'erne stiger den internationale efterspørgsel på husarbejdere, sygeplejersker, omsorgsarbejdere og barnepiger. Kvindejobs, som får store grupper af filippinske kvinder til at migrere. I dag, 35 år senere, arbejder omkring 10 procent af de cirka 100 millioner filippinerne i udlandet og de penge, de sender hjem til deres familier, udgør 10 procent af landets bruttonationalprodukt.

Langt størstedelen af dem, der rejser af sted i disse år, er kvinder. Og en god del af dem hører til gruppen af unge, enlige mødre. For i Filippinerne er den katolske kirke en stærk magtfaktor, som betyder, at unges viden om prævention er meget lille, og at abort er ulovligt. Blandt andet derfor er hver tiende mellem 15 og 19 år allerede mor eller gravid med sit første barn. Og som ung mor uden en færdiggjort uddannelse er fremtidsudsigterne sjældent særligt opløftende.

Lige præcis sådan så Andres' mor, Marias, liv ud, da hun som 21-årig fik tilbudt at blive barnepige i Hongkong. Samtidig fik hendes far et slagtilfælde, og lægerne fandt ud af, at han led af både nyresten, diabetes og forhøjet blodtryk, og at han ville være afhængig af dyr medicin resten af sit liv. Medicin, som familiens rismarker og moderen, Lorenas, arbejde på det lokale kødmarked aldrig ville kunne betale for. Så hun bad sine forældre elske sin treårige søn, så meget de kunne - og tog til Hongkong.

Og det gjorde de, siger Andres i dag:

”Mine bedsteforældre har altid været der for mig. Den forældrerolle, min mor efterlod sig, den tog de virkelig på sig. De var som mine rigtige forældre.”

Sin mor Maria har Andres det meste af sit liv opfattet som en storesøster. Fordi han voksede op som bedsteforældrenes søn og så sine to tanter og sin onkel som sine søskende.

”Min familie sagde, at jeg skulle kalde hende mor, men jeg kaldte hende bare Maria. Min mor ved godt, at jeg som lille så hende som en søster, og jeg tror også, hun forstår hvorfor,” siger Andres.

På trods af bedsteforældrenes kærlighed var der alligevel situationer, hvor Andres blev bevidst om, at han på mange måder voksede op som forældreløs. Da han i anden klasse blev hæderselev, sagde læreren, at hans forældre skulle møde op og modtage hans medalje sammen med ham. Der gik det op for Andres, at han ikke havde nogen ”rigtige”' forældre at tage med. Og hvert år, når skolen afholdte familiedag, forestillede han sig, hvordan det ville være, hvis han kunne være der med sin rigtige mor.

Så da Maria lovede at komme til hans dimissionsfest i grundskolen, var det en stor ting for Andres. Og da hun i sidste ende alligevel måtte aflyse, sved skuffelsen.

”Jeg havde virkelig set frem til, at min rigtige mor endelig skulle være med til en skoleafslutning. Så det var ekstra hårdt endnu en gang at skulle deltage uden nogen af mine rigtige forældre. Det er svært for mig at vise og tale om mine følelser. Men jeg var virkelig ked af det,” siger Andres med et fattet, men fast blik.

Da Andres var tre år, forlod hans mor ham for at arbejde i udlandet og dermed sikre sønnen og resten af familien en bedre tilværelse i Filippinerne. Siden har den i dag 16-årige unge mand kun set sin mor tre gange. I dag bor moderen i Danmark.
Da Andres var tre år, forlod hans mor ham for at arbejde i udlandet og dermed sikre sønnen og resten af familien en bedre tilværelse i Filippinerne. Siden har den i dag 16-årige unge mand kun set sin mor tre gange. I dag bor moderen i Danmark. Foto: Emma Oehlenschläger

Marla Asis, der er sociolog og leder af forskningsinstitutionen Scalabrini Centret i den filippinske hovedstad, Manila, har i årtier forsket i familier, der som Andres' er splittet op af arbejdsmigration. I de første undersøgelser tilbage fra 1990'erne viste resultaterne, at migranternes børn kæmpede med ensomhed, skolearbejdet og med at skabe relationer til andre mennesker. Men da hun i 00'erne lavede et nyt stort studie, var der sket noget. Børnene havde det godt. De klarede sig faktisk bedre end gennemsnittet i skolen. De boede i bedre huse og gik på bedre uddannelser.

”Ændringen i børnenes tilstand hang i høj grad sammen med de nye muligheder for kommunikation. Mobiltelefoner og Skype gjorde det muligt for migrantforældrene at have en helt anden kontakt med deres børn,” siger Marla Asis.

Hun understreger dog, at også den filippinske familiekultur er afgørende for børnenes trivsel. Det er almindeligt, at flere i familien tager del forældrerollen over for børnene, og derfor er det også naturligt for mange, at den udvidede familie tager over og behandler de efterladte børn som deres egne.

