11.300 timer. Så mange timer vågede en frivillig over et døende menneske sidste år.
Det fremgår af en netop offentliggjort rapport fra Røde Kors Vågetjeneste, der samtidig fastlår, at antallet af danske vågekoner slår ny rekord.
På bare fem år er tilgangen til korpset mere end fordoblet til i dag at tælle 886 frivillige, hvoraf langt de fleste er kvinder. Billedet er det samme i Ældre Sagen, hvor antallet af frivillige er vokset fra 43 til 350 i samme periode. Men væksten i antallet af vågekoner er ikke en entydigt positiv udvikling. Den hviler nemlig på den triste baggrund, at flere end 3000 danskere hvert år dør i ensomhed.
”Det er en uselvisk og meget fin gerning at stille sig til rådighed for et døende medmenneske, og vi kan kun være taknemlige for, at nogen står klar til at påtage sig den opgave. Men vi bliver nødt til også at se kritisk på de samfundsstrukturer, der har skabt behovet for en vågetjeneste, og på om omsorg i dødsøjeblikket er nok. Mennesker, der dør alene, har med stor sand-synlighed også levet alene. Og spørgsmålet er, om vi ikke også har en forpligtelse til at yde omsorg for de mennesker, mens de lever,” siger Thomas Ploug, professor ved Aalborg Universitet og medlem af Det Etiske Råd.
Han bakkes op af sociolog ved Aalborg Universitet, Michael Hviid Jacobsen, der i en årrække har forsket i vores forhold til døden. Han mener, at institutionaliseringen af døden får stadig flere danskere til at overdrage opgaven til professionelle og frivillige og dermed ikke bare undgår besværet, men også den nærhed, der er forbundet med omsorg for døende.
Også hos vågetjenesterne er man tilbageholdende med at kalde det voksende korps en uforbeholden succes.
”Det er jo ikke en entydigt positiv udvikling, for selvom det selvfølgelig er fantastisk, at så mange og dybt engagerede mennesker melder sig, så er det jo sørgeligt, at behovet er så stort. Vores frivillige melder sig netop, fordi de oplever, at tiden til omsorg og nærvær er alt for knap på landets plejehjem og hospitaler, og det er en trist baggrund,” siger Ulla Sthen Hansen, der er udviklingskonsulent i Røde Kors Vågetjeneste.
Hos Ældre Sagen understreger man, at de frivillige også våger over døende, der har både familie og venner, men hvis pårørende har brug for aflastning, og at der i de tilfælde er tale om et supplement og ikke en erstatning af sociale relationer. I rapporten fra Røde Kors fremgår det imidlertid, at næsten halv-delen af de døende ingen pårørende havde og altså ville dø alene, hvis ikke de havde fået besøg af en frivillig.
”Det er klart, at behovet for vågekoner til ensomme mennesker understreger nødvendigheden af, at vi fortsætter den indsats mod ensomhed, som vores frivillige over hele landet gør hver dag. Her og nu må vi bare konstatere, at behovet for vågekoner er reelt og skal imødekommes. Sidst vi holdt informationsmøde, kom for eksempel en ældre dame og spurgte, om hun kunne skrives op på en liste, så hun kunne sig føle sig sikker på, at hun ikke skulle dø alene. Det skal vi selvfølgelig kunne forsikre hende om, at hun ikke skal,” siger konsulent i Ældre Sagen, Camilla Stubbe Teglbjærg.