Flere lader sig skille, inden de har været gift et år

Et stigende antal par bliver skilt inden for det første år af ægteskabet, skriver metroxpress

Fremtidsforsker og direktør i Future Navigator Liselotte Lyngsø peger på, at stigningen i skilsmisser skyldes, at vores kultur i dag er mere individualiseret end nogensinde før. Modelfoto.
Fremtidsforsker og direktør i Future Navigator Liselotte Lyngsø peger på, at stigningen i skilsmisser skyldes, at vores kultur i dag er mere individualiseret end nogensinde før. Modelfoto. .

Bryllupsfesten er knap overstået, før det hele er forbi, skriver metroxpress. 

Et stigende antal især unge par vælger nemlig at blive skilt inden for det første år af ægteskabet.

Sidste år blev 372 par således skilt inden for et år. Frem til 2012 var antallet omkring 150 par om året, viser tal fra Danmarks Statistik.

Fremtidsforsker og direktør i Future Navigator Liselotte Lyngsø peger på, at stigningen i skilsmisser skyldes, at vores kultur i dag er mere individualiseret end nogensinde før.
 
"Når vi møder hinanden i dag, er vi ikke vant til at dele og gå på kompromis. Vi er mere kantede, og vi er vant til at have uendeligt mange muligheder. Hvis noget ikke er sjovt længere, så stopper vi, mens legen var god. Sådan var det ikke tidligere. Der mødtes man som unge, stiftede familie og udviklede sig sammen," siger hun.

Samme opfattelse har sognepræst Michael Wagner Brautsch.

"Der er helt klart en tendens i tiden til selvrealisering. Vi er vores eget livsprojekt, og hvis vi er i noget, som ikke føles fuldstændig rigtigt, eller hvis tingene ikke går, som vi synes, de skal, så mister vi hurtigt tålmodigheden," siger han til metroxpress. 

Ifølge Søren Marcussen, konsulent i skilsmisse-afdelingen hos Center for Familieudvikling, kan det stigende antal korte ægteskaber også være et udtryk for, at de unge ikke har overskud til at kæmpe for at få det til at fungere.

"Nogle tænker nok: Det her bliver hårdt og svært at få til at fungere, så i stedet for at prøve for længe og trække pinen i langdrag tager jeg en hurtig konsekvens og bliver skilt."