I dag dør hver 10. alene, og for langt de fleste danskere slutter livet på et af landets hospitaler. Og mens plejepersonalet i stigende grad bliver udfordret af effektivisering og fokus på at hjælpe de levende, er der ikke mange ressourcer til at være der for de døende.
Som konsekvens heraf oprettede Dansk Røde Kors i 2005 en vågetjeneste, der på kort tid er blevet den hurtigst voksende aktivitet i organisationens historie. Det fortæller Ulla Stehn Hansen, der er udviklingskonsulent i Røde Kors vågetjeneste.
Fra man begyndte for ni år siden, hvor antallet af Røde Kors-afdelinger, der var tilknyttet ordningen, kunne tælles på én hånd, er der i dag 75 afdelinger og omkring 700 registrerede vågekoner. Mange af dem er tidligere sygeplejersker, der i deres arbejdsliv oplevede ikke at have tid til at våge hos de døende.
LÆS OGSÅ: Vågekoner melder sig i stort tal over hele landet
De havde så travlt, at de ensomme døende måtte ligge alene, og som pensionister har de nu et ønske om at bruge deres tid lige netop der, siger Ulla Stehn Hansen.
Hun peger på, at årsagen til den store stigning i antallet af frivillige i vågetjenesten afspejler en samfundsudvikling, hvor personalet på hospitalerne er tidspressede, de pårørende har travlt, og familiemedlemmerne bor langt fra hinanden.
Der er mange pårørende, der føler det som en aflastning, at der er nogle, der kan tage over for en stund. Nogle af børnene til de syge kan også selv være oppe i alderen, og så hører vi også fra vågekonerne, at nogle pårørende ikke er trygge ved at sidde ved døds-lejet. Det er ikke længere en naturlig del af tilværelsen at være der, når livet slutter. Vågekonerne oplever, at danskerne er vant til, at systemet tager sig af døden, siger hun.
Mette Raunkiær, der er forsker hos Palliativt Videncenter, er ikke entydigt positiv over for det voksende antal af vågetjenester. Og er heller ikke enig i, at moderne mennesker nødvendigvis forholder sig mere distanceret til tilværelsens afslutning end tidligere.
Vågekonerne kan være et godt supplement til det offentlige, men de må bare ikke overtage de professionelles rolle. Vores undersøgelser viser, at mange danskere tænker på og tager stilling til døden, men det kommer stærkest til udtryk, når døden kommer tæt på dem. Jeg oplever ikke, at der er tale om berøringsangst eller tabu generelt, siger Mette Raunkiær.