Flere får hjerneskader som følge af stress og depression

Hjerneskaden sker, når den del af hjernen, som håndterer kroppens stresshormoner, er udsat for stress og depression gennem længere tid. Så begynder stresshormonerne i stedet at slå nervecellerne ihjel, forklarer Poul Videbech. Foto: Monkey Business Images

Stress og depression skader hjernen på stadig flere danskere i en grad, så de må sige op og gå på førtidspension, advarer eksperter

Mens det er velkendt, at stadig flere danskere får stress, er det et mere skjult problem, at folkesygdommen også giver stadigt flere hjerneskader.

Det kan invalidere de ramte i en sådan grad, at de ikke længere kan fungere på arbejdsmarkedet, fordi de dårligt kan huske og har svært ved at koncentrere sig. Derfor ender flere på førtidspension.

LÆS OGSÅ: Husk at hvile ørerne en gang imellem

Problemet er helt klart i stigning, siger Poul Videbech, der er professor i klinisk psykiatri på Aarhus Universitet og ledende overlæge på Center for Psykiatrisk Forskning.

Samme vurdering har Einar Baldvin Baldursson, der er lektor i psykologi på Aalborg Universitet og har forsket i betydningen af stress og depression på arbejdsmarkedet.

Der findes ingen konkrete tal på området, hvilket gør det vanskeligt at klarlægge stigningen, men begge eksperter mener blandt andet, at det kan ses på tildelingen af førtidspension. Her er andelen, der får førtidspension på grund af psykiske lidelser, gået fra 27 procent i 1999 til at omfatte 49 procent i dag.

Hjerneskaden sker, når den del af hjernen, som håndterer kroppens stresshormoner, er udsat for stress og depression gennem længere tid. Så begynder stresshormonerne i stedet at slå nervecellerne ihjel. På hjernescanninger kan man se, at hjernedelen kaldet Hippocampus, som regulerer kroppens stresshormoner, bliver mindre. Samtidig vokser den del af hjernen, som udvikler frygt og angst. Foregår udviklingen tilstrækkelig længe uden behandling, kan den manglende hukommelse og koncentration blive permanent. Og det kan blive skæbnesvangert for den enkelte, forklarer Poul Videbech.

LÆS OGSÅ: Stress er en del af mit liv

"De kan ikke huske eller koncentrere sig og skal skrive alting ned. De kan heller ikke planlægge indkøb eller gøre andre ting, som vi andre hele tiden foretager os. Skal de læse en artikel, har de midtvejs i historien glemt, hvad den handlede om. De kan ikke tilegne sig stof som os andre og kan derfor heller ikke bruge manualer på arbejde. Hvis de er skolelærere, kan de ikke planlægge deres undervisning. Det er en skyggetilværelse, hvor de ikke kan få det ud af livet, som vi andre kan," siger han.

Ifølge Einar Baldvin Bal-dursson skyldes stigningen, at vi har indrettet samfundet, så stress forekommer ofte og nogle gange eksisterer permanent, fordi vi har lært at leve med det.

"Samfundet aktiverer og fastholder en tilværelse med stress over meget lang tid. Det er blevet en vedvarende livsbetingelse for mange," siger han.

Poul Videbech mener dog også, at problemet skyldes, at depression ofte ikke opdages. Kombineres den med stress, udbreder skaderne i hjernen sig som en steppebrand.

LÆS OGSÅ: Hjerneskader er dyrt for samfundet og den enkelte

"Læger og psykologer opdager ofte ikke depressionen, fordi de alene diagnosticerer patienten med stress, da det er det mest oplagte. Men mens stress forsvinder, når man holder ferie fra sit arbejde, ændrer det ikke på depressionen. Den hænger ved. Derfor går der længere tid, inden patienten modtager ordentlig behandling, og så er det også sværere at få bugt med sygdommen og de skader, den forårsager i hjernen. Kommer man under behandling, tyder forskningen dog på, at hjernen kan reparere sig selv," siger han.