Men selvom Marla Asis er imponeret over familiernes evne til at tilpasse sig og til at beskytte børnene, så betyder det ikke, at der ingen problemer er:

”Selv for de familier, der siger, de er vant til situationen, er adskillelsen tung. Selvom de har Skype og kan se hinanden tit, så oplever vi altid, når vi taler med børn, forældre og bedsteforældre, at der er store, svære følelser involveret. Forældrene bliver altid kede af det, når de skal huske sig selv på, at deres børn voksede op uden dem, og at de aldrig kan gøre det om. Og selvom børnene forstår, hvorfor deres forældre rejste, skal man ikke underkende deres ønske om og længsel efter at være sammen med dem. Man kan ikke undgå, at noget vigtig intimitet går tabt.”

13 års savn sidder også uden på tøjet i Maria og Andres' familie. På terrassen foran huset på Mindanao græder både Marias mor og far, når de finder den dag, hun tog flyet til Hong Kong, frem fra hukommelsen. Selvom Andres ikke kan huske det, græd han også meget dengang.

Når man beder Marias far, Pedro, fortælle, i hvilke situationer han savner sin datter mest, kommer svaret prompte:

”Altid. Alle situationer. Jeg prøver at arbejde meget, så jeg ikke kommer til at tænke for meget på, hvor meget jeg savner Maria. Men hver gang, det er tid til at samles om maden, husker jeg igen, at hun ikke er her.”

Alligevel holder Pedro og resten af familien fast i, at deres liv ville være meget svært, hvis Maria ikke var rejst. Måske ville Pedro for længst være død, fordi han ikke kunne få sin medicin. De ville ikke have de rismarker, som står som lysegrønne tæpper omkring huset, og hvis afkast hver dag er med til at mætte dem.

De ville aldrig have haft råd til at skifte deres sivhytte ud med det betonhus med terrasse, de nu sidder foran. Og Andres ville ikke kunne bruge sit lyse hoved på universitetet på Palawan.

”Andres er så begavet. Han er et særligt barn,” siger Lorena, mens hun roder rundt inde i et af husets tre soveværelser.

Et øjeblik efter kommer hun ud i husets fællesrum med en papkasse fyldt med medaljer. En kasse fyldt med beviser på, at Andres har kæmpet hårdt for, at hans mors offer ikke skulle være forgæves. For medaljerne har han fået, hver gang han blev placeret som én af de bedste i klassen. Det blev han stort set altid. Også nu, hvor han læser til petroleumsingeniør, har han et af de højeste karaktergennemsnit på landsplan. Derfor har både Maria og familien i Filippinerne store drømme for hans fremtid.

Lige nu betyder Andres' dyre universitetsuddannelse dog, at familien mangler penge. Derfor har Maria sendt sin yngste søster ud at arbejde, så de kan være to om at forsørge familien. Hun bor nu i Bahrain, hvor hun arbejder på et hotel. Og også hun har måttet efterlade en søn hos Pedro og Lorena på Mindanao. Så mens vi taler om, hvordan de har opdraget Andres som deres egen søn, sidder en ny treårig dreng, som ikke kender sin mor, og som de skal være forældre for, skiftevis på skødet af dem. Og på Palawan sidder Andres og er ked, at hans historie gentager sig:

”Jeg ville ønske, at han ikke var blevet efterladt. Ligesom jeg ville ønske, at jeg aldrig var blevet efterladt. Selvom jeg synes, min mor er meget stærk, fordi hun har gjort det her for mig, og selvom jeg godt ved, at jeg ikke ville have det liv og de muligheder, jeg har i dag, hvis hun ikke var rejst, så ville jeg ønske, hun var blevet hos mig.”

Faktisk ville Andres gerne have været lærer. Han kunne sagtens forestille sig et lykkeligt liv, hvor han var vokset op med sin mor og var endt med at undervise på en lokal skole. Hvor han måske havde været lidt bedre til at åbne sig for andre og give udtryk for sine følelser.

Det liv tænker han nogle gange på, når han på vej gennem sit universitet går forbi den bygning, der huser læreruddannelsen. Når han fortsætter forbi den og ender på sit eget fakultet, hvor han hver dag kommer tættere på et liv som petroleumsingeniør, hvor han vil have en høj løn, men også skiftende arbejdspladser på boreplatforme og olieraffinaderier verden over. Langt fra den kone og de børn, han drømmer om at få.

”Med alt det, min mor har gjort for mig, følte jeg ikke, at jeg kunne sige nej til hendes tilbud om at betale for, at jeg kunne læse en god uddannelse,” siger Andres.

Til forskel fra de fleste andre lande er det i Danmark ulovligt at have børn i hjemlandet, når man kommer hertil som au pair. Alle medvirkende i artiklen er derfor anonymiseret for at beskytte Maria, der stadig bor og arbejder i Danmark.