50.000 flygtninge skal i job over i de næste fire-fem år.
Efter at integrationspolitikken har fejlet i årtier, har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sat det som mål for de såkaldte treparts- og topartsforhandlinger, som blev indledt i Statsministeriet i går. I 2020 skal halvdelen af alle flygtninge være i arbejde, hvilket kun er tilfældet for 3 ud af 10 flygtninge i dag.
Opgaven skal løses i forhandlingerne med kommunerne, der i forvejen har rigeligt at gøre med at skaffe boliger til flygtninge, spare op til det såkaldte omprioriteringsbidrag til staten og i øvrigt sikre de centrale velfærdsydelser for borgerne.
Den skal løses i forhandlinger med fagforeninger, der ikke har stor interesse i, at tusinder af nye, ufaglærte flygtninge kommer ud på arbejdsmarkedet med statsstøtte og kunstigt lave lønninger, og hvor østarbejdere i forvejen gør et stort indhug i de ufaglærtes job. Og endelig skal den løses i forhandlinger med arbejdsgivere, hvis primære interesse er at ansætte personale, som kan bidrage til en bedre forretning.
Læg hertil, at idéen om trepartsforhandlinger led et voldsomt skibbrud for kun knapt fire år siden, da daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) måtte opgive at øge arbejdstiden med de famøse 12 minutter om dagen, endnu inden forhandlingerne var begyndt. Læg også hertil, at Lars Løkke Rasmussen udfordrer Dansk Folkeparti, der slet ikke kan se nogen mening i at integrere flygtninge.
De skulle helst holdes i lejre og deponere deres løn, til de måske kan vende hjem om nogle år. Og læg endelig hertil, at der kun er afsat få uger til forhandlingerne. Som LO's formand Lizette Risgaard sagde på pressemødet i går efter det indledende trepartsmøde:
”Hvis vi kan klare det her på tre uger, er vi godt nok gode!”
Så hvad får regeringen til at satse på et projekt med så store indbyggede risici? Svaret er, at den har brug for de penge, en aftale kan skaffe, til at regere for.
Selv med de flygtninge, som allerede er kommet, ligger der en meget stor økonomisk udfordring forude, som statsministeren gjorde det klart. Integrationsudgifterne vil omtrent blive femdoblet frem til 2020 til 10,4 milliarder kroner. Måske bliver beløbet meget større, måske mindre - alt afhænger af, hvor mange flygtninge og familiemedlemmer, der faktisk får asyl de kommende år.
Derfor er det også et andet tal, man skal hæfte sig ved, nemlig 2,5 milliarder kroner. Det er samfundets besparelse, hvis det lykkes at få 5 ud af 10 flygtninge i arbejde i stedet for 3 ud af 10, som regeringen har sat som mål. Den besparelse vil skabe et økonomisk råderum - i hvert fald på papiret. Det råderum vil regeringen indregne i den 2025-plan, som præsenteres senere efter forhandlingerne.
2025-planen er udgangspunktet for efterårets forhandlinger om en skattereform og et nyt system for beskatning af ejerboliger. Liberal Alliance vil af med topskatten, mens regeringen og Dansk Folkeparti vil lempe i bunden af indkomstskatten, og De Konservative ønsker lavere skat på ejerboliger.
Hvis Lars Løkke Rasmussen på nogen måde skal gøre sig håb om at få alle de ender til at nå sammen, og samtidig kunne bruge flere penge på velfærd, har han derfor hårdt brug for, at trepartsaftalen med fagforeninger og arbejdsgivere og topartsaftalen med kommunerne bliver vellykkede. Og at den ikke binder regeringen til ikke at gennemføre skattelettelser, som LO ønsker.
Både arbejdsgivere, lønmodtagere og kommunerne er gået positivt ind i forhandlingslokalet, fordi regeringen har noget at handle med. LO håber på bedre praktikordninger senere, og kommuner og arbejdsgivere kan få endnu en økonomisk gulerod for hver flygtning, de skaffer job.
Man kan så tvivle på, om det vil række til at aktivere 50.000 flygtninge, hvoraf mange end ikke kan dansk og ofte kun har en grundskoleuddannelse. For regeringen er det politisk afgørende imidlertid, at Finansministeriets regnemaskine her og nu viser, at pengene kan spares, også selv om det ikke skulle vise sig at være tilfældet om fem år